Udvidelse af kunstzonen

Vi befinder os i Berlin, i bydelen Kreuzberg, i et lokale midlertidigt indrettet for at huse et sprogkursus, da en mand, som ser ud til at være hentet ud af Aki Kaurismäkis film La Vie de Bohéme, stavrer let beruset ind gennem dørene.

Han undrer sig over, hvad der foregår i lokalet, men har egentlig mest lyst til at argumentere imod alt og alle uden at lytte eller følge nogen form for tråd. Situationen bliver mere og mere absurd. Mandens monologer fremføres skiftevis på tyrkisk, tysk og med indslag af fraser fra diverse andre sprog.

Uden at vide det fungerer han som et levende eksempel på netop det emne, der diskuteres i lokalet denne aften; nemlig ‘berlingo’. Blandingssproget, som er vokset frem i Kreuzberg og andre multikulturelle dele af Berlin.

Sproget som grænse
Sprogkurset, eller Tongue som projektet hedder, er arrangeret af det Istanbul-baserede kunstkollektiv Oda Projesi (Özge Açikkol, Güneş Savaş og Seçil Yersel) i samarbejde med den tyske kunstner Nadin Reschke. Disse kurser blev afholdt et par gange om ugen i november 2009.

Udgangspunktet for projektet er sproget som mødepunkt og grænse – hvordan sproget kan udelukke og integrere mennesker. Men projektet handler også om, hvordan sproget strukturerer vores hverdag og påvirker vores syn på omverdenen.

Projektet er i høj grad relateret til Kreuzberg, og det særpræg tyrkerne, som bor der, har sat på området.

Selv besøgte jeg projektet to gange. Den første gang holdt Nadin Reschke en lektion om ord og sprogbrug fra DDR-tiden, der i dag er forsvundet ud af det tyske sprog.

Den anden gang holdt Giò Di Sera, en lokal berømthed, DJ og radiostemme, en lektion om den multikulturelle arv i Berlin, den nævnte forelæsning om berlingo.

Mødet mellem mennesker
Lektionerne blev fulgt dels af en trofast skare og mere tilfældige gæster, herudover har nogle indbudte skoleklasser deltaget. Et par gange agerede kunstnerne selv lærere eller ordstyrere, der har været undervisere med forskellige sproglige erhverv, og eleverne har undervist hinanden. I lokalet blev der også vist sprogrelaterede værker af andre kunstnere.

Projekterne, Oda Projesi laver, har mange forskellige former, selv om de altid handler om mødet mellem mennesker i et offentligt rum. De arbejder næsten udelukkende med andre kunstnere, arkitekter eller andre kreative mennesker i deres projekter, herudover er der en masse andre deltagere involverede.

Det er kunstnergruppen og samarbejdspartnerne, der sætter rammen for projektet, men hvor slutproduktet ender, afhænger i høj grad af deltagerne.

En udadvendt strategi
De tre kvinder, der som står bag Oda Projesi, begyndte at samarbejde, da de afsluttede deres uddannelse på Marmaira Fine Academy i hjemstavnen Istanbul. De var enige om, at det dominerende kunstsyn på skolen var alt for indadvendt. De ville arbejde sammen og med folk uden for det, de så som en navlebeskuende og elitær kunstverden.

I 2000 fik de fat i et lokale i stueetagen i et slidt hus i Istanbul-bydelen Galata. De døbte lokalet ”oda projesi”, hvilket betyder rumligt projekt. Da de senere havde brug for at omtale sig som en gruppe, blev dette også det naturlige navn at arbejde under.

Efter en tid fik den lokale kunstscene øjnene op for, hvad de tre kvinder arbejdede med. En vigtig person her var Vasif Kortun, en af hovedpersonerne bag byens biennale og leder af byens internationale residency-program. Derefter fik den internationale kunstscene øjnene op for deres arbejde.

Kunstkarriere med udsving
I midten av 00’erne var Oda Projesis rygte inden for kunstverdenen på højdepunktet, de lavede store projekter blandt andet i Tyskland, Sverige og Finland, og de deltog på en række af de store biennaler. Selv syntes de, at de var kommet alt for langt væk fra det, de brændte for. På dette tidspunkt mistede de også deres lokaler i Galata. Gruppen valgte derfor at holde en pause, selv om de dog fortsatte med visse småprojekter.

Men nu efter et par års fravær fra kunstlivet er de igen aktive. De har ikke egne lokaler til projekter, men har gennem en tid lavet projekter hos Cultural Agencies i en forstad på den asiatiske side af Istanbul. Gruppen har også atter vendt sig ud mod omverdenen og lavet mindre projekter i San Fransisco, det førnævnte projekt i Berlin, og i efteråret 2009 var de København.

Dansk-tyrkiske forbindelser
Der findes tydelige paralleller mellem Oda Projesis kunstvirksomhed og danske Superflex. Under den ottende Istanbul Biennale 2005 var der også tale om et samarbejde. Begge grupper arbejder samfundsorienteret, og anvender kunstverdenen som et værktøj i stedet for at have kunsten som slutprodukt for deres projekter.

En af de ting, der dog adskiller grupperne, er, at Superflex ofte går ind i mere samfundsstrukturelle projekter, mens Oda Projesi ofte tager udgangspunkt i hverdagsspørgsmål og det mellemmenneskelige.

Magtens byrum
I de projekter hvor Oda Projesi har arbejdet med pladser uden for Istanbul, har de ofte anvendt sig af strategier influeret af deres hjemstavns byrum. Byrum, der ikke er en del af byplanlægningen.I Istanbul eksisterer der ingen ubenyttede pladser – der er altid nogen, som finder sin egen måde at anvende pladserne på.

Det negative ved denne lettere anarkistiske måde at forholde sig på til byrummet er, at dem der har penge, kan rage til sig på bekostning af fællesskabet, positivt er det, at der altid bliver små områder ledige til de mindre bemidlede.

Oda Projesi forsøger at vise, hvordan mennesker kan tage kontrol over sine omgivelser, og hvordan omgivelserne kan fungere som et socialt bindemiddel. Et eksempel på dette kunne ses på deres udstilling Migrating Gardens på Møstings Hus i København, efteråret 2009. Projektet var et samarbejde mellem Oda Projesi og Nis Rømer og byggede på de urbane nyttehaver opført uden tilladelse, der voksede frem i Istanbul, kaldet ”bostan”, hvor immigranter fra landsbygerne opdyrker forskellige pladser i byen for at få både indkomst og mad.

Kunstoplevelse 2.0
På trods af at denne form for kunst med fokus på proces og begivenhed i stedet for objektet har eksisteret i lang tid i forskellig form inden for kunstverdenen, har mange svært ved at tage den til sig. Da Migrating Gardens blev anmeldt af Line Møller Lauritsen på KUNSTEN.NU, udtrykte hun sig i positive vendinger om projektet og beskrev, at hun havde fået nyt perspektiv gennem projektet.

Samtidig satte hun dog spørgsmål ved, om selve kunstoplevelsen som projekt fungerede! Og det var ikke fordi, at hun ikke havde taget del i processen.

Spørgsmålet om kunstoplevelsen er dog måske ligetil – for hvad udmærker en kunstoplevelse? Var netop ikke perspektivforskydningen en kunstoplevelse? Nysgerrigheden, der blev vakt, er den ikke en del af kunstoplevelsen? Eller som den franske kurator og kunstkritiker Nicolas Bourriaud ville fremføre: Selve kunstoplevelsen findes i de mellemmenneskelige relationer, der opstår i et sådan projekt.

At denne form for kunst bærer på forskellige former for kunstoplevelse, er dog åbenlyst. Lektionerne i Tongue dokumenteredes ved, at de blev filmet, formodentlig bliver dette materiale og andre produkter vist i en form for udstillingssammenhæng. For dem der oplever noget af materialet derfra, kommer projektet til at medføre en anden form for kunstoplevelse, end for dem var deltagere i projektet.

Institutionens omfavnelse
Denne type af kunstprojekt harmonerer også dårligt sammen med kunstverdenens institutioner. De er interessante projekter, men ofte bliver det ikke så spændende, når de præsenteres som et slutprodukt inden for kunstens vægge. Institutionerne har ofte et ønske om at være åbne for denne type projekter, men derefter ved de ikke rigtigt, hvordan de skal håndtere dem.

Det centrale for Oda Projesi er processen og mødet med og mellem mennesker, dokumentationen kommer i anden række. For er ikke netop det dokumenterede bare en tilpasning til den eksisterende kunst?

At den kunstoplevelse, som de serverer, ikke passer inden for kunstens vægge, gør den jo ikke mere eller mindre uinteressant. Det viser bare, at kunstverdenen er fastlåst i en form, som kunsten skal tilpasse sig, og det er først, når nogen udvider kampzonen, at begrænsningen står klart.

(Oversat af Jeppe Holm Kristiansen)