Ugens kunstner – Jacob Tækker

Jacob Tækker har de sidste 10 år markeret sig som en kunstner, der anvender og udfordrer kunstens digitale felt.

Kendetegnende for hans kunstneriske praksis er, at den digitale teknologi anvendes til at søge efter sprækker i virkeligheden.

Hans værker drives af en grundlæggende nysgerrighed.

Afsættet er derfor ofte filosofiske paradokser, menneskets forestillinger og større eksistentielle spørgsmål – formuleret i værker, der ikke giver svar, men åbner op og lader os dele hans forundring og spørgelyst.

Med til billedet af Tækkers kunstneriske univers hører et humoristisk, komisk eller melodramatisk træk, der ofte suppleres af noget pudsigt eller uventet.

Et genkommende element er eksempelvis, at tidsligheden er brudt op i hans videoværker, idet den samme figur optræder i samme billede flere gange.

Det kan fx ses i Parking Lot Limbo (2006), Walls Are Caving In (2010) og den aktuelle soloudstillings-installation på Overgaden Apophenia Cloud Travel Apparatus (2014).

Resultatet er ikke kun et nærmest surreelt præg, men også at vores mulighed for at danne et overblik smuldrer.

At bruge sig selv
En rød tråd i Tækkers videoværker er hans anvendelse af sin egen krop som element. I langt hovedparten af hans værker indtager han selv hovedrollen. Det gælder fx i app-værket Man In A Box (2013), der lige nu er del af udstillingen Presenting DIAS på den nye kunsthal for digital kunst i Vallensbæk. I værket får man mulighed for at ryste en animineret udgave af Tækker rundt i en lille kasse.

Også i I Died Today (2008) er Tækker hovedfiguren – den figur, man skyder ned i værkets spil-look-alike set-up. Dette værk rammesætter på mange måder hans interesse i at vække til eftertanke – for figurens lighed med virkeligheden kunne måske få beskueren til at overveje ”mordet” en ekstra gang. En kommentar til spilkultur anes.

Virtuel performance
Man In A Box og I Died Today understreger Jacob Tækkers særlige ”virtuelle performance”. Gennem den digitale platform danner han mulighed for, at vi oplever hans særlige ageren og performative praksis – og ikke mindst at vi kommer til at deltage i den: Vi ryster Iphonen og sigter PS3 pistolen mod skærmen.

I Apophenia Cloud Travel Apparatus (2014) er Jacob Tækkers virtuelle, digitalt medieret performance udfoldet på en ny måde. Her bliver beskueren trukket ind i det performative felt, idet man for at opleve værket må iføre sig en dragt og få spændt en skærm fast foran ansigtet. Denne atypiske rammesætning af vores oplevelse af værket betegner både en konkret interaktion med beskueren og det faktum, at vi for at se værket må underlægge os dets logik. Inde i udstillingssalene oplever vi, at skærmen er vores mulighed for at modtage værket, da den indfanger og materialiserer lyskeglerne fra projektorerne. Paradoksalt nok forholder det sig således, at skærmen, der begrænser vores synsfelt, er vores mulighed for at se.

Installationen viser et centralt træk ved Tækkers digitale kunst, nemlig at den har individet som mål. Ved at anvende skærmen og dragten bliver vores virkelighed koblet sammen med værket, og når projektioner rammer ens skærm, er man ikke i tvivl om betydningen af tilstedeværelsen her-og-nu. Vi er midt i Tækkers eksperiment, vi forundres IRL, og vi fornemmer en fin balance mellem vores grounding i rummet og en form for underkastelse af teknologien.

Realistisk praksis
Jacob Tækker søger gang på gang udvekslingen mellem virkelighed og værk, hvilket knytter hans kunstneriske projekt til en form for kritisk, realistisk praksis, han anvender til at blotlægge noget virkelige, betydende i den verden, som omgiver os.

Hans kunstneriske formgivning er som sådan båret af et strukturelt, relationelt forhold mellem virkelighed og kunst. Men værkerne initierer en dialog med vores virkelighed ved på den ene side at tilbyde anderledes måder at se verden på og på den anden side at skabe en direkte udveksling med beskueren. Det gælder for eksempel I Am Not A Rock (2013), som lige nu er del af DIAS’ åbningsudstilling. Installationen består af en kunstig sten, der med jævne mellemrum ytrer, at den ikke er en sten. Ud over de kunsthistoriske referencer, så synes værket at hævde, at vi skal ikke altid skal stole på det, vi ser.