Ugens kunstner – Peter Brandt
Et gennemgående træk i Peter Brandts oevre er arbejdet med repræsentationen af køn og maskulinitet med udgangspunkt i kunstnerens personlige erfaringer.
Et gennemgående træk i Peter Brandts oevre er arbejdet med repræsentationen af køn og maskulinitet med udgangspunkt i kunstnerens personlige erfaringer.
So Help Me Peter…
Peter Brandt refererer ofte til andre kunstnere i sine værker og skaber dermed en dynamik mellem egne værker og kunsthistorien. Brandt bruger sin skuespilerfaring i de performativt baserede værker som fotoserien So Help Me Peter…, der refererer til den feministiske billedkunstner Hannah Wilkes So Help Me Hannah. Historisk set er kvinden blevet betragtet som kønnet, hvorimod manden ses som det universelle menneske, og det er blandt andet den objektgørelse af kvinden, som Wilke forhandler.
Hos Brandt er den muskuløse nøgne mandekrop i bevægelse i fald eller spring, og pistolen klar i hånden. Volden sitrer som den næste bevægelse, der ikke er med på billederne, men den bløde penis er en påmindelse om, at manden også er kønnet og sårbar, og at volden kan vendes mod den maskuline krop, som derved fremstår som dobbelttydig.
I Died In Italy But No One Knows It
Voldens realitet udfoldes i projektet I Died In Italy But No One Knows It, der er en undersøgelse af traumet efter et voldeligt overfald som Brandt var udsat for. Det består af fotos, objekter, video og tekstilværker. ”After” er Brandts fotos af sig selv umiddelbart efter han blev overfaldet. I det mørke badeværelse lyser hans orange bluse i kontrast til de lilla, blodunderløbne mærker i hans ansigt, der som oftest er skjult af kameraet.
Billedernes uskarphed understreger voldens udslettelse af selvet og skaber et paradoks til fotografiets fastholdelse af det selv, som ikke findes mere for offeret. Traumeerfaringen i Brandts værker tager form af følelsen af selvets død, hvor man mister sin menneskelighed og bliver uigenkendelig også for sig selv. Manden som offer og traumatiseret destabiliserer det stereotype billede af maskulinitet og forestillingen om en rigtig mand som stærk og usårlig. Dehumaniseringen sættes således i spil med maskuliniteten, der dermed fremstår ”forfejlet” og skrøbelig.
You Killed Me
I Brandts nye projekt You Killed Me genforhandles traumetematikken og identitetstabet. I ”Letter to X”, som består af applikeret silke og blyant, bliver subjektet transparent som silken i flossede overlapninger i den brudte grænse mellem Brandt og hans overfaldsmand. Stoffets femininitet peger på det porøse mandlige subjekts penetrerbarhed.
Grænserne bliver gennemsigtige, flyder sammen og overlapper, mens blyantsskriften forsøger at etablere en ny grænse og en ny identitet. Der er et slægtskab i Brandts værker med Tracy Emins, ikke mindst i brugen af tekst og tekstil. Hos begge underbygger det den kønsforhandling, der finder sted i værkerne, men den sker ud fra hver sin kønsposition.
Letter to Rabi
Værket Letter to Rabi er baseret på dialogformen og består af breve, objekter, tekstil og foto. Den nepalesiske, hiv-smittede dreng Rabi har sendt tegninger og fotos af sit liv til Brandt, som indgår i værket sammen med Brandts breve til Rabi, og desuden indgår billeder og objekter blandt andet fra den vestlige kulturs hiv/aids-historie. Dialogformen i værket fremhæver forskelle som etnicitet, alder og klasse mellem den nepalesiske dreng og den hvide, vestlige, mandlige billedkunstner.
Men dialogen bygger også bro ved at fremhæve forbindelsen mellem den eksistentielle udsathed hos manden og den konkrete, fysiske sårbarhed hos barnet. Fællesskabet kommer også til udtryk i fader/søn-temaet, hvor maskuliniteten forhandles, når der ikke er en søn til at videreføre den fædrene arv.
