Tværfaglig øko-kunst

Infrastrukturer, p-huse, lufthavne, kraftvarmeværker, parker og huse er nogle af de projekter, som Michael Singer Studio har været involveret i. Med sine kunstneriske ‘indgreb’ får han skubbet miljøet en lille smule i den rigtige retning. Kunsten.nu har besøgt Michael Singer i hans studio i Vermont.

Michael Singers (f. 1945) værker dæmmer op for den naturnedbrydning, som industrialismen har ført med sig. Der er tale om et interdisciplinært mix af arkitektur, kunst og snilde ingeniørløsninger. Nu har Singer også udviklet et projekt til Refshaleøen, som snart kommer under behandling i Københavns Kommune og i By & Havn. Det vil vi senere vende tilbage til.

Her i Skandinavien kan man bl.a. opleve øko-kunst eller naturkunst i Wanås i Sverige og i Tickon ved Tranekær på Langeland. I disse herregårdsparker er der permanent opstillet værker, som adresserer og tematiserer naturen som vores store og umistelige ressource, som vi mennesker er helt afhængige af. Den amerikanske billedhugger Michael Singer er en af pionererne inden for denne kunst. Hans værker er karakteriseret ved lige dele eksperiment og proces. Hver gang kræver det en ny løsning, hver gang noget, der ikke er prøvet før.

Bæredygtig skrøbelighed
I 1970’erne flyttede Singer fra NYC til Vermont langt ude på landet. Her opførte han en række værker, som han gav titlen Ritual Series. Nogle af dem blev installeret direkte i en skov og er nu nedbrudt af vind og vejr. Andre er fysiske museumsværker.

Et af disse værker er indlemmet i Louisianas samling, Cloud Hands Ritual Series, 1980/81, som Knud W. Jensen erhvervede til museet efter at have set Singers solo-show på Guggenheim NY i 1984. Det er et helt lille univers i lyst træ, egentlig en platform, der på tre sider omsluttes af en lav væg af smalle træbjælker – som en bås til kreaturer. Strukturen er åben fortil. Inde i den er der et væv af fine træpinde, der er forbundet med hinanden på langs og på tværs i et sindrigt balancesystem. Som aktørerne i værket optræder nogle mørke klippestykker, der er filet til, således at de står som statuer direkte på træbunden, hvis ikke de er løftet op på et højere niveau. Det er et mystisk og skrøbeligt værk. En hurtig bevægelse eller et vindpust ville kunne få det til at falde sammen.

Værker til særlige steder
Uanset om Michael Singer arbejder med installationer, kollager på papir eller skulpturer er han uhyre bevidst om stedet, hvor værket installeres. I 2015 udførte Michael Singer Studio et projekt til lufthavnen i Austin, Texas. Lufthavnen ville benytte et niveau i parkeringshuset som en slags gangbro, der skulle forbinde p-huset med afgangshallen. Rummet er 150 m langt. Her har Michael Singer og hans stab opført en skulpturel have, Uplifted Ground  – som en langstrakt skulptur, der ud over at være æstetisk indbydende også har sparet lufthavnen for millioner af dollars, idet man slap for at afstive det gamle parkeringshus.

Fodgængere belaster vægtmæssigt underlaget langt mere end biler, som ruller af sted. Værket er opført i beton. Det har skiftende niveauer, og mange af delene svæver vægtløse ned fra loftet, hvilket tilfører et førhen umuligt, arkitektonisk rum en poetisk dimension, mens andre dele står på jorden. Det er blevet et mageløst landskab, som både giver associationer til rejsens bevægelighed, til bygninger i byer, til bagage og meget mere.

En gammel gård i Vermont
Kunsten.nu besøger kunstneren i hans sommeratelier i Vermont. Det er en kæmpemæssig arbejdsplads, som har knopskudt ud fra en gammel og skønt beliggende bondegård fra 1750’erne med lader og tilliggende bygninger. Det er dermed en af de ældste bygninger i USA. Her arbejder Michael Singer både individuelt på sine egene værker og på sine større, tværfaglige projekter sammen med sin dygtige stab af arkitekter, ingeniører og praktiske hjælpere. Om vinteren bor og arbejder han i Florida.

Interviewet finder sted i hans ‘Pond Pavilion’ – et lille hus ud til en dam. Han har selv tegnet huset, som består af ét næsten nøgent rum med en skøn, zen-agtig ro og en sublim udsigt til træerne, der spejler sig i dammen, da hele langsiden består af et vindue.

Et af dine endnu ikke realiserede projekter er The Edge til Refshaleøen. Hvad går det nærmere bestemt ud på?

”Det er direkte affødt af af mit første store projekt til det offentlige rum, The Grand Rapids Sculptural Flood Wall, som blev til mellem 1988 og 1995  Det var også en ‘edge’ eller kant. Lad mig understrege: Det handler ikke om Michael Singers visioner, men om Michael Singer, der stiller spørgsmål. Derudfra opstår der en vision, som videreudvikles sammen med mit team. I 1988 inviterede Grand Rapids kommune mig til at indgå i en konkurrence om at skabe et værk til byen for at fejre 20 års jubilæet for Alexander Calders store røde stabile, La Grande Vitesse, som er blevet vartegn for denne by i staten Michigan.”

The Edge I
Singer var én ud af fem kunstnere, der konkurrerede om en helt fri opgave. De blev enkeltvis ført rundt i byen for at besigtige den med byens landskabsarkitekt og byplanlægger og andre involverede faggrupper. På et tidspunkt krydsede de Grand River-floden, hvor Gerald Ford-biblioteket ligger.

”Her stod der flere mænd og fiskede, men hele flodbrinken var ved at falde fra hinanden. Der voksede en masse popler i nærheden. De er gode til at holde landjorden fri for vand.”

Flodbredden var eroderet væk, og cementen var gået i opløsning, og der lå en bred bremme af møg, så Singer spurgte, hvad der var ved at ske. Svaret var, at man ville bygge en ny, lodret betonvæg, som skulle sikre byen mod oversvømmelse, og at man i den forbindelse ville fælde de herlige træer.

”Det må ikke ske,” sagde jeg. ”For poplerne kan vokse her til evig tid, og de sørger for at holde vandet ude. Og se de folk, der fisker! De er her pga. træerne. Her vil jeg gerne skabe et værk, som bevarer hele dette skønne miljø, men som samtidig udgør en kant, der holder vandet ude.”

En tværfaglig praksis
“Samtidig havde dekanen for M.I.T.’s institut for arkitektur under en rundrejse til Europa set mit værk på Louisiana foruden en udstilling, som jeg havde i Schweiz. I den forbindelse var jeg blevet tilbudt en stilling ved arkitekturstudiet på M.I.T. Her mødte jeg nogle blændende, unge studerende, som jeg inddrog i forbindelse med værket Grand Rapids. Vi indledte et samarbejde med en landskabsarkitekt og et ingeniørfirma.

Således opstod mine store, offentlige bæredygtighedsprojekter som et samarbejdsprojekt, der kan minde om renæssancekunstnernes værksteder. Det var helt nyt for mig, også terminologisk, da jeg jo kom fra kunstens verden, og i starten fortalte ingeniørerne mig om alt det, som ikke kunne lade sig gøre,” griner Michael Singer. ”Det er heldigvis blevet bedre siden, og det endte med, at vi byggede en Flood Wall, som blev en skulpturel mur, der var i balance med den eksisterende, ødelagte flodbred. Tilførsel af materiale skulle opvejes af materiale, som blev fjernet, således at floden ikke gik over sine bredder.”

Økologisk kant
– Og hvad handler så projektet til Refshaleøen om?   

”Refshaleøen er et stykke menneskeskabt industrihistorie, hvor intet er naturligt. Hvordan kan man konstruere en levende vandkant her?, spurgte jeg. Dette projekt bliver forhåbentlig snart realiseret. Det er blevet til i samarbejdet med Refshaleøens Ejendomsselskab. I projektet bliver arkitektur, skulptur og løsning af økologiske problemer forenet på en organisk måde. Man kan sige, at det er et skulpturelt kunstværk, formet som en havnefront, samtidig med at både landjorden og vandet bliver renset gennem biologiske metoder. Det er hensigten, at den oprindelige natur kommer til kræfter her på kanten. Både dyr og planter indgår i rensnings- og bevaringsprocessen. Endelig vil der blive skabt havbadefaciliteter, således at stedet kan blive til gavn for alle aldersklasser, måske især de unge. Men projektet er også et formidlingsprojekt, idet det beskriver en række nye både kunstneriske, arkitektoniske og økologiske fremgangsmåder, der kan bruges i andre sammenhænge.”

Siden de første projekteringer til Refshaleøen har I fået mange erfaringer med vandkanter, ikke mindst i Florida?

”Ja, vi har gode erfaringer med miljøforbedrende projekter. Lad mig her til slut nævne de tre små øer i South Cove, som indgår i vores Regeneration Project i West Palm Beach i Florida, som vi netop er blevet færdige med. Vandet i lagunen var helt uden liv, efter at man en gang i 1960’erne havde gravet et meget dybt hul i bunden for at hente byggematerialer til en stor vej. Et sådant hul medvirker til at standse strømmen i et farvand, og med tiden dør alt liv ud. Vi hentede helt rent beton fra nedrevne bygninger og fyldte hullet ud igen og byggede tre små, tæt beplantede øer. Man kan gå ud på dem ad en bro og gå rundt på øerne, så det er blevet et yndet udflugtsmål, og vandet er allerede rent igen,” slutter Michael Singer.