Udstillingen UDKAST i Ikast

KUNSTEN.NU har talt med kunstnerne om deres kunstpraksis og, hvordan den giver sig til kende i deres aktuelle udstilling. Karakteristisk for kunstnerne er, at de tager udgangspunkt i det sted, hvor deres værker og arbejde udstilles.

Sted-relateret praksis
Stedet og lokaliteten ser Eva la Cour og Mie Lund Hansen som en udfordring for deres kunstneriske praksis. De kalder deres research-orienterede og sted-relaterede praksis for konceptuel og selv-refleksiv, men også intuitiv.
“Vores praksis kan beskrives som en socialt engageret undersøgelse af forholdet mellem byens og kulturlandskabets komposition og produktion af billeder” fortæller Eva la Cour.

“En idé eller et emne er vores udgangspunkt. Herefter er researchen, arbejdet med materialer af enhver slags og udvikling af ideer det vigtigste. Ofte er materialet for vores produktioner det offentlige rum – som fælles virkelighed, en fælles fysisk ramme og en idé om parallelle virkeligheder” understreger Mie Lund Hansen.

Et ukendt sted
Som led i det fælles udstillingsprojekt UDKAST har kunstnerne flere gange opholdt sig i Ikast.
“Ikast var et ukendt sted for os. Derfor har det været nærliggende at opsøge informationer om Ikast og byens historie. Vi har søgt hos offentlige instanser, men også undersøgt byen gennem personlige møder med folk, som vi er blevet introduceret for. Samtidig har vi undersøgt de aftryk, som andre billedkunstnere har efterladt i byen,” fortæller de.

Rum-installation i 3 dele
UDKAST er en rum-installation i 3 dele. I det første (mørklagte) rum vises to projektioner. En manipuleret videodokumentation fra Harrild Hede og et affotograferet maleri af Harrild Hede på modsatte væg.

“Vi har med rummet forsøgt at illustrere en forskydning i opfattelses virkeligheder, og måske skabt et rum, hvor beskueren kan tillade sig at betragte hedelandskabets arkitektur på en ny måde.”

Kunsten i det offentlige rum
Anden del af udstillingen tematiserer kunsten i Ikasts offentlige rum. Midt i rummet står et stort bord med hvid og blå dug, stole, 12 hvide kaffekopper og hvide blomster. På endevæggen bag bordet hænger fem sort-hvide prints. De uklare prints fremstår som abstraktioner over billederne fra en fotokopieret udgave af Ikast-folderen Skulpturerne i Højrisparken. I folderen er afbildet forskellige Ikast-skulpturer af blandt andet Per Kirkeby, Sven Dalsgaard og Bjørn Nørgaard.

“Det er interessant at man på lokalhistorisk arkiv har valgt at udgive en sort/hvid kopi af en kopi af folderen fra 1990. Her har tydeligvis været en historie at fortælle; en historie om en privat grundejers virke for at få kunst i det offentlige rum til byen. Kunsten i Højrisparken blev i 1970erne et socialt samlingspunkt og udgør en del af byens kulturelle selvbevidsthed” understreger begge kunstnere.

Kommentar til Bjørn Nørgaard
Bordet med den blå dug er en subjektiv konstruktion og rekonstruktion. Bordet er et socialt samlingspunkt, men er samtidig en re-komposition af Bjørn Nørgaards værk Ikast Monumentet fra 1973. Hans værk var dengang en kritik af dagligdagens storforbrug.

“Vores borddækning peger på kunst som social samlingskraft” fortæller de. “Men når bordet er så uindbydende og monumentalt bliver det en kommentar til kritikken af det oprindelige Ikast monument, og giver anledning til at overveje hvordan kritik tager form, og hvordan det ændrer sig over tid. Bordet, og rummet omkring det, forsøger også at belyse det private forbrug af kunst overfor brugen af kunsten i det offentlige rum.”

Kunst som værdi
I udstillingens tredje rum kredser værkerne sig anderledes om sammenhængen kunst og Ikast. “Der er en tæt forbindelse mellem den ekspanderende tekstilindustri og erhvervelsen af kunst i området” erfarer kunstnerne. De har til ophængning i udstillingen lånt et maleri/collage af en litauisk kunstner (Rimantas Plunge) fra en lokal tekstilvirksomhed med tætte forbindelser til Litauen.

“De mange tekstilvirksomheder og forbindelsen til Litauen satte gang i en udveksling og privat køb af kunst. Tekstilindustrien har midlerne til at investere i kunst, men har måske også været med til at gøre private kunstkøb mere almindeligt i Ikast.

Vi har valgt at vise et maleri fra Litauen, der normalt hænger i en af Ikasts tekstilvirksomheder, importeret via deres fabrik i Litauen, og vi har lavet en følgetekst til maleriet. Teksten bliver en slags ramme – en komponeret tekst til maleriet, men teksten får også maleriet til at fremstå som en følge til teksten.

Udkast om Ikast
Udstillingens titel inkluderer en åbenhed, som er karakteristisk for Mie Lund Hansens og Eva la Cours praksis.

“Titlen legitimerer det ikke-endelige og tillader nye betragterpositioner. Værkerne kæmper med og imod hinanden i et forsøg på at fortælle noget om et sted, men samtidigt fungerer de også poetisk” fortæller de.

“Naturligvis kan folk fra Ikast genkende steder og se referencer i værkerne som besøgende udefra ikke kan. Men UDKAST og de forskellige elementer i den rum-æstetiske totalinstallation skal gerne fungere for forskellige blikke samtidigt.”