Ugens kunstner – Christian Lemmerz

Christian Lemmerz’ kunstneriske virke har i snart fire årtier kredset om de store, eksistentialistiske spørgsmål, som udforskes i et evigt ekspanderende felt af skulptur, tegning, film og performance. Lemmerz’ formsprog tager afsæt i renæssancen og klassicismen, men omformes og destabiliseres i modernitetens fragmentariske og ofte voldelige billede.

Siden sin debut på den danske kunstscene er Christian Lemmerz blevet betegnet som alt fra provocateur til genial galning for sin portrættering af den menneskelige tilstand og psyke. Især sindets fortrængte skyggesider spiller en hovedrolle i Lemmerz’ univers, hvor navnlig skulpturen tjener som meditation over kroppens forgængelighed, eksistentiel angst og det forbudte begær.

Læs også:
Gåsehud og kold marmor – Anmeldelse af Christian Lemmerz og Jenny Holzer: BEGÆR//LUST

Intet er tabu for Lemmerz, der ikke skyr fra emner som Holocaust, terrorisme eller immanente kristne symboler såsom tornekronen og den nøgne Kristus. Faktisk tager kunstneren ofte udgangspunkt i disse voldssymboler, samtidig med at han iklæder dem en atmosfærisk skønhed, der hensætter beskueren til et paradoksalt spændingsfelt af skuelyst og afsky.

Christian Lemmerz har gennem sin karriere beskæftiget sig med en lang række medier, men det er især inden for skulptur- og installationskunsten, han har slået sit navn fast. Her har Lemmerz skabt værker, der overskrider tabuer og giver form til de mest dystre sider af den menneskelige natur.

Læs også:
Kunst skal være utrolig radikalt – Interview med Christian Lemmerz

Hans første store soloudstilling, Scene (1994), var en omstridt installation bestående af døde svinekroppe, som bag glasmontrer gik i forrådnelse i løbet af udstillingsperioden. Således havde Lemmerz sat scenen for sin formulering af eksistensens vilkår – det organiske materiales opløsning og forsvinden – men med mulighed for det nyes tilkomst.

De organiske materialer skulle Lemmerz senere adoptere i sine arbejder i marmor. I værket Untitled (Virginia) (1998) portrætteres en lemlæstet kvinde liggende på en såkaldt ‘lit de parade’. Marmoret, der i kunsthistorien traditionelt set er blevet anvendt til at fremstille den ideelle skønhed, får i denne komposition en ny definition. Her er det ikke harmonien men sammenbruddets vold og lemlæstelse, der kommer til udtryk. Stenens mælkehvide elegance omformes i det underbevidste til mareridtslignende visioner.

Læs også:
Dødens katedral – Anmeldelse af Christian Lemmerz: Andante

Det er netop dette arbejde med tid og det fraværendes nærvær, der er omdrejningspunktet i det lemmerzianske formsprog. Kunst er ikke dekorative elementer, men skal pågående og vedvarende fortælle os noget om tilværelsen – også det, vi ikke ønsker at tale om. Lemmerz bruger kunsten som en filosofisk, materiel undersøgelse af, hvad det vil sige at være til i verden. Ligegyldigt om disse filosofiske overvejelser tager form i rådnende grisekroppe eller neoklassicistiske marmorfigurer, er det erkendelsen af menneskets uundgåeligt forgængelige tilstand, der optager Lemmerz mest.

Læs også:
Den nødvendige tavshed – Anmdeldelse af Christian Lemmers: Eine Gruppenausstellung

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)