Ugens kunstner – Naja Maria Lundstrøm

Sproget spiller en central rolle i Naja Maria Lundstrøms praksis. Hun arbejder hovedsageligt med video, hvor hun bruger sig selv – eller snarere en persona, som hun påtager sig ­– som arena for en afprøvning af forskellige positioner og holdninger, der cirkulerer i medierne.

Med et fokus på temaer som national identitet, demokrati og ytringsfrihed beskæftiger hendes værker sig med aktuelle politiske problemstillinger, men som 1990ernes sociale og kritiske kunst leverer Lundstrøm ikke et entydigt ideologisk budskab.

I stedet skaber hun med enkle greb forstyrrelser i den givne kontekst eller diskurs, som det enkelte værk udspiller sig inden for.

Udfordrer fællesskabet
I videoværket What’s Wrong with Being a Dane fra 2011 gør Lundstrøm sig til talskvinde for en nedsættende udlændingepolitik under en samtale med en udenlandsk medstuderende på Det Fynske Kunstakademi.

Til sin samtalepartners forargelse og mistro fastholder hun, at Danmark er et generøst land, der bl.a. lærer de fremmede at læse og skrive, og videre reflekterer hun, at vi ikke burde tage så mange udlændinge ind, og at dem, der er her, burde blive som os.

Iført t-shirt og vest og med en dåseøl i hånden fremfører hun en række unuancerede og politisk ukorrekte argumenter med en så stor insisteren, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det er alvorligt eller satirisk ment.

Gennem brugen af en retorik, som ligger fjernt fra miljøet på et kunstakademi, undersøger værket grænserne for, hvad et specifikt fællesskab kan inkludere, og hvor meget den enkeltes holdninger kan afvige fra de andres, uden at man bliver udstødt af fællesskabet, hvilket er et gennemgående spor i alle Lundstrøms værker.

De selvtilstrækkelige rum
På mere direkte kritisk vis blotlægger Naja Maria Lundstrøm med værket City of Masturbation (2007) logikken i kommunale brandingstrategier.

Henover en gade i centrum af Odense har hun udspændt et banner med teksten “Onaniens By 2007”, der i fuld offentlighed stiller spørgsmålstegn ved byens selvforståelse samt den blanding af økonomisk spekulation og lokalpatriotisme, der kendetegner kommunernes forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed og investeringer.

En tendens, som netop i Odense kulminerede med H.C. Andersen-året blot to år før.

I et lignende værk fra 2009 har Lundstrøm ved siden af indgangen til den prominente billedhuggerskole på kunstakademiet i Wien placeret et officielt udseende skilt med påskriften “Zentrum für Onanie, Kurzbauergasse 9, 1020 A Wien”.

En kras kommentar til kunstinstitutionens til tider selvtilstrækkelige og ekskluderende rum, som kun de indviede har adgang til.

Undergravende work out
I sin aktuelle udstilling Well It’s Not Going to Lift Itself på Overgaden kombinerer Lundstrøm det politiske med det institutionskritiske. 

Udstillingsrummet er omdannet til et fuldt funktionsdueligt crossfit-center, som er til fri afbenyttelse, og i to nye videoværker sætter hun sundhedsdebatten på spidsen.

Den danske velfærdsstat er en sovepude, der demotiverer den enkelte til at tage ansvar for eget liv og sundhed, lyder det på ultraliberalistisk vis.

Baseret på samme performative strategi som i What’s Wrong with Being a Dane sætter Lundstrøm vores egne meninger og moral på prøve, ligesom hun tester grænserne for, hvad kunstrummet kan bruges til.

Med den gratis adgang til træningsfaciliteterne fremstår installationen ikke som et selvomsluttet, afgrænset værk, men snarere som en social gestus eller situation, der på tvetydig vis både udstiller og spiller på den moderne kunstinstitutions rolle som leverandør af serviceydelser og oplevelser.

Læs også kunsten.nu’s anmeldelse af Well it’s Not Going to Lift Itself og følg med i debatten om udstillingen her

Portfolio