Ugens Kunstner: Jessie Kleemann

Karakteristisk for den måde Jessie Kleemann arbejder på, hvad enten det er performance eller poesi, er hendes legende måde at overskride grænser på. Hun blander sprogene, dansk, engelsk og grønlandsk, ligesom hun skifter udsigelsesposition både i tekst og i performance. Betydningerne glider mellem hinanden som isflager, man aldrig står sikkert på særligt længe. Lige nu er Kleemann aktuel på udstillingen Atlantikumi – Jessie Kleemann, Jeannette Ehlers, Pia Arke på Nordatlantens Brygge i København og med digtsamlingen Arkhticós Dolorôs, (2021), som var blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

Jessie Kleemann (f. 1959) er født i Upernavik i Nordgrønland, og har en baggrund som grafiker og som performer på Tuukkaq Teatret. På udstillingen Atlantikumi, som er skabt på Nuuk Kunstmuseum og nu vises i København, kan man gennem få værker, se hvor bredt hun spænder, og samtidig hvor kropsligt involverende hun altid arbejder.

Fra Grønlands første kunstvideo Kinaasunga (1988), en undersøgelse af identitet og maske, over store råt ophængte malerier, hvor det bliver tydeligt, at maleriet for Kleemann er en fysisk krævende aktivitet, og til den seneste kunstvideo, hvor hun i et overbelyst strandlandskab krabber sig nøgen afsted, som en ironisk parafrase over ekspeditionsdeltageren på vej over næste fjeldmassiv eller måske nærmere, som en kærlig hilsen til Pia Arkes ikoniske værk Arctic Hysteria (1996).

Sælspæk på scenen

I mange af Kleemanns værker spiller ‘orsoq’, sælspæk, en central rolle, som i performancen Orsoq III – Subarctic Sushi (2015). Sælspækket fylder rummet med sin ramme lugt og understreger den særlige sanselighed og kropslighed i Kleemanns performances.

Til at begynde med ligger det på gulvet – allerede dér bliver publikums uro vakt– og lidt efter iklæder Kleemann sig det som håndledsvarmere, stopper noget ned i bh-udskæringen på sin bodystocking, og lader et stykke dingle som en drillende tunge ud af sin mund.

Det er kropsligt og seksuelt ladet – spækket, der glinser som et køn og senere tilmed overhældes med seje skvulp af hvid maling – og det sætter beskueren i en ubekvem position: man kommer så at sige til kort i et krydsfelt mellem skam og nysgerrighed, analyse og ubehag.

Kleemann træder lige ind i kolonihistoriens værste udsagn om ”ildelugtende eskimoer”, når hun tydeligt karikeret drysser hvidt pulver over spækket og afleverer en betragtelig luns nær publikum. For afslutningsvis at servere sig selv som en færdigpakket sushirulle inkl. spæk og hvid dryppende maling. Velbekomme.

Orsoq (2012)

Modsat hvad der gør sig gældende i hendes performance, kan sælspækkets lugt ikke trænge ud i installationen Orsoq (2012), som i 2020 blev en del af samlingen på Statens Museum for Kunst. Værket består af et tørrestativ i træ, hvorpå der er ophængt flere små mundblæste glas i karakteristisk grønt fiskegarn.

I hvert glas er der en lille portion smeltet sælspæk, som med tiden forvandler sig til tran. Historisk har tran spillet en stor rolle i forholdet mellem Grønland og Danmark, som en vigtig grønlandsk handelsvare – faktisk hovedmotivet for den danske kolonisering af Grønland.

Læs også: Jessie Kleemann: Performances med tråd og sælspæk

I 200 år var det tran, der lyste København op, indtil gassen i midten af 1800-tallet begyndte at tage over. Med danskernes indtog i Grønland blev lugten af sælspæk og andet grønlandsk mad for mange forbundet med skam, da det af kolonimagten blev mødt med væmmelse. Omvendt forbindes grønlandsk kolonihistorie i dag af mange danskere med en følelse af skyld.

Er en grønlænder en qivittoq?

Sælspækket i Kleemanns værker trækker mange og forskellige referencer til den dansk-grønlandske kolonihistorie, men er først og fremmest et fysisk materiale med en særlig sanselighed, som Kleemann udforsker i samspil med sit publikum. Frastødelsen, fremmedgørelsen, genkendelsen og det grimmes æstetik er centrale tematikker i Kleemanns værker.

Lyt også: Podcast: Kolonien i Kunsten

Kleemann refererer ofte til qivittoq-figuren, fjeldgængeren, der forlader fællesskabet, og som samfundet heller ikke kan integrere, men tværtimod frygter. Som hun selv skriver: ”In the elements blubber, body and death the community finds a distorted mirror to reflect upon, and they celebrate its alienness. It is not far from being a state unto itself, a qivittoq state. And now I ask: Is a Greenlander by definition a qivittoq?” (Qivittoq, 2012, s. 13)

Tråd og perler – flettet ind i fortid, nutid og fremtid

En anden genstand, som ofte ses i Kleemanns performances, er tråden: helt konkret forbinder hun sit publikum med hinanden og sig selv i sine trådperformances. Der findes utallige faste udtryk knyttet til tråd: den røde tråd, hænge i en tynd tråd, samle trådene, trække i tråden m.m. Associationerne står på spring, når Kleemann i performancen vikler os og sig selv ind i tråd.

I en performance på Nuuk Kunstmuseum i 2017, lavet i forbindelse med kulturfestivalen Nuuk Nordisk, trak kunstneren trådene mellem sig selv, deltagerne og værkerne i museets samling – konkrete forbindelser, men også forbindelser på tværs af tid og sted.

Perlekravekjole

Tråden er også på spil i værket Perlekravekjole / Nuilarmiut Takisuut (2012). Her tager Kleemann inspiration fra et grønlandsk ikon: den vestgrønlandske nationaldragt. Dragtens perlekrave har haft vokseværk og forvandlet sig til smukt, men ubeboeligt perlekravehylster. En kreation som nærmer sig en art spændetrøje.

Kjolen bliver et billede på, hvordan den grønlandske kultur, ligesom alle andre kulturer, hele tiden må være i bevægelse. Hvis den ikke bliver brugt, fortolket og videreudviklet, ender den med at være en museumsgenstand.

At det netop er perlekraven fra den vestgrønlandske nationaldragt er heller ikke tilfældigt. Dragten er et stærkt symbol på det grønlandske, men det er lige så meget et billede på kulturmøder: mellem grønlændere og europæere, men også generelt.

Arktisk smerte

Poesien og performancen hænger hos Kleemann tæt sammen. Helt konkret kan det ses i titlerne på to af hendes værker: performancen Arkhticós Doloros (2019) og digtsamlingen Arkhticós Dolorôs (2021). Begge tager udgangspunkt i, hvad Kleemann kalder for “den arktiske smerte”, f.eks. at polernes is smelter som fossende tårer – og dét er ikke kun et anliggende for Arktis, men et akut presserende problem for hele verden.

I performancen, optaget i Ilulissat, står Kleemann fysisk ved den smeltende is og prøver at holde sig oprejst mod den stærke vind. En lille, sej person som bliver ved, og som igen og igen stiller sig lige ind i det ubekvemmes og det besværliges centrum. Den første sætning i hendes nyeste digtsamling er da også: ”Arbejdsmetoden er enkel – du bliver ved – uniinnartoqassanngilaq”.

Se portfolio nedenfor: