Udstilling undervejs

“Du skal have din cykel med,” siger Christian Dinesen I telefonen. Kunstnerne Christian Dinesen, Morten Plesner, Jan S. Hansen, Mikkel Møller og Jan Danebod var gået sammen om at lave en gruppeudstilling i Ringsted Galleriet: Værker Sat Sammen. Jeg besluttede at tage derud dagen inden ferniseringen. Backstage i Ringsted. 

Trinbræt i Sibirien
“Cykel – er det så langt ude?” Spørger jeg, og forestiller mig et trinbræt på en øde mark i Sibirien. “Njah, men vi skal jo sove i haven.” Som del af kunstduoen Ultragrøn har Christian lavet en række værker, der minder mere om optagelsesprøver til frømandskorpset end kunstværker, så han har opbygget en stærk etos, når det gælder praktiske forholdsregler. Jeg cykler ud i solskinnet og gruer for, hvad han mon mente med ‘sove i haven’. 

Sydvest for mainstream
Ringsted, viser det sig, er ikke et lille vindblæst skur ved den transsibiriske jernbane, men en provins ca. en time syd, sydvest for København. Og Ringsted Galleriet er måske noget af det, den lille kommune skal være mest stolt af.

I Toget læser jeg mig til, at Ringsted Galleriet har over tredive år på bagen og har udstillet mange markante navne gennem årene, blandt andre Arthur Köbcke, Preben Hornung, Robert Jacobsen og listen fortsætter med Bjørn Nørgaard, Nina Kleivan, John Olsen og en række yngre bekendte navne. 

Kunsten at overleve
Bare en times togtur fra København og forårets ‘næsten sommer’ er pludselig blevet ‘næsten vinter’, igen. Solen gemmer sig bag tykke, grå skyer, og udsigten til at sove ‘i haven’ begynder at lyde som et kunstværk, jeg har set før. 

Pas på, det er et værk!
“Pas lige på!” griner Christian pludselig, mens vi cykler op ad indkørslen til galleriet, “det var Mortens værk, du kørte over der.” Morten Plesner (den anden halvdel af Ultragrøn), havde sirligt fjernet et trekantsformet udsnit af småsten fra indkørslen og dermed blotlagt jorden. Nu var der altså cykelspor i. 

Indenfor
Indenfor er de andre i fuld sving med at gøre klar til udstillingen. Jeg træder ind gennem carporten, og mens jeg hilser på Jan S. Hansen, der sidder på hug og stryger en lang bane mønstret stof i den anden ende af lokalet, er jeg lige ved, for anden gang på meget kort tid, at destruere en ‘Plesner’.

“Wow, Erik, pas lige på kunsten!” siger Morten præcis tidsnok til, at jeg kan nå at flytte min fod til siden.

På gulvet lige inden for indgangen har han lagt de manglende sten fra indkørslen. De ligger i samme form som udsnittet i indkørslen, men de ser ud som om, de er malede. Det er de ikke. I timevis har Morten siddet med en vandforstøver og sorteret de sorte, røde, gule og hvide nuancer ud i hvert deres område af trekanten.

Den perfekte form
Ved siden af på gulvet i det travle – soon to be – udstillingslokale sender Mikkel Møllers transportable vinylafspiller behagelige arbejdstoner ud i rummet: Joao Gilberto, Grant Green og Bobbi Humphrey.

 Mikkel Møller er i gang med at indramme en fotoserie af ramponerede firkanter, han har skabt i byrummet. På det ene foto har han for eksempel bygget en trekantet ‘protese’ af træ, som han har monteret på køleren af en varevogn. ‘Protesen’ udligner de naturlige buer ved forruden og får bilen til at fremstå mere som en klods end en varevogn.

“Projektet er lidt en kommentar til folk der, som min stedfar, er helt vilde med perfekte, rene former og hvide vægge. Han grunder for eksempel en væg 2 gange og maler hvid 3 gange ovenpå for at få den perfekt. Sådan er han med alt. Han forstår ikke, at hans projekt er umuligt.” 

Næsten værker
I det fjerne, højre hjørne af rummet sidder Jan Danebod og rumsterer med sit ‘værk’. På et fundament af gamle leksika har han lagt et lag asfalt og stillet et køleskab ovenpå. Oven på køleskabet; en stor klods beton. På gulvet foran køleskabet; knuste porcelænskopper, beton, gipsstøv og en mælkekasse, som han er ved at fylde med flydende gips. Mit spørgsmål: ‘hvad forestiller det?’ synes ikke helt passende.

“Jeg ved ikke om det er et decideret værk. Jeg er med på, at det bliver aflæst som et sådant i gallerirummet, men min tilgang til lige præcis det her arbejde er meget orienteret omkring interne konfrontationer med egne processer, materialeundersøgelser som sådan og konformitet i forhold til, hvad jeg ellers arbejder med.”

Jan stopper og ser rundt på de forskellige materialer, der ligger spredt ud over gulvet. “Jeg er ikke sikker på at det ‘holder’.” Siger han så og fortsætter: “men det har været en arbejdspræmis fra starten.” 

Haven
Ved midnat har de fleste arbejdet og drukket sig færdige, og vi tager cyklerne til ‘haven’. ‘Haven’ er et kolonihavehus lige bagved togstationen i Ringsted. Gennem et års tid har Morten Plesner og en ven bygget det lille, skæve hus op fra grunden, og nu er det klar til at huse det trætte, halvfulde kunstnersjak fra galleriet.

“Du skal have din cykel med,” havde Christian sagt – tandbørste og sovepose havde han åbenbart forestillet sig, at jeg selv kunne regne ud, ikke var inkluderet. Så jeg er ‘toer’ på Mortens tandbørste og sover med tøjet på i hængekøjen halvanden meter over de andre, mere veludrustede gæster i ‘Casa De Ples’. 

Nu er det et værk
Efter en nat i et næsten-hus følger en morgen med torden, silende regn og våde sokker. Så da solen brager frem et kvarter inden ferniseringen, er det en religiøs oplevelse.

“De lægger først mærke til den, når de går ud igen,” siger Jan S. Hansen pludselig. Vi sidder på en bænk i indkørslen til galleriet og nyder solen, tømmermændene og vinen, mens gæsterne myldrer forbi.

Det er rigtigt. På vej ind i galleriet tramper gæsterne ligeså uopmærksomt gennem Mortens jordtrekant i indkørslen, som jeg gjorde dagen inden. Men på vej ud, efter de har set den anden del af ‘værket’ indenfor, træder de i en forsigtig bue udenom. Nu er det et værk. 

Næsten for life
Efter et par timers fernisering, fotos og forklaringer på diverse kunstneriske intentioner tømmer vi baren og tager tilbage til haven. Venner, familie, børn og bål følger med.

Aftenen falder på og bålet bliver varmere. Jeg ligger på græsset og ser op på Plesners skæve kolonihaveskur omgivet af smil og latter og overvejer, om man skulle tage endnu en nat i hængekøjen. Er ‘næsten’ nok, en nat til?