Ugens kunstner: Signe Parkins

Den danske billedkunstner Signe Parkins arbejder udelukkende på papir, hvor hun opbygger små, absurd-poetiske scener med mennesker, ukrudt, møbler og insekter. Små fejl vokser til store, sorte plamager, og menneskekroppe bliver til ultratynde tråde, der krydser hinanden på kryds og tværs.

I den aktuelle udstilling Ophængning#2 (Som en slange) i Skitsehandlen præsenterer Signe Parkins en installation bestående af en stor sværm af små sort/hvide tegninger, som hænger med sytråde fra loftet. Udstillingen sætter fokus på tegnekunstens serielle og rumlige karakter.

Signe Parkins arbejder ofte i serier. Den aktuelle udstillings sværm af tegninger består af individuelle serier, som hænger i rækker. Besøgende må følge rækkerne af tegninger fra ydersiden og derefter rundt om eller ind i selve installationen for at følge serien fra start til slut ad arkenes for- og bagsider. Rækkerne viser tegneserielignende sekvenser, formundersøgelser og figurer, der bliver nedbrudt og omtegnet.

Signe Parkins er optaget af tid, bevægelse og proces. Hvordan opstår et billede, og hvordan opleves og ’læses’ flere billeder i en serie?
Hun fortæller, at tegningen er daglig rutine. ”Jeg tegner hele tiden. Hver tegning er et punkt i tiden. Hver linje er en begyndelse. Jeg streger figurer tydeligt op for herefter at nedbryde deres form på nye stykker papir. Når jeg hænger tegningerne op i rækker, ligner de instruktioner til en dans eller bogstaver i et nyt alfabet.”

Fejlene vokser

Fejl er en uomgængelig del af Signe Parkins’ tegninger. Når hun tegner forkert, lader hun fejlene vokse i stedet for at slette, tilrette eller kassere helt. Fejlene bliver til sorte huller med egen tiltrækningskraft. Selve figurerne er så spinkle, og papirets hvide overflade fylder så meget, at man uundgåeligt bliver trukket hen mod disse sorte plamager bygget op af de samme små, sylespidse streger som figurerne. Det giver plamagerne en pelsagtig stoflighed som lav på en sten. At korrigere for fejl ved at lade dem vokse viser en tilgang til tegnekunsten, hvor tegningen er en åben form. Ud- eller afviklinger er vigtigere end en fast og selvstændig form.

Tegnekunsten som et åbent felt

Signe Parkins lader sine tegninger stå åbne. Figurernes tynde konturstreger vokser hen over papirets overflade, og flere figurers konturstreger bliver stående uafsluttede, så tegningernes mennesker får form som stilladser eller grene på krat.

Ufærdige værker er ofte bedre end de færdige, fordi de giver plads til egne forestillinger om, hvad værket er eller kunne blive. Mange kunstværker ville være bedre, hvis kunstneren var stoppet en anelse tidligere. Signe Parkins’ værker kan beskrives som ”ufærdige” værker, men det nok mere præcist at beskrive dem som små dele af et større og vidtforgrenet værk, der knopskyder fra ark til ark.

Tomrum som motiv

Papirets tomhed en væsentlig del af Signe Parkins’ tegninger. Når en figur bliver placeret i bunden af et ark, lægger tomrummet sig som en tyngdedyne over selve tegningen. Når Signe Parkins tegner et lille hoved som en halv fyldt/halv tom væskebeholder, giver tegningens omkringliggende tomrum én en fornemmelse af afsondrethed som kontrast til kunstnerens ellers sammenflettede figurer. Tegningerne er er åbne felter, hvor både tomrum og streger er interessante.

I forbindelse med udstillingen Mig, maddike, mormor i Tegnerforbundet i Oslo, fortalte Signe Parkins om sin tilgang til tegningen som en åben form. ”Jeg skelner faktisk ikke mellem skitsen og det færdige arbejde. Hvis der er nogle elementer i et værk, som, jeg synes, er gode, så streger jeg det ud, som er mindre godt – og arbejder videre med de elementer, som, jeg synes, fungerer. Det forplanter sig også ud i det tegnetekniske: Når jeg arbejder på en flade, er der noget, som får lov til at dø, og noget, som får lov til at udvikle sig. Jeg kan godt lide, at der er noget, som er åbent i værkerne, også når de betragtes som færdige.”

Bøger

Signe Parkins arbejder konsekvent i små formater. Hendes værker bliver mindre og mindre, hvilket strider imod en logik i kunstverdenen, som fortæller, at man skal arbejde sig