Ugens Kunstner: Carl Emil Jacobsen

Carl Emil Jacobsen er optaget af det skulpturelle ved skulpturen. Gennem materiale- og formeksperimenter adresserer hans værker beskuerens krop og sanser. Jacobsens skulpturer er en modvægt til en samtidskultur, der ofte værdsætter det lette, glatte, hurtige og globale. De er stoflige, har deres rod i den lokale natur, har tyngde og flere af dem er skabt i en proces over måneder eller år.

Carl Emil Jacobsens (f. 1987) primære medie er skulpturen. Han er oprindelig uddannet industriel designer fra Designskolen i Kolding i 2012, men arbejder som kunstner. Han har værksted ved Gl. Rye og er inspireret af den natur, der omgiver ham.

Farver af sten

Noget af det første man bemærker ved Jacobsens skulpturer er hans særlige farveskala: okker, støvet gul, rosa, aubergine, skimmelgrøn, beige rød. Jacobsen var træt af de standardiserede farver, der kan fås verden over og besluttede derfor at skabe sine egne ud fra materiale fundet i lokalområdet.

Han eksperimenterer med at knuse forskellige marksten såvel som fragmenter af ældre teglsten og bruger disse som pigment. Pigmenterne er ikke fuldstændig pulveriserede, men har bevaret en kornet karakter, hvilket giver skulpturerne en særlig taktilitet og farvedybde.

I nogle af skulpturerne blandes pigmentet kun med bindemiddel, i andre med kalk og marmormel for at skabe forskellige nuancer.

Sanser og stoflighed

‘Rør ved mig’, synes værkerne at sige: Jacobsens skulpturer appellerer til krop og sanser – i særdeleshed til følesansen. Her bruges følesans i den brede forstand af begrebet, hvor denne udover den taktile følelse af en overflade, som mange forbinder med følesansen, også inkluderer form, tyngde, balance, temperatur, mv.

Skulpturerne henvender sig til vores formsans gennem formeksperimenter og ved at arbejde med forholdet mellem det konvekse og det konkave, ydre og indre, lys og skygge, gentagelse og forskel. I værkserien Composition: Red Volumes (2016-) fornemmer man, at skulpturens indre er mindst lige så væsentligt som dens ydre.

Øjnene drages mod værkernes indre hulrum bestående af kornet beton. Skulpturseriens ydre former er glattere og er farvelagt med rødt pigment i en art skulpturelle skraveringer. Andre værker forholder sig til balance ved at se ud som om, de ville rulle, hvis man gav dem et puf, ved at balancere flere delelementer på hinanden eller ved at læne dem op ad en væg.

Skulpturerne adresserer vores fornemmelse for tyngde ved at fremstå tunge, og nogle af de største vejer da også flere hundrede kilo. Værkerne forholder sig bevidst til skala, idet de er skabt i forskellige størrelser, og idet flere værker er meget store.

Formundersøgelse og processualitet

Jacobsen er aktuel på Viborg Kunsthal med udstillingen Kummerform frem til d. 15. januar 2023. Begrebet Kummerform stammer fra biologien og betyder ifølge ordnet.dk “organisme præget af misvækst eller degeneration; dårlig eller elendig udgave af noget”. Med udstillingen ønsker han at udforske og udfordre vores formidealer.

Skulpturernes overraskende former er ikke nødvendigvis skønne i traditionel forstand, men har noget dragende over sig, der bevirker, at man får lyst til at blive ved med at udforske dem med øjnene. Jacobsen arbejder med formen gennem proces og eksperimenter.

I værket, der, ligesom udstillingen, har titlen Kummerform, har han skabt en støbeform ved at sammensætte stykker af træ og brænde en fordybning som efterfølgende er brugt til at støbe i. Denne proces er gentaget flere gange, og hver gang ændrer afstøbningen sig.

Resultatet er skulpturelle objekter, der på overfladen har striber af forkullet træ. De kan ligne arkæologiske fund, fx fragmenter af antikke kannelerede søjler, eller give mindelser til den gamle japanske teknik ‘Yakisugi’, der præserverer træ ved at brænde dets overflade.

I sin helhed består værket af hudfarvede lange betonelementer, hvorpå de ovenfor beskrevne objekter hviler på skrå. Det forkullede træs gråsorte silkeagtige skær kontrasterer den rå lyserøde beton.

Åben betydningsdannelse

Carl Emil Jacobsen er inspireret af den danske skulptør og skulpturteoretiker Willy Ørskov. I sit ikoniske skrift Den åbne skulptur fra 1987 skrev Ørskov: “Den åbne skulptur kræver ingen nøgle (ingen titel), og den har ikke kun én indgang, den har tværtimod utallige.”

Denne åbenhed kendetegner også Jacobsens værker, der kan give associationer til en bred vifte af objekter: praktiske redskaber, arkæologiske fund, madvarer, kropsdele, religiøse feticher eller maskindele. Idet værkerne er så åbne for fortolkning, påvirkes oplevelsen af beskuerens egen referenceramme.

Skulpturenes taktile overflader bevirker desuden, at man bliver opmærksom på de materialer, der omgiver dem. De fremstår forskelligt alt afhængigt af, om de er udstillet på trægulv, beton, granit, marmor – eller er fotograferet i den grusgrav, der ligger tæt på kunstnerens værksted. Efter at have betragtet Jacobsens værker bevæger man sig ud i verden med en fornyet sensibilitet overfor de former, farver og materialer, man møder på sin vej.

Se portfolio nedenfor.