Ugens kunstner – Henrik Saxgren
Siden midten af 1970’erne har Henrik Saxgren skabt fotografiske fortællinger fra ind- og udland.
Siden midten af 1970’erne har Henrik Saxgren skabt fotografiske fortællinger fra ind- og udland.
Henrik Saxgren er oprindeligt uddannet reklamefotograf, men arbejdede i 80’erne og 90’erne som dokumentarfotograf og fotojournalist. Det har bragt ham til mange forskellige egne af verden og skabt grobund for flere bøger og udstillinger.
Ved flere lejligheder har Saxgren skildret Danmark og danskerne.
Eksempelvis deltog han i projektet Danmark under forvandling, der i 2010 mundede ud i udstillingen Steder – Danmark under forvandling på Brandts i Odense og et trebindsværk med titlen Herfra hvor vi står.
I forbindelse med den aktuelle udstilling Uden for myldretid har han sammen med fotograferne Christina Capetillo, Carsten Ingemann og Torben Eskerod rejst rundt i Danmarks yderområder for at skabe nye fotos, der kan give et kvalificeret modspil til de fordoms- og klichefulde billeder, der i årevis har præget skildringen af disse områder.
Henrik Saxgren fotograferede primært på Bornholm, hvor han opdagede, at jo længere ude i periferien han kom, jo mere velklippede og monumentale blev hækkene. At folk, der lever i yderområderne og tæt på vildnisset, tilsyneladende har et stort behov for at sætte en markant grænse mellem kultur og natur.
Fotografiske fortællinger
Igennem en periode på over 10 år har Henrik Saxgren sideløbende med andre projekter fotograferet landskaber. I bogen Unintended Sculptures finder man billeder af klippeformationer, flyvrag, forfaldne bygninger og knækkede træer fra forskellige lokaliteter, men med det tilfælles, at de alle har fået et skulpturelt udtryk.
Et af disse fotos er Chimney fra 2004. Midt ude i den islandske natur med fjorden og sneklædte bjerge som kulisse befinder sig to genstande, som ikke umiddelbart passer ind i omgivelserne: en skorsten i rødbrune mursten og en vandvarmer – efter sigende et levn fra en nedlagt hvalfangststation.
Tidens tand har da også allerede sat sine spor; vandvarmeren matcher med sin rustbrune farve skorstenen, hvis sten en efter en er faldet til jorden. Som de to genstande står der, fremstår de nærmest som et monument over den menneskelige aktivitet, området engang rummede. De engang funktionelle objekter transformeres med Henrik Saxgrens greb til skulpturelle objekter, og tillægges derved en ny betydning.
I Salomons House fra 2000 stiller Saxgren skarpt på livets skyggesider. Han beskæftiger sig med, hvordan fattigdom og religion påvirker identitetsdannelsen hos helt unge piger, der vokser op med perverterede ’rollemodeller’ på Mercado Oeriental i Managuas slum.
Fotoet Callecon de la Muerte taler sit tydelige sprog. Her ses en forslået ung kvinde siddende i sin underkjole på gaden.
Henrik Saxgrens fotos fremstiller således alt lige fra verdens brændpunkter til bornholmske hække, men med fortællingen som det altoverskyggende ledemotiv.
Portfolio:
Fakta
Udstilling
Uden for myldretid
12 okt 2012 5 jan 2014
Torben Eskerod, Carsten Ingemann, Christina Capetillo, Henrik Saxgren
Vendsyssel Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Henrik Saxgren er født 1953.
Hjemmeside
Udstillingen Uden for Myldretid på Vendsyssel Kunstmuseum vises 12 oktober - 5 januar.
Vendsyssel Kunstmuseum
Forslag til videre læsning:
Søren Møller Christensen m.fl. (red.): Uden for myldretid, 2013
Ingvar Cronhammar m.fl. (red.): Herfra hvor vi står: Danmark under forvandling: Et fotografisk øjebliksbillede, 2010
Tas Skorupa (red.): Unintended Sculptures, 2009