U-TURN – Solvej Helweg Ovesen

Dominika: Med U-TURN har I valgt at sætte fokus på dialogen med den østeuropæiske kunstscene, og det er lidt atypisk i Danmark. Hvorfor er denne dialog vigtig?

Solvej: Den er vigtig, fordi der er mange gode kunstnere i Østeuropa. Der har altid været dygtige kunstnere i både Østeuropa og Centraleuropa, men det er først efter murens fald, at det har været muligt at se deres praksis. Under kommunismen kunne mange af kunstnerne ikke udstille, fordi der kun var én slags kunst. Det var den officielle statskunst, som vi også har hørt om i Danmark. Men der har hele tiden eksisteret en avantgarde praksis, en samtidskunstpraksis og en udvikling af konceptkunsten.
Pludselig kunne også de kunstnere udstille og vise deres værker. Derudover er der også den generation af kunstnere, der først har praktiseret efter murens fald.

De muligheder, der ligger i et åbent kunstsystem, bliver betragtet og brugt af de østeuropæiske kunstnere på en markant anden måde end hos kunstnerne i Vesteuropa. Vi har levet i sådant et kunstsystem i lang tid. Der kommer også helt andre kvaliteter frem, når vi tænker på, at en kunstscene har været ikke-kommerciel, som den var under kommunismen.

Altså er der mange dygtige kunstnere og æstetiske formuleringer, som vi ikke er vant til at se på i en vestlig kunstverden. Derfor er det et nyt blik, på det vi er, og på det vi har her. I dag er Øst- og Vesteuropa ikke længere adskilt på samme måde som før. Mange af de østeuropæiske kunstnere har boet eller bor i Vesten, men de har stadigvæk andet på hjerte, som kunne være interessant at plante her i Danmark. På den måde kan vi skabe en dialog mellem folk, der bruger kunstscenen og kunstnerne i forhold til de praksiser, de udøver til hverdagen. Det er en slags input, som er vigtig i forhold til kunst- og samfundssystemet.

Dominika: Udover temaer ‘performativitet’ og ‘det nye Europa’ arbejder I med temaet ‘kulturel misforståelse/oversættelse’. Hvad dækker begrebet over, og hvordan taler det sammen med samtidskunsten?

Solvej: Det er en utopi at sige, at samtidskunst eller visuel kunst er en type sprog, som er universel. At en dansker producerer et kunstværk, og at det vil blive forstået på samme måde i Kina som i Danmark er en utopi. Der vil altid være en forskellig fortolkning. Men sådan er det også i en lokal kontekst.
I mange år har man fokuseret på kunsten som et sprog, der kunne noget mere end at tale lokalt. Når vi siger ‘kulturel misforståelse’ sammen med ordet ‘oversættelse’, håber vi at pege på diskursen og forståelsen af international samtidskunst lidt væk fra den her utopi om, at den kan oversættes. Samtidskunsten kan også tematisere det, som ikke kan oversættes. Det vil sige, at når man prøver at forklare hvad en problematik går ud på, vil der altid være noget, som ikke kommer med over bordet, idet man oversætter til et andet sprog. Der vil opstå misforståelser, som man ikke kan undgå.

Hele kommunikationsprocessen i forbindelse med samtidskunsten er i mange tilfælde noget, som er mislykket. Der er mange udstillinger, der lander som ufoer. For eks. en udstilling af mexicansk kunst i Tyskland, som kan være svær for en tysker at forstå.
Med U-TURN siger vi ikke, at vi kan glatte ud, men vi kan tematisere hvordan en kulturel uoverensstemmelse kan være afsæt for en kreativitet.
I nogle tilfælde er det selve kunstværket, der formidler, hvordan det eksempelvis er, at være i en særlig eksistentiel situation. Den empati kan et værk godt fremkalde hos en beskuer, og samtidig kan det også vække en total anden erfaring.

Vi ved jo godt, at vi mennesker ikke kan rumme hele verden. Men vi står også overfor et informationsflow, som vi skal forholde os til og dermed rumme ting, som ikke hører til os. Kulturel oversættelse er en slags kommentar til den homogene kultur, vi har i Danmark og en kommentar til den utopi, jeg omtalte i starten, om at kunsten kan transportere alt. Nogle gange tager den afsæt i, at ting ikke kan transporteres.

Dominika: Med U-TURN har I valgt at sample allerede eksisterende urbane rum. Kan man sample to forskellige, fysiske adskilte steder?

Solvej: Vi har ikke en ide om, at alle folk, der kommer herop skal beskæftige sig med Danmark. Det er lige så meget en mulighed for at tale om, hvad der er at tale om. Folk kommer med masse ting på hjertet selv. Jeg har ikke en ide om, at værket skal handle om den by, det kommer til. Jeg synes, at det er spændende, at folk kommer herop, og bruger København til det, som de vil bruge byen til.
Vi prøver, at skabe en dialog mellem den danske kunstscene og de scener, som gæsterne, de inviterede kunstnere, kommer fra. F.eks. lagde vi også vægt på, at kuratoren Adam Scymczyk, der skal kuratere den næste Berlin-biennale, mødte nogle folk og så noget kunst, da han var i København i forbindelse med U-TURN konferencen, ”Challenging East West Art Map”.

Dominika: Ser du kunstens udvikling geografisk bestemt i fremtiden?

Solvej: Jeg mener, at nogle kunstnere har sagt, at der ikke findes internationale kunstnere. Jeg tror også, at de fleste mennesker har lyst til at have en kontinuerlig historie. Og både penge og mange andre interesser, der flytter kulturlivet er struktureret på en måde, hvor den nationale interesse er vigtig. Derfor er det svært at
forestille sig en verden, hvor man bare kan lave internationale, midtsøgende udstillinger for et stort budget. På denne måde betinger overlevelsesmulighederne, at der forsat vil være fokus på nationale tilhørsforhold. Der er naturligvis mange gode residensprogrammer, og det er vigtigt. Det er også et vigtigt gennembrud for den danske kunstscene.

Dominika: Hvilken oplevelse håber du, at publikummet får med U-TURN?

Solvej: Det må gerne være en oplevelse, hvor udstillingen fører publikum fra det ene værk til et andet. Udstillingen skal skubbe publikummet som et bordfodboldspil. Jeg håber, at betydningsdannelsen af bolden formår at løfte folk rundt fra værk til værk, og at udstillingen på den måde har en dynamik, en spændstighed og en kvalitet af værker, der tiltrækker og formidler i sig selv. At man får en rutsjetur igennem et udvalg af værker, som i sidste ende siger en noget. Der er ikke en bestemt tematik, som jeg synes, skal blive hængende i folks hoveder. Det er mere vigtigt, at folk får en oplevelse af samtidskunsten som noget, der er tættere på deres hverdag, end de umiddelbart tror.
I sidste ende ser jeg også udstillingen som en alternativ måde at få viden på. Jeg håber, at udstillingen bliver en reference i forhold til den diskussion, der følger Europa i dag.