Udvidet fotografi

To udstillinger i Aarhus udforsker andre måder at præsentere fotografier på. I Galleri Image belyser irske Eion Moylan sine fotos med omskifteligt, farvet lys og kobler erindringsfortællinger til dem. I Galleri Grundstof har HUMAN SITES sohn+isaksen placeret fotos ovenpå store fotostater, der skaber alternative rum i galleriets rum.

Irske Eion Moylan gæster for tiden Galleri Image med en enkel men ganske virkningsfuld udstilling, hvor det statiske fotografi tilføjes narrative og tidslige elementer.

Det første, der møder en i udstillingen, er billedet af et landskab med skov, bakker og tågedampe fra kunstnerens hjemegn, Vale of Clara, Irland. Udstillingens billeder er fra denne skov, hvor kunstneren af flere omgange har opholdt sig alene i dagevis i et forsøg på at tilegne sig stedet i en dybere forstand.

For hvordan kan man lade et så fortærsket motiv som naturscenariet gennemtrænges af personlig fortolkning og refleksion? Dels bruger Moylan analoge natoptagelser og farvefiltre til at personalisere sine skovbilleder, der yderligere vises indrammede af forkullede trærammer. Men det er særligt i måden, hvorpå billederne præsenteres, at Moyan rækker ud over det traditionelle naturfotografi.

Kunstneren er shaman
I et mørklagt rum hænger to røde billeder af en nøgen træstamme med strittende, døde grene – intet andet. Farvefiltre har farvet billederne røde, det er nat, og blitzen er skudt hårdt, for natten bag er sort og uigennemtrængelig. I udstillingsrummet er billederne belyst med lys, der konstant skifter farve, og dette set up gør, at billederne hele tiden skifter karakter. Til tider forsvinder motiverne faktisk for øjnene af en. Men omvendt er det måske snarere selve det fotografiske billedes tilblivelse, der fremkaldes – eller den perceptionsproces, der gør, at noget bliver til for en. Det er magisk, og man tænker et øjeblik, at kunstneren ikke er kunstner men shaman!

Ind i erindringens rum
Fra dette rum kan man komme til udstillingens inderste rum, hvis man bukker sig ned og passerer den lave døråbning. Vi er på vej til barndommens – eller rettere erindringens – rum. Herinde i mørket finder man igen to billeder, denne gang er de placeret overfor hinanden i en slags halvåbne kasser, hvori der er installeret lys, der atter farver skovmotiverne i forskellige nuancer. Man hører en lavmælt stemme, der fortæller om tre ‘rum’ – det viser sig at være ‘erindringsrum’ indeholdende små personlige historier fra kunstnerens barndom og ungdom.

Som fortælleren konstaterer, er det ikke i konkret forstand muligt at vende tilbage til disse erindringsrum – selvom ønsket kunne være der. Moylan spiller på den måde erindringen op mod fotografiets grundstruktur – den standsede tid, fotografiets “det der har været”, som den franske semiotiker Roland Barthes formulerede det.

Men i den lille udstilling giver Moyan alligevel – via sin psykogeografiske undersøgelse og sine iscenesættende greb – bud på at give tiden tilbage til fotografiet: at spinde tråde mellem fortiden, nutiden, erindringen og sansningen her og nu.

Mellemting
Lidt længere henne af Vestergade ligger PLADS artspace, som på skift huser forskellige aktører, der arrangerer kunstudstillinger. Lige nu viser Galleri Grundstof en fin udstilling med  HUMAN SITES – dæknavnet for kunstnerduoen Bodil Sohn og Else Ploug Isaksen

Udstillingen hedder mellemting, og dens overordnede tema forhandler forholdet mellem det illusoriske rum og det reelle rum. Store fotostater, som hænger fra gulv til loft, viser billeder af rum i en tom bolig. Med perspektiviske blik gennem døråbninger til bagvedliggende rum ‘slås hul’ i det reelle gallerirum, ligesom synsvinkler ind i hjørner vrider og forvrænger udstillingsrummet.

Det todimensionale fotografi møder det tredimensionale rum, men ikke nok med det. Ovenpå fotostaterne hænger fotografier, som i størrelse og indramning er tilpasset fotostaternes perspektiv. Det betyder små billeder i de illusoriske rums bageste rum og skævt indrammede billeder, der følger samme illusoriske rums perspektiviske linjer. Det siger sig selv, at den rette sammenhæng kun opstår, hvis man befinder sig på det rette sted i det reelle udstillingsrum, og hvis du ikke er helt med, skal du bare besøge udstillingen: Så er der syn for forvirringen!

Hverken fugl eller fisk
Udstillingens billeder er også tvetydige og hverken fugl eller fisk. Et gulvtæppe er fotograferet og hængt på væggen. Et billede af et par udstoppede fugle – i sig selv en mellemting mellem ‘rigtige’ og ‘ikke-rigtige’ fugle – fremstår ufokuserede mod det knivskarpe, hvide savsmuldstapet. Nattehimlen med små stjerner er monteret på et bræt, der læner sig op ad fotostaten.

Hvor Moyan undersøger fotografiet mellem fortid og nutid, stiller Human Sites spørgsmålet, om fotografiet ikke må betragtes som en mellemting mellem illusion og virkelighed?

Se flere billeder fra de to udstillinger her