Tung symbolik eller plads til fantasi

Julie Nord dikterer fortolkningen, mens Benny Dröscher giver plads til åben betragtning i gruppeudstilling på Charlotte Fogh Contemporary.

Benny Dröcher: New paperworks(udsnit). Foto: Charlotte Fogh Contemporary.

Julie Nord dikterer fortolkningen, mens Benny Dröscher giver plads til åben betragtning i gruppeudstilling på Charlotte Fogh Contemporary.

Udstillingslokalet er fyldt med farverige opmærksomhedstyve, når Julie Nord, Erik A Frandsen, Benny Dröscher, Mette Vangsgaard og Fredrik Raddum mødes i gruppeudstillingen Personal Matters.

Men det er Dröscher, der skiller sig ud, idet hans tegninger giver den besøgende plads til at bruge sin egen fantasi, mens især Raddum og Nord tenderer til at fylde deres værker med fortolkningstung symbolik.

Mættet Julie Nord
Julie Nords billeder er mættede. Helt konkret fylder de figurative motiver ofte hele papiret hos Nord, og de består næsten udelukkende af kontrasteringer mellem piger, natur, fabeldyr eller drømmelignende dekorationer.

Serien på seks litografier viser eksempelvis en edderkop med det velkendte pigeansigt, som Nord ofte bruger i sine billeder. Det er et kønt og smilende pigeansigt med kunstnerens egne træk, og kontrasten til den behårede edderkoppekrop er stor. En sort/hvid tolkning om dyr og mennesker, det gode og det onde, det bevidste og det underbevidste trænger sig på.

6 litografier af Julie Nord. Foto: Anne Krøyer Sørensen
6 litografier af Julie Nord. Foto: Anne Krøyer Sørensen

Et andet billede viser omridset af en pige med rottehaler og en saks i hånden midt i et virvar af stirrende øjne og nøglehuller. Pigen har klippet sig selv ud af en ond drøm, som på freudiansk vis kommer til at symbolisere det underbevidste, drifterne og fantasien. Beskueren er sat direkte i kontakt med pigens fantasi.

Dikterende tolkninger
Med de mange drømmelignede motiver af piger i samspil med dyr ligger de psykoanalytiske undertoner lige under overfladen i Julie Nords billeder, og fortolkningsmulighederne kan derfor virke nærmest dikterede for beskueren.

LÆS INTERVIEW MED JULIE NORD HER

Også i Frederik Raddums skulpturer er der tunge symbolikker omkring menneske og natur. Eksempelvis skulpturen af en mand uden øjne og et grantræ i stedet for en penis.

Også her er der stærke associationer til seksualdriften og menneskets ´natur`, samt til myten om Ødipus, der stikker øjnene ud på sig selv efter han opdager, at han har fået børn med sin mor.
Dermed synes også Raddums bidrag til udstillingen at have psykoanalytiske undertoner.

Fredrik Raddum: Bending Man. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Fredrik Raddum: Bending Man. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Fredrik Raddum: Scandinavian Apparition. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.
Fredrik Raddum: Scandinavian Apparition. Foto: Charlotte Fogh Contemporary.

Benny Dröscher giver plads
I modsætning til de to ovennævnte kunstnere er der ingen menneskefigurer på Benny Dröschers tegninger. Koblet med de mere abstrakte motiver, er det med til at fjerne de dikterede tolkninger og i stedet sætte beskuerens fantasi i centrum.

Motiverne kredser stadig omkring natur og dyreliv, men de er knap så figurative, og en betydelig del af det er abstrakt. Der er rent faktisk steder på papiret, hvor Dröscher ikke har tegnet, og det giver frihed.

Benny Dröcher: New Paperwork. Foto: Charlotte Fogh Contemporary
Benny Dröcher: New Paperwork. Foto: Charlotte Fogh Contemporary
Benny Dröcher: New Paperwork. Foto: Charlotte Fogh Contemporary
Benny Dröcher: New Paperwork. Foto: Charlotte Fogh Contemporary

Frirum til fortolkning
De lange, spidse træer, der vokser ned fra himlen, mørke, eksplosive malingklatter og sarte, små fugle sætter tanker i gang, men det er beskueren, som i højere grad er drivkraften bag dem.

Dröschers fantasifulde tegninger bliver derfor et frirum på udstillingen. Dem kan man fordybe sig i uden at havne i stramme og bestemte fortolkninger, som var de stukket ud på forhånd af kunstneren.


Fakta

Udstilling

Personal matters

Fredrik Raddum, Mette Vangsgaard, Benny Dröscher, Erik A Frandsen, Julie Nord

Charlotte Fogh Gallery Se kort og tider