Ugens kunstner – Bjarne Werner Sørensen
Vægtløse vækstformer folder sig ud i Bjarne Werner Sørensens abstrakte værker. Med kontrastfulde farvespil arbejder han i serier af rytmiske formbevægelser, der insisterer på ikke at samle sig til et landskab. Den 4. februar er sidste chance for at opleve kunstnerens udstilling Panorama på Nordatlantens Brygge.

Den barske færøske natur ligger som en klangbund hos dansk-færøske Bjarne Werner Sørensen. I hans motivverden vokser snørklede linjer og farvestærke formationer frem. De skiftevis fortætter og spreder sig som vægtløs, organisk vækst – og undviger gang på gang at antage genkendelige former. Den færøske relation udfoldes i den aktuelle udstilling, hvor Werner Sørensen har samlet nye og tidligere værker af grafik, maleri og digitale prints, der balancerer i en abstraktion mellem energi, kaos og struktur.
Udvekslingerne mellem grafik og maleri er en idégenerende kraft i Bjarne Werner Sørensens praksis. Litografiens trykflader dukker op som lag på lag-teknikker i maleriet, imens oliemalingens langsommelighed knopskyder tilbage ind i det grafiske arbejde.
Midt i abstraktionen bruger Werner Sørensen stringente arrangementer som et gennemgående greb. I det litografiske værk Matrix Installation fra 1998 undersøger han spinkle forgreninger og vandige laveringer. Gennem systematiske kombinationer af 14 grundformer danner samlingen en flimrende flade af organiske systemer. Holdt udelukkende i gule toner samler arkene sig til en helhed af varieret vækstform.
I de sidste 15 år har Bjarne Werner Sørensen koblet endnu en dimension på idéudvekslingen mellem medier. Gennem bearbejdninger forvrænger og forskyder han figurer fra sin grafik og maleri ind i digitale printflader. I værket Dust fra 2005 udfordrer Werner Sørensen beskuerens oplevelse af lagenes rum og dybde i en kontrastfuld komposition. Ligger de finstregede gitre som baggrund for en mørk vækstform? Eller er bevægelsen også omvendt: Giver et svungen hulmønster et kig ind i et grænseløst rum?
På udstillingen Panorama samler Bjarne Werner Sørensen de færøske spor. Centralt står det associerende fotogrid From Spring till Fall, Faroe Islands 1996. 520 snapshots af kunstnere i værksteder og til udstillinger overfor stejle klippevægge og græsgrønne øer knytter forløb af iagttagelse, erindring og historie. Sammen udstikker de en objektiv, færøsk virkelighed som rammeforståelse. Det er samme undersøgende optik, der virker i Werner Sørensens nye serie af oliemaleri fra 2017. I turbulente og kontrastfulde farvespil skubber lag af slyngede formationer sig henover hinanden. Nogle er tætte og sammenslyngede, mens andre sivende og opløste. Det er aldrig entydigt, hvad der er fast bund og grund, eller om bevægelsen samler eller spreder sig.
Det er disse genkommende motiver af kurver og ruter, der udtrykker en paradoksal sammenhæng mellem det serielle og det individuelle. Sammen peger de ud over en norrøn natur og ind i et dyb, der virker fjernt og nært på samme tid.
Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)
Fakta
Bjarne Werner Sørensen er født i 1960 i Kgs. Lyngby. Han bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi (1985). Læs hele Bjarne Werner Sørensens CV her