Udstillingen må vendes om

For dem, der laver udstillinger, stopper projektet ofte, når udstillingen er kommet op. Men når en udstilling er en platform for nye meningsdannelser, må åbningen være begyndelsen. Målet er ikke ferniseringen, men finissagen.

For kort tid siden ændrede udstillingsstedet SixtyEight sin profil og gik all-in på at være et ”research-based Art institute”.

Startskuddet er et projekt mellem stedets kurator Iben Elmstrøm og kunstneren Hugo Hopping. De har igangsat projektet Lavinen, der vender udstillingsprocessen om. Fremfor at åbne en udstilling er det en proces, der udfolder sig over tid, og hvor ’The grand opening’ byttes ud med ’The Grand Finish’.

Mere naturlighed
Lavinen sætter præmissen for SixtyEight’s nye profil, hvor der eksperimenteres med udstillingsformatet og dets vanlige fokus på ’finish’. I stedet bruger de formatet til udfolde research over tid. Det er hverken en ny eller enkeltstående strategi.

Projektet er inspireret af den første udstillingscyklus på The Artist’s Institute of Hunter College i New York. Metoden kalder dog stadig på en større naturlighed, end det som er tilfældet i dag. Mens udstillinger ofte følges op af seminarer og andre events løbende, fungerer disse alt for ofte som et påhæng på udstillingen, frem for at være naturligt indlejret i udstillingens forløb.

Lavinen markerer SixtyEight’s nye profil, der udfordrer udstillingsformatet – i det her tilfælde, en slags omvendt udstilling. Udstillingens første værk blev installeret den 19. februar, hvorefter værk nummer to kom op ugen efter. Projektet stopper den 26. marts med en opsamlende finissage. I mellemtiden er publikum og kunstnere inviteret ind til at bidrage til udstillingen ud fra diskussioner med folkene bag projektet.

Statens Museum for Kunst som lager
Et andet aktuelt eksempel er en serie performative foredrag på Statens Museum for Kunst af computermusikeren Goodiepal. Foredragene er foranlediget af museets erhvervelse af en række af hans værker.

Grunden til foredragene er ifølge Goodiepal, fremført i et sjældent flot interview, at han ikke ønskede, at værkerne skulle være døde objekter på et museum. Til gengæld fungerer museet fint som et lager for en række af hans private ejendele, som han bruger, mens foredragene kører, og hans værker forbliver aktive.

Se video med Goodiepal fra SMK

Mening bliver skabt i udstillingen
Udstillingen er en fantastisk situation, fordi man kan placere genstande, afholde begivenheder og samle folk på måder, hvor man må strække sig for at få situationen til at give mening.

Udstillingen, når den er bedst, motionerer vores forestilling og holder den elastisk. Mens den gode udstilling tilrettelægges af dygtige fagfolk, må kvaliteten af deres arbejde vurderes ud fra, hvad der foregår i og i mellem folk og fagfolks hoveder, når de tager del i den.

Udstillingen er en anledning
En af årsagerne til, at disse formater ikke bruges oftere, er, at de indebærer et opgør med et traditionelt værkbegreb, som bedst lader sig gøre i tæt samarbejde med kunstneren. Der må med andre ord være plads til, at kunstneren kan fjerne fokus fra det enkelte værk som bærende unikaobjekt og pege på udstillingsformatet som grundelementet i en kunstnerisk praksis.

Mange institutioner har imidlertid ikke det privilegie, på grund af traditionen for værkets autonomi. En tradition som institutionen skal opretholde – ikke mindst fordi institutionen fortsat validerer kunstværkets kvalitet.

Faktum er imidlertid, at flere og flere kunstværker distribueres på et væld af platforme. Deres ideer kan måske lige så godt distribueres gennem andre medier end udstillingens, gennem en artikel i en avis eller i en statusopdatering. Problemet er dog, at kunstinstitutioner sjældent råder over andre udstillingsplatforme end deres bygninger.

To spor
I filosoffen Giorgio Agambens essay What is the Contemporary skriver han, at dét at være samtidig i virkeligheden handler om at være uden for tiden. Udstillingen må derfor også operere i to spor.

På den ene side må den være i tiden, ved at omfavne de samtidige kunstpraksisser, der ofte rækker langt ud over udstillingssituationen, og på den anden side være en modsætning til en altdominerende virtuel virkelighed med sin evne til at samle folk og objekter.

IRL: På den ene side imødekomme en etisk demokratisk drejning om at være inkluderende og åben for publikumsprocessen, der foregår efter udstillingen er kommet op, såvel som at være et alternativ, når fortryllelsen fra de sociale medier fortager sig i spildtid, og vi blot vil lære noget nyt i selskab med varme kroppe.