Ugens kunstner – Hannah Heilmann
Hannah Heilmann (f. 1978) arbejder inden for en tværmedial og performativ kunstpraksis, der sætter subjektiviteten, kunstnerrollen og kunstværkets status på spil. Hun kan for tiden opleves på udstillingen FETICH – Begærets Objekter på Holstebro Kunstmuseum.
Hannah Heilmann (f. 1978) arbejder inden for en tværmedial og performativ kunstpraksis, der sætter subjektiviteten, kunstnerrollen og kunstværkets status på spil. Hun kan for tiden opleves på udstillingen FETICH – Begærets Objekter på Holstebro Kunstmuseum.
Hannah Heilmann (f. 1978) arbejder inden for en tværmedial og performativ kunstpraksis, der sætter subjektiviteten, kunstnerrollen og kunstværkets status på spil. Hun kan for tiden opleves på udstillingen FETICH – Begærets Objekter på Holstebro Kunstmuseum.
Kunstner og kunsthistoriker Hannah Heilmann er tidligere medlem af den hedengangne kunstnergruppe Ingen Frygt (2001-10), stifter af radioværket General Booty of Work, ligesom hun er en del af det københavnske produktionsfællesskab TOVES. Heilmanns kunstneriske virke opererer i spændingsfeltet mellem det kollektivistiske og det intimt selviscenesættende, hvor hierarkier, tabuer, magtforhold og institutionelle rammesætninger nedbrydes eller suspenderes.
Heilmann problematiserer kunstens autonome status, hvorfor værkerne ofte antager karakter af rekvisitter, kostumer eller social interaktion. Tag som eksempel videoen Allons-y (2016), hvor kunstneren i et talkshow-format indtager værtsrollen i en koreograferet omdannelse af det københavnske udstillingssted X and Beyond.
Samtalepartnerne har ekspertise inden for kønsteori og gynækologi, og der kredses om hormonforstyrrende stoffers indvirkning på forplantningsevne og seksualitet. Hele seancen iblandes musikalske indslag og poetisk reciteren, krydsklipninger, pinagtigt lange pauser samt følelsesladede og tvivlende efterrationaliseringer. Alt sammen er med til at forrykke vores forventninger til tv-udsendelsens stabile meningssammenhæng, men ikke desto mindre skaber den deltagerorienterede vidensproduktion andre og overraskende erkendelser om krop og kønsidentitet.
Lidt tilsvarende forholder det sig med projektet Estrous.life (2015), Heilmanns ‘produktserie’ af sæber indeholdende diverse hormoner og kunstige feromoner, der er svangerskabsforebyggende og ophidsende på én og samme tid. Og skal man tro det ledsagende formidlingsmateriale, repræsenterer produktet dermed også et løfte om lykke og fritagelse fra det byrdefulde selv – en kommentar til forbrugerkulturel hetero-normativitet. Til denne type af projekter hører eksempelvis også SANS SOUCI (2014), der udspillede sig som en enaftensfilmfremvisning af scener med forskellige former for tentakel- og monstersex, der samtidig markerede afslutningen på gruppeudstillingen med den sigende titel CUCUMBER BONES.
(Kunstner)subjektiviteten er altså både tema og metode i Heilmanns arbejder. Således også i udstillingsprojektet It Wasn’t Like That, It Was Like This, hvor kunstneren til ferniseringen indfandt sig manisk arbejdende, men indimellem også søvngængeragtig foran en computer, hvorfra hun skrev og besvarede e-mails rettet til sig selv, viste film og livestreamede hele forestillingen, der på denne måde iscenesatte den virtuelt teknificerede, digitalt forlængede, men også fremmedgjorte krop.
I det hele taget udfordrer Heilmann traditionelle udstillingsformater og visningssammenhænge. Udstillingen NAGLFAR hos Tiny Affairs fandt – som det er udstillingsplatformens kendemærke – eksempelvis sted på kunstneren Sara Sandfærs negle i form af miniatureskulpturer af – ja, afklippede negle. Endelig bør nævnes det fortløbende projekt Hannah Heilmann’s Wardrobe (2014-), der i den givne udstillingssammenhæng giver publikum mulighed for at erhverve kunstnerens personlige garderobe stykvis i overensstemmelse med en – muligvis – idiosynkratisk prissætning. Garderobens enkeltdele tilkendes dermed en ubestemmelig status som vare, kunstværk, begærsobjekt og/eller blot en simpel ting.
Opgaven hos Heilmann bliver med andre ord at konstruere metoder og situationer, der på eksperimentel og inkluderende vis bryder med forestillingen om kunstværket og den kunstneriske udsigelsesposition som en enhedslig og fast størrelse.
Portfolio (se flere billeder ved at trykke)
Fakta
Hannah Heilmann er født i 1978 i København, hvor hun også i dag bor og arbejder. Hun er uddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Se flere af Heilmanns værker her