Ud af mørket med Yoko Ono

Uno burde hun hedde, af mange grunde. I denne sammenhæng fordi hun er en unik kunstner med et særligt kunstbegreb, der i flere henseender – og på godt og ondt – var før sin tid. Det er den logik, der ligger som grundtone i udstillingen Half-A-Wind Show – A Retrospective med den japansk-amerikanske kunstner Yoko Ono (f. 1932) på Louisiana.

Og når det gælder performancekunsten er Yoko Ono i realiteten et udgangspunkt for mange senere ikoner i kunsthistorien som Joseph Beuys (1921-1986) og Marina Abramovic (f. 1946).

Yoko Ono ville udbrede og udfordre kunsten som frigjort socialt rum og stod ikke i vejen for at ofre sig selv i processen. Men hvor Beuys ser sig nødsaget til at overskride kunstrummet og Abramovic insisterer på en ekstrem selvopofrelse, dyrkede og dyrker Ono det generøse forhold, der kan etableres i kunstens rum, hvor alt er tilladt. I kunsten uddrev hun mørket og etablerede situationer, hvor vi den dag i dag stadig kan møde hinanden i legen.

Vi mødes i værkerne
Der er faktisk tale om en tyst men vedholdende radikalitet, der blot bliver hårdere formuleret senere af blandt andet Beuys og Abramovic. Onos kunstpraksis ender dog ikke i et nihilistisk mørke, hvor vi er nødt til at ofre os selv fuldstændigt eller forlade kunsten.

Kunsten er snarere et udpræget generøst og sfærisk rum fyldt med lys, hvor den eneste begrænsning er vores villighed til at lege med, dele ud, følge de finurlige instruktioner og smide hæmningerne.

Yoko Onos kunst er kropsligt betonet, ja nærmest kropsligt betinget: Vi mødes med Ono i værkerne, og selvom der står “Get Involved” med store bogstaver ved flere af værkerne på Louisiana, så er det en reel præmis for mødet med al hendes kunst, at vi involverer os.

Kunsten at give sig selv
Derfor kan adskillelsen mellem ‘værk’ og ‘performance’ heller ikke ultimativt udpeges. Værkerne er hele tiden begge dele, og således varsler Onos kunst i sin natur både interaktionen og performativiteten som centrale fænomener i kunstoplevelsen. Og igen; før disse blev normer i kunstfeltet.

Performancekunsten var et tidligt medie for Ono men også en konstant i hendes konceptuelle praksis.

Flere værkserier figurerer således både som objekt og live-performances. Dette gælder bl.a. værkserier som Promise Pieces, Action Pieces, Sky Pieces og de famøse Cut Pieces.

Hendes mest selvopofrende performance til dato er i denne serie og stærkest (og mest destruktivt) eksemplificeret i hendes Cut Piece fra 1964 i Carnegie Recital Hall, New York, hvor en skare af mænd én for én, bid for bid klipper lunser af hendes tøj.

Igen er det en generøs overvejelse, der ligger bag:

“Traditionelt er kunstnerens jeg i værket. Kunstneren må med andre ord give sit jeg til publikum. Jeg havde altid ønsket at skabe et værk uden noget indbygget jeg. Jeg tænkte stadig mere over dette motiv, og resultatet blev Cut Piece,” forklarede hun ti år senere i 1974 – samme år som Abramovic udfører Rythm 0, hvor kunstneren overgiver sin krop til et publikum bevæbnet med alt fra fjer, roser, skalpel til en pistol med tilhørende patron.

Fluxus og den absurde stilhed
Denne aften på Louisiana bød på tre performances fra hver sin kategori og dermed et repræsentativt udvalg, der er en retrospektiv udstilling værdig.

Forholdet til både musik og fluxuskunst blev markeret fornemt med Sky Piece to Jesus Christ (opført første gang i 1965), hvor seks performere – i stedet for Yoko Ono selv – langsomt men insisterende passificerer et symfoniorkester med gazebind.

Liv der langsomt slukkes, kroppe der langsomt giver op, en tribute til John Cage og hans leg med stilhed som absurd materiale og intellektuel udfordring.

En uprætentiøs og afskyelig morsom performance, hvor hele salen bryder ud i latter, når øjnene dækkes af gaze, fingeren fanges i luften, tonen skrider langsomt eller to musikere via gazen pludselig påvirkes af hinandens bevægelser. Og meget sigende; var Yoko Ono flad af grin ligesom resten af salen var.

Fra indestængt bekymring til blottet glæde
Denne performance efterfulgtes af en Action Piece, hvor Ono endelig selv gik på scenen og med en langhåret pensel og kropslige understregninger malede syv kropsstore, sorte skrifttegn, der kort og godt skildrer Onos liv og kamp med at få ‘troubles’ til at forvandle sig til ‘treasures’, forklarede hun bagefter.

Med hendes aktion og efterfølgende smil vidste alle tilstedeværende at den kamp var vundet. Dette blev blot understreget af en impulsiv stemme-improvisation fra Ono, hvor den skrøbelige og efterhånden knap så mobile krop pludselig sprang ud som kraftfuldt organ.

“I just needed to get in the mood…” smilte hun hurtigt og slog nærmest undskyldende ud med armene.

En helt konkret understregning af den tilstand Onos kunst søger: et kropsligt, frigjort og legende nærvær, hvor vi møder hinanden blottede.

Klassisk Ono
Dette møde forløstes i en smuk afslutning med en af Onos Promise Pieces med en tilhørende instruktion. På scenen står en stor japansk vase og ved siden af ligger et sort klæde.

I klædet ligger skårende fra en identisk vase, og når Ono er gået, skal vi allesammen gå op og tage et skår fra vasen og dermed indgå et ‘løfte’ om at mødes igen om ti år og sætte stykkerne sammen.

Enkelt, generøst og smukt på en helt igennem Ono’sk måde.

Ono tager afsked med en hujende sal og stående applaus. Vi flokkes. Smiler til hinanden. Samler et skår op og putter det andægtigt i lommen, hvor det efterfølgende ligger og lover mere, mere kunst, mere leg, mere liv, mere Ono.

SE YOKO ONOS PERFORMANCE FRA SCHIRN KUNSTHALLE (2013):