Ugens kunstner – Jesper Dyrehauge

I 1994 begyndte Jesper Dyrehauge på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Her var han i første omgang blevet optaget som maler, men det meste af sin studietid brugte han på at gå andre kunstneriske veje. Han ville afprøve andre medier og andre metoder.

Efter flere år væk fra lærredet begyndte han så at vende tilbage til malerens formelle udgangspunkt igen. Han ville tilbage til lærredet, til farven og til idéen om et maleri. Maleriets traditionelle gestik, dets penselsstrøg, ønskede Dyrehauge dog ikke at arbejde med igen. Maleri skulle det være, men på en anden vis. Derfor gik han i gang med at afprøve forskellige ting på lærredet, og han ‘endte’ ved gulerodstrykket.

Uden hierarki
I Dyrehauges værker fordeler gulerodstrykkene sig på lærredet som et hullet net. Sommetider er trykkene eller prikkerne skabt på tværs af lærredet, andre gange på langs. Sommetider ses meget af lærredet, andre gange næsten intet. 

Dyrehauges arbejde med guleroden foregår langsomt og fokuseret. Hvert enkelt aftryk fra den givne gulerod kræver opmærksomhed og nærvær – eventuelle fejl er tydeligt synlige; de må enten rettes eller inkluderes i værket. Tidlige forskydninger eller små fejl i forløbet får konsekvenser senere et andet sted i kompositionen. Som et system, der etableres, men som i anvendelsen brydes op og delvist opløses.

Selv beskriver Dyrehauge arbejdsprocessen som en næsten “zen-agtig tilstand”, hvor han “bygger” værket op, som når man bygger en mur af mursten. Fra venstre mod højre. Nede fra og op. Gentagelsen og rytmen bliver betydningsfulde elementer for det endelige værk. En form for demokrati er til stede; ingen prik er mere værd end den anden.

Værkernes kompositioner er altså oftest uden hierarki og midtpunkt. Og ­uden en egentlig fortælling. Selv siger Dyrehauge:

“Jeg oplever et mere udlignet hierarki materialerne imellem, som jeg finder konstruktivt i mit arbejde; min idé/intention, gulerod, farve, hånd, blændramme, lærred og tiden”.

Minimal kunst
Dyrehauge er udpræget kolorist. Han arbejder overvejende monokromt, men lader gerne farverne graduere og virke med forskellige styrker og intensitet. Som her i et værk fra gruppeudstillingen Family på IMO i 2014.

Dyrehauges arbejdsproces er som sagt langsom, og arbejdet med komposition og udførsel er deraf adskilt. Derfor finder man i hans værker også et møde mellem det konceptuelle, idébårne og det sanselige, haptiske. Dyrehauges kunst er minimal kunst, hvor strenghed og enkelhed er tilføjet en uhøjtidelighed og en let flydende, organisk geometri.

Formater og udstillingsrum
På udstillingen Medium Large på Overgaden i 2013 arbejdede Dyrehauge med (mellem­)store lærreder, alle i varierende højformater. De monokrome kompositioner bestod af overlapninger, fortætninger, snit og inddelinger af billedfladen.

Udstillingsrummet blev ændret med fire nye vægge, én i hvert hjørne i rummets fulde højde og uden 90 grader vinkler til det eksisterende rums vægge. Et valg, der skulle være med til at understrege det asymmetriske, flydende og organiske i udstillingen.

På udstillingen Intérieur på Danske Grafikeres Hus i 2012 brugte Dyrehauge flere farver i ét billede og tryk i flere lag oven på hinanden. Alle værkerne var i det samme højformat og monteret på smigskårne hvidmalede plader, der fik værkerne til at stå let ud fra væggen.

Ni nye værker
I serien Ni Nye Værker har Dyrehauge valgt at indramme lærrederne – igen alle i varierende højformater, men her med bemalede svæverammer i stålprofil. Rammerne er et nyt tiltag, der som en integreret del af værket ligeledes retter blikket mod det asymmetriske og organiske. De svejsede rammer er tunge og tilføjer materiel tyngde og vægt. Samtidig fremstår de med deres klare farver lette som monokrome farvefelter og ­-linjer om lærredernes organiske kompositioner.

Portfolio