Ved Rabis uventede død valgte Brandt at arbejde videre med værket, og det fik dermed endnu et betydningslag, idet manden her møder ”sønnens” død og derigennem konfronteres med sin egen dødelighed. I mindetæppets bløde tekstil indskrives tabet i silkeskrift, hvor skønheden i værket både hylder den døde og skaber et spændingsfelt til tabet. Mødet med den anden bliver således også mødet med den andens fravær gennem døden, og dermed også en refleksion over egen dødelighed.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Regibemærkninger – et Skue-spil
26 apr 2014 15 jun 2014
Gitte Winther, Barbro Westling, Peter Johansson, You Little Teapot, Ann Susan, Claes Cornelius, Poul Borum, Terry Dennett, Jo Spence, Casper Sloth, Joan Rang, Charlotte Petersen, Michael Nebeling Petersen, Øystein Wyller Odden, Susanne Møller Nielsen, Tomas Lagermand Lundme, Kenni Kruse, Line Skywalker Karlström, Gritt Uldall-Jessen, Lone Hørslev, Erik Hagens, Thomas Cato, Peter Brandt, Jens Blendstrup, Delaine Le Bas, Damian Le Bas, Pia Arke, Signe Marie Andersen
Møstings Hus Se kort og tider
Fakta
Født i 1966 i Store-Heddinge Bor og arbejder nu i København Uddannelse: Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kungliga Konsthögskolan, Stockholm Peter Brandt har modtaget Statens Kunstfond Igangsætterstipendium 1999-2000, Statens Kunstfond arbejdslegat 2002, 2009, samt rejselegater i 2004 og 2008. Peter Brandt er sammen med forfatteren, dramatikeren og billedkunstneren Tomas Lagermand Lundme stifter af Huskegruppen. Huskegruppen er en kuratorisk platform der arbejder i rummet mellem billedkunst, litteratur og teater. Tidligere har Huskegruppen arrangeret udstillinger, projekter og oplæsninger blandt andet om forfatteren Tove Ditlevsen, grafikeren Palle Nielsen, Ungdomshuset på Jagtvej 69 og Mælkebøtteprojektet på Traneudstillingen, Gentofte Hovedbibliotek, hvor litteratur, performance, aktion, debat, teater og billedkunst indgik i en større dialog om, hvem og hvad vi som samfund accepterer som ukrudt. Huskegruppen er aktuel med Regibemærkninger – et Skue-spil på Møstings Hus. Udvalgte soloudstillinger: I Died In Italy But No One Knows It, Circolo Degli Artisti, Rom 2013, AURA – Krognoshuset, Lund 2011, Traneudstillingen, Hellerup 2010. Peter Super-T-Art, Kunsthal Nikolaj, København 2007. Bigger. Harder. Faster. Deeper, LARMgalleri, København 2007. Marilyn & Me, Galleri Projekt, København 2004. Udvalgte gruppeudstillinger: The Beginning Is Always Today – Contemporary Feminist Art in Scandinavia, Västerås Konstmuseum, Västerås, Sørlandets Konstmuseum, Kristiansand 2013-14. Karin Zander: Zeigen. An Audiotour Through Copenhagen, Kunsthal Nikolaj, København 2013-14. Mælkebøtteprojektet, Traneudstillingen, Hellerup 2013. FreeStyle, Galleri North, København 2012. Portræt Nu! Norsk Folkemuseum, Oslo, Mikkeli Artmuseum, Mikkeli, Finland, Akureyri Kunstmuseum, Island, Ljungbergmusset, Sverige, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksbsorg, Hillerød 2009-11. Forschungsbericht, Contemporary Concerns Kunstverin, Wien 2009-10. Kinabutik. Undtagelsestilstand, Overgaden – Institut for Samtidskunst, København 2009. AA Bronson's School For Young Shamans, John Connelly Presents, New York 2008. En Bygning Vi Rejser, Beaver Projects, København 2008. The Triangle Project, The Hall, Istanbul 2007. Art in Public Space, BWA Gallery, Bydgoszcz, Polen 2006.