Ugens Kunstner: Nana Francisca Schottländer

Performance- og billedkunstner Nana Francisca Schottländer arbejder med hybrider i krydsfeltet mellem dans, performance og installations- og konceptkunst. Hun arbejder både alene, i samarbejder og tværfagligt. Hendes arbejdsfelt er undersøgende og stedspecifikt og altid med udgangspunkt i kroppen som redskab og materiale.

Med udgangspunkt som flamencodanser har Schottländers praksis bredt sig til mange andre kunstneriske udtryk. Hun researcher sine emner, men materialets eget udtrykspotentiale er også genstand for afsøgning, før værket konkretiseres. For kommunikationen skal nå modtageren emotionelt, fysisk og intellektuelt, netop nu i vores tid.

Karakteristisk for samtidskunstens praksis spænder Schottländers udtryksformer bredt: fra video, dans, koreografi, performance over fotografi til ord/lydværker, installationer og interventioner i det offentlige rum.

Uanset medium har hun et særligt fokus på det, en krop kan formidle. Fra dansen har hun kropsbevidstheden og disciplinen til at opnå et præcist udtryk. Som hun siger ‘kroppen lyver ikke’, og med den kan hele følelsesspektret fra smerte til ekstase udtrykkes. På den måde opstår der en nær relation til den, hun kommunikerer med – også betragteren har en krop og mærker resonans.

Men her hører det velkendte også op, for her udfordrer Schottländer med nye sammenhænge og perspektiver. Hun går til kanten og ønsker at betragterens møde med værket skal skabe reel forandring og refleksion.

Karakteristisk for hendes performances og interventioner er, at de ofte udfoldes over lang tid, op til flere døgn. Eksempelvis boede hun i 72 timer i et udstillingsvindue hos Nørgaard på Strøget i forbindelse med værkserien PLEASE BE HERE NOW (2015). Performanceværket MEMBRANE var en fysisk udfordrende repetitiv performance, der strakte sig over ti timer, skabt i samarbejde med Studio ThinkingHand og Rune Bosse til Festival of Future Nows (Berlin, 2017). Som Esben Weile Kjær skrev om hende på I Do Art (2013) ”Hun er enormt kompromisløs og meget kontrolleret i sine bevægelser. Hver gang, hun performer, er jeg der på pletten, og hver gang bliver jeg virkelig involveret i det, næsten umulige projekt, hun kaster sig ud i.”

Hendes analyser af samtiden kredser om emner som tid, natur, rum, tilstedeværelse, og relation. Et eksempel er værkserien Heavy Kinship, hvor hun undersøger performative potentialer i mødet mellem sten og mennesker.

I sit bidrag til Metropolis’ aktuelle Covid19 projekt Wa(l)king Copenhagen reflekterede hun ved hjælp af skrift og kroppe over relationen mellem individ og omgivelser.

Med det elektroniske flamenco-performance-kollektiv Electric Alhambra (2013-16) undersøgte hun fysiske benspænd som udgangspunkt for koreografiske situationer. I længerevarende samarbejder med performance-grupperne SIGNA (2002-19) og Sisters Academy (2015-17) var fokus på fiktionens transformative potentiale og siden har hun undersøgt temaer som nærvær og relationel skabelse, både i det offentlige rum og i samskabende møder med landskaber og naturelementer.

“the quivering tension of in-between” (Astrida Neimanis)

Schottländer er som billed- og performancekunstner en form for seismograf og avantgarde, der selv er følsom overfor tidsånden og de bud på alternative livsstrategier, som kan vise sig at være der, vi som menneskehed bør kigge hen for at overleve. Hun finder intellektuelle soulmates i nutid og fortid som fx australieren Astrida Neimanis, amerikaneren Donna J. Haraway og de lidt ældre, Martin Heidegger, digteren Walt Whitman og franskmændene Maurice Merleau-Ponty og Gaston Bachelard, og omsætter tankestoffet visuelt og performativt.

Landscape, Bodyscape, Relationscape

Når man træder ind mærkes straks en kølighed i rummet. Her er dunkelt. Et naturens åndedræt. Med den aktuelle udstilling i Silkeborg undersøger Schottländer det levendes udvekslinger via kropslige møder med Silkeborgs landskaber og de væsener og fænomener, der findes her. Værkerne kredser om intimitet på tværs af arter og værens-former. Erotiske dimensioner ligger lige under overfladen. Foto, video og skulpturelle objekter er samlet i en rumlig installation, som også konkret inddrager de besøgende.

Huden er en uafrystelige membran, hvor menneske og andet mødes. Her finder udvekslinger sted. Schottländer køber ikke præmissen om, at menneske og natur er adskilt, men bringer snarere til torvs, at vi (mennesker) må genfinde og forstå os selv på ny i relationen til det, der omgiver og udgør os. Den nøgne hud, dele af den eller hele kroppen, indgår i mange værker. På den måde bliver det konceptuelle aldrig flyvsk.

Schottländers udstilling er stramt komponeret, så de forskellige medier spiller sammen uden at overtone hinanden, men hver især bidrager til helheden. Det er enkelt og raffineret. Kunstnerens fokus angår livsformernes tilstand af væren, deres pendulerende bevægelse mellem yderpolerne opløsning og form, den stilfærdige transformation fra en tilstand til en anden.

Forud for Vandlegeme gik soloudstillingen Landskabninger (SMK Thy, 2019), som var et kunstnerisk responsum på Thys landskaber. Her udforskede hun tilblivelsen – formgivningen – i mødet med grundsubstanser som vand, vind og jord. I vadehavsprojektet Inseparable Together undersøgte hun sammen med komponist Ellen Birgitte Rasmussen og fotograf Alexandra Buhl om det er muligt at skabe kunst i ligeværdige møder mellem menneske og natur.

Schottländer benytter ofte sproget som redskab til at udkrystallisere nye erkendelser. Her et par strofer fra vadehavsundersøgelserne:

Lader fødderne glide gennem mudderet. Mærker det som et barn, der tænker med kroppen mens verden undersøges. Krop mod krop med et enormt væsen, der ligger og ånder, langsomt og uophørligt // Jeg ligger i mudderet og forsvinder; ud i horisontlinjen, ind i mig selv. Opløses i en sitrende forbindelse med det hele. Med himlen, som genspejles i uendelighed og siver ind i mine øjne. Med væsenerne i mudderet under mig, som allerede har inkluderet mig i deres fødekæde og bider saligt i mig. (2017)

Hver manifestation i Nana Francisca Schottländers serielle værkskabelse fungerer som faser i en slags laboratorium, hvor hun udforsker, skaber og udveksler i samspil med materialer, publikum, temaer og steder. Hendes billedverden er enkel på overfladen, æstetisk forførende og intellektuelt udfordrende. Det opnår hun ved at sætte sig selv hudløst på spil og udvælge kompromisløst i de mængder af materiale, der opstår i løbet af hvert projekt.

Se Portfolio nedenfor.