Udstillingen Frog Chorus er som en beskyttelsesmembran

Den sanselige og farverige udstilling Frog Chorus på Møstings Hus, hvis samlende arkitektur er kunstnernes brevudveksling med hinanden, væver vellykket et omsorgsfuldt rum for en kollektiv udstilling i coronatidens delte skrøbelighed.

Udstillingen er lukket på grund af Covid-19, men Mette Garfield har fået lov at kigge indenfor, og er ret begejstret.

De syv kunstnere Mo Maja Moesgaard, Mia Isabel Edelgart, Hannah Toticki Anbert, Deirdre J. Humphrys, Calder Herben, Hannah Lutz og Selini Halvadaki har tidligere skabt udstillinger sammen. Men Frog Chorus på Møstings Hus, der desværre er nedlukket pga. corona-restriktioner, er måske overraskende modsat gruppens foregående udstilling Det ku’ være politisk i Janus Bygningen i Tirstrup i 2016 fyldt op af farverige, sanselige værker uden særlig mange ord.

Hannah Toticki Anberts åbne værk Digital Islands (2020) indtager for eksempel, legende med materialer og farvenuancer, indgangspartiet. Mindre øer af plastik med firkanter præget ind som miniature-matadorhuse i forskellige skriggrønne facetter i et spil mod et pastelrødt hav af vinylgulv. Værket konnoterer måske en kunstig natur og kultur, en digital afstand/nærhed i en corona-nedlukning?

Bag sig i dialog med de digitale øer har jeg Mo Maja Moesgaards næsten monokrome tekstilværk af genbrugsmaterialer, and space is a pressing matter (2021), et banner uden kunstnerens ellers karakteristiske poetisk-politiske paroler. For måske er corona-erfaringerne og medfølgende store samfundsforandringer lige præcis for tæt på til, at man kan sætte ord på og være direkte politisk, som det bl.a. var ønsket med gruppens tidligere udstilling.

Men Corona-tidens usikkerhed, isolation og digitale afstand/nærhed er for mig indirekte mærkbar, fra man træder ind og igennem hele udstillingen, for Frog Chorus fremstår på trods som et afsøgende, skrøbeligt og omsorgsfuldt rum.

Går man videre i Møstings Hus udstillingsrum, finder man endnu en farveeksplosion og materialeudforskning i Deirdre J. Humphreys The liver is a crown. Et abstrakt akvarellignende tredelt maleri med et spil mellem overflade og dybde, holdt i organiske orange og lilla farver, hvor lærredet træder sårbart igennem. Måske finder jeg naturmotiver gemt i det, en fjer, en solnedgang eller et stykke himmel?

Brevudveksling som samlende arkitektur

Bærende for gruppeudstillingen er udvekslingen i mellem kunstnerne. Gruppen har arbejdet med udstillingen over en meget lang periode, og de har som del af den indledende udvikling kunnet arrangere seminarer, læsekredse mm. for hinanden. Desuden har de haft en indbyrdes brevudveksling.

Denne brevudveksling danner vellykket et rammesættende væv mellem værkerne, det vil sige udstillingens arkitektur eller en slags alternative, åbne formidlingstekster, da en del af brevene i en redigeret form indgår i udstillingen. Og på den måde bliver den kollektive arbejdsproces bag Frog Chorus, som normalt ikke er tilgængelig, konkret for udstillingens besøgende.

Man kan altså som beskuer læse om kunstnernes tanker bag Frog Chorus i brevene og finde spor fra brevene i værkerne og på den måde gå på opdagelse i udstillingen, hvis værkers tematikker som følge af det fælles udviklingsarbejde forsigtigt væver sig ind og ud imellem hinanden.

I brevene udveksler kunstnerne altså om deres egne kunstneriske arbejdsprocesser. De skriver om forholdene mellem at arbejde kollektivt og individuelt. For dem er det kollektive arbejde ikke at skabe ét kollektivt værk sammen, men at støtte hinandens individuelle praksisser og på den led udvikle et kollektivt rum, hvor de kan dele og tænke sammen.

Men de spørger også til den prekære situation som kunstner. Hvordan de skal få økonomien til at hænge sammen? Hvorfor de bliver rastløse, når de ikke skal på deres money jobs, men endelig har tid til deres kunstneriske arbejde? Og hvad med børnene? Omsorgsarbejdet? De skriver også om savn, begær, relationerne til partnere – om afstande og nærhed.

De skriver således om eksistentielle tematikker, vilkår og spørgsmål, mange vist kan genkende. På den måde åbner udstillingens lidt interne genstand, den kunstneriske kollektive arbejdsproces, sig mod offentligheden, ligesom den kollektive kunstneriske proces bag det at lave en kunstudstilling må vende sig fra den intime udveksling kunstnerne imellem mod det videre individuelle udviklingsarbejde i atelieret og frem til den offentlige gruppeudstilling i kunstrummet.

Gruppeudstillingens arkitektur er altså relationerne, det kor, væv og overlap af stemmer, som udgør metaudstillingen Frog Chorus, hvis titel kommer fra et citat fra et af brevene, hvor en kunstner måtte stoppe op for at lytte på et helt kor af frøer.

Selini Halvadakis interessante videoværk Voice Over I og II (2021), en undersøgelse af forholdene mellem modersmål, sprog, identitet og hierarkier, pointerer betydningen af mangfoldigheden af stemmer.

Omsorgs- og beskyttelsesrum

På den sanselige udstilling finder man heller ikke kun farverige tekstilværker i vinduerne, farverige malerier og skulpturer/installationer, men også stille stemmer i lydværkerne af Calder Harbens Listenings to (a) Future: Barnacles (2021) og Listening to (a) Future: Lake Ontario Atlantic Salmon (2021). Jeg hører vand, plasken fra fisk, mens jeg kan kigge på tegningen af en fisk og se på plastiksolbrillerne, der er fyldt med rurer, fordi de har ligger alt for længe i havet.

Et omsorgstema væver sig som en membran igennem udstillingen, en omsorg for kunstnerne imellem, for deres nære, for børnene, men omsorgen udvider sig også til samfundet og til deres omgivelser og de arter, vi deler dem med.

En omsorgs- og beskyttelsestrang man måske tydeligst ser i det originale, bevægende og ikke mindst tankevækkende 32 minutter lange videoværk Sov (2020) af Mia Isabel Edelgart.

Værket præsenterer foruroligende billeder af får om natten. De sover ikke, men ligger småuroligt med vidtåbne øjne. Selv fårene, som man kan tælle, hvis man ikke kan sove, er søvnløse.

På lydsiden hører man samtidig interviews med tilfældige forbipasserende ved Møstings Hus, der fortæller om deres søvnmønstre. Mange af dem har søvnproblemer pga. stress, spædbørn, hjertesorger mm. Interviewene sammen med de søvnløse får vidner om en stressfyldt kultur, hvor noget så naturligt som at sove bliver vanskeligt.

Gruppeudstillingen Frog Chorus præsenterer et generøst åbent rum for den kollektive arbejdsproces og taler aktuelt for omsorg i en tid, hvor vi selv i et privilegeret samfund som det danske, pludselig deler en fysisk skrøbelighed.

Vi kender sikkert alle ældre personer eller nogen, der på en eller anden måde er særligt udsatte pga. COVID-19. Man kan håbe, at det rum for ’care’, at beskyttelsesmembranen, udvekslingen i mellem kunsterne om den kollektive arbejdsproces, kan inspirere, deles og væve sig ind og ud i samfundet.

SE FYLDIGT BILLEDGALLERI HERUNDER: