U-TURN – Charlotte Bagger Brandt

Mia: Du har arbejdet i flere veletablerede institutionelle rammer som Kunstforeningen Gammel Strand, Dansk Design Center og Charlottenborg. I U-TURN vil I eksperimentere med rammerne. Hvordan vil det konkret udspille sig?

Charlotte: Jeg har også tidligere været med i eksperimenterende projekter blandt andet 1%, et non-kommercielt sted, som havde noget af den ildsjælsform og entusiasme der ligger i U-TURN projektet. Man danner selv nye rammer for en ny institution, danner nogle nye spilleregler ganske enkelt. Man gør det, fordi man synes, at man kan byde ind med noget andet. Charlottenborg Udstillingsbygning er en stor og lidt tung institution, fordi den har en masse traditioner. Der er bestemte rammer, når man er på finansloven og skal melde tilbage til kulturministeriet. Det, der er sjovt i et projekt som U-TURN, er, at man har en større fleksibilitet i en mindre institution. Du kan selv sætte dagsordenen og agere langt hurtigere på de ting, du vil tage op til debat. Er der en kunstner i byen, kan man tage vedkommende ind og lave en diskussion eller dialog. Det er sværere i en større institution, med mindre man bygger mindre enheder i den. Når man laver en udstilling i en institution som Charlottenborg, skal den fylde hele huset, og så har man gang i et kæmpestort produktionsapparat. Det tager et par år minimum at lave en udstilling, for der er mange praktiske ting, som gør det tungere at arbejde med. I en mindre institution kan man arbejde lidt mere ad hoc og ofte i mere kreative rammer.
I U-TURN har vi også en tilbagemeldingspligt. Det er jo også statens penge, vi har at gøre med dér. Men det sjove er jo altid at få lov til at lave noget fra scratch. At gå ind og sætte en dagsorden. For eksempel: Hvad er det, vi synes, der mangler i Danmark? Og hvordan kan vi lave noget, som vil være interessant for andre end os selv?

Jeg henvendte mig til Judith og Solvej [de to andre kuratorer i U-TURN], mens de boede i udlandet, fordi vi havde talt om at lave et lignende projekt sammen en del gange. Vi ville gerne byde ind med nogle af de kræfter, som faktisk var taget til udlandet for at udvikle nogle andre typer institutioner, som vi måske ikke har været så gode til herhjemme. Så det ville være en fornøjelse at få hentet nogle af disse kompetente mennesker hjem og bidrage med den erfaring, de har høstet ude i marken og på den måde skabe en større dynamik herhjemme. Vi har jo set den dynamik på galleriscenen, men det er også et kommercielt sted, det er jo købmandskab. For mig er det mere interessant at lave et non-kommercielt rum, hvor man giver kunstnerne nogle produktionsmuligheder, og samtidig giver offentligheden en mulighed for at møde samtidskunsten på nogle andre præmisser.

Det offentlige rum og forvaltningen af det offentlige rum ligger mig meget på sinde. Måske fordi jeg har været i så tung en bygning med de her tykke Charlottenborgmure. Det er interessant for mig, hvordan man åbner for murene op. Også når jeg arbejder i U-TURN: Hvordan møder vi det publikum, som ikke er vant til samtidskunsten? Jeg mener faktisk ikke, at samtidskunsten er så vanskelig, som mange gør den til. Samtidskunsten benytter sig jo af de medier, som vi alle sammen omgås med i det daglige – lyd, computermedie, tv og fotografier. Jeg tror, det oftere handler om at overskride nogle grænser for folk. Hvis man bruger det offentlige rum på en sjov og performativ måde, for eksempel ved med happenings, så kan man forhåbentligt få dem til at blive interesseret.

Mia: Nu nævner du performativitet. Hvordan ser du det medies styrker?

Charlotte: Vi ser performativitet som en rød tråd. Vi taler ikke nødvendigvis om performance, men om performativitet i kunsten, det vil sige ting, som har en performativ karakter. Det kan både være en skulptur, som man interagerer i, men det kan også være noget tidsbaseret. Vi vil jo også gerne se udstillingen som noget, der udvikler sig over tid. Noget der ikke er et færdigt produkt, når vi går i gang. Når man ellers laver en udstilling, er ferniseringen ofte slutpunktet. Udstillingen er et færdigt produkt, og hvis man gør noget undervejs i udstillingsperioden, er det måske et par foredrag med de deltagende kunstnere. Vi vil gerne skabe åbenhed undervejs, så udstillingen stadigvæk er producerende. Og det kan man gøre ved at lave nogle værker, som skal medproduceres af borgerne. Det vil være en måde at få en anden tilgang til kunsten for folk, som ikke normalt ser den slags kunst. Vi har for eksempel på en af vores lounges på U-TURN kontoret vist et værk af to finske kunstnere, som har lavet Complaints Choirs – et meget performativt værk. De kreerer og fremfører en koncert ude i byrummet med klager fra folk på de forskellige steder for eksempel Birmingham. Forestil dig, at folk stillede sig op og sang det her værk på Rådhuspladsen i København. Det er et forunderligt, skægt og lidt overrumplende værk for de forbipasserende.
Det er en form for performativitet, der også gør kunsten tilgængelig for publikum. For det er jo ikke super kompliceret.

Mia: I taler også i jeres visioner om et mentalt rum, som gerne må blive stående, efter festivalen er forbi. Skal udstillingen leve videre i folks bevidsthed, eller hvordan er det tænkt?

Charlotte: Det ville være fantastisk. Det er jo altid en forhåbning, når man laver noget. Det er jo et bidrag til en dialog på flere planer, både det æstetiske og det meningsdannende. En anden måde at se det her mentale rum, er også at prøve at skabe nogle netværksstrukturer, som er til gavn for kunstscenen og publikum også efter, at kvadriennalen er slut. Hvis vi er heldige, har vi bygget en struktur, som er sund nok til at blive overtaget af andre. Vi ser jo ikke vores kuratering som den eneste rigtige. Det er et bud på, hvad der rører sig lige nu, og hvad der rører sig i vores mentale rum. Vi vil gerne benytte de gode kræfter, der er lige nu i ind- og udland. Disse opkoblinger med folk bliver en satellitstruktur, hvor folk selv kan lave nogle knuder og nogle nye mentale rum. Derfor har vi også lavet en struktur, hvor København både kobler op med resten af landet og med andre byer i Europa, for vi kan lære noget af hinanden, og vi kan byde på forskellige ting.

Der er en generøsitet i at udveksle imellem forskellige situationer. Der har det også været interessant at udveksle med øst, fordi man dér har haft en scene, som rent økonomisk ikke har været særlig solid, men som kunstnerisk faktisk har formået at skabe en del debat. Herhjemme har vi tidligere haft nærmest det modsatte. Vi har egentlig en ret stor økonomisk stabilitet i vores kultur- og kunstudvikling, men det har ikke været så sprudlende, og netværksstrukturen har ikke været så stærk. Der er dog sket meget det sidste 1½ år, ikke kun U-turn men mange forskellige, positive ting, som danner et helt nyt billede at forholde sig til. Og det er vigtigt for os, at alle, der indgår i det her projekt, skal synes, at det er sjovt. Så stort et projekt i så lille en institution med så relativt få penge kan kun lade sig gøre, hvis de deltagende kan se det relevante i det og synes, at det er sjovt og fagligt spændende at være med.

Mia: Tror I, at det her projekt kan flytte folks forventninger eller fordomme til, hvad en udstilling er?

Charlotte: Det er da en forhåbning. Men på den anden side skal der meget til. Der er jo mange, der har lavet lignende ting med eller uden større held. Det er i hvert fald vigtigt med offentlighedsrummet, at vi bruger steder, hvor man ikke er vant til at møde samtidskunst herhjemme, og hvor den ikke bare er en skulptur, det er jo som regel sådan, vi møder kunst i det offentlige rum. Derfor er det vigtigt at få det ud på gader og stræder, at det også kan være noget ganske andet, som ligger imellem de forskellige kulturspektrummer og måske krydsbefrugter på en interessant måde, som man ikke havde forestillet sig.

Mia: Jeg kommer også til at tænke på ”The European Kunsthalle” i Köln (www.eukunsthalle.com), som netop heller ikke har noget udstillingslokale.

Charlotte: Ja, det er meget på den måde. Uden udstillingslokale kan man udfordre forskellige rum. Forskellige projekter har også brug for forskellige rum. Charlottenborg er jo en stor institution, så jeg længes tit efter en lille institution, hvor man kan skabe en anden intensitet. Hvis man ikke har et rum, er der heller ikke en produktionsforventning til én hele tiden. Man kan lave langt færre og anderledes projekter end i en udstillingshal, som helst skal være fyldt med kunst hele tiden. Hver gang man har produceret en udstilling, er man i gang med at producere den næste. Og når man skal producere i så stor stil, vil der også blive mindre tid til at lave nogle af alle de andre ting, som også er en vigtig del af kunsten. Et mindre sted kan man sætte fokus på diskursive debatter og produktionen i stedet.