Mette Vangsgaard
Den sociale virkelighed, hvor mennesker mødes, forstår og forholder sig til hinanden og vores omverden er udgangpunktet for Mette Vangsgaards humoristiske og til tider absurde maleri, collager og keramiske skulpturer.
Mette Vangsgaard startede sin kunstneriske karriere som maler. Selvom hun i dag arbejder med et alsidigt materialevalg i sine collager, fastholder hun stadig maleriets kvaliteter i værkernes ekspressive energi, kæmpeformat og farvekomposition.
Med fragmenter bestående af papirudklip, tekstil og maleriske spor skaber Vangsgaard en særlig stemningsfyldt narration i billederne, hvor hun undersøger de miljøer og rum, vi befinder os i til daglig, såvel som de sociale handlinger og interaktioner, der udspiller sig der.
I hendes billedunivers skildres det moderne liv i et humoristisk og poetisk sprog, hvor Vangsgaard blotlægger vores ofte ejendommelige tilbøjeligheder.
Således perspektiverer Vangsgaard vores moderne civilisation og danner stemningsbilleder, som umiddelbart udstråler en humoristisk tilforladelighed, men som også blotlægger, hvordan vi mennesker har anvendt samlinger og arkiver til at fremlægge en bestemt forståelse af vores hverdag – samtidig med vi styrer naturen ind i til tider absurde sammenhænge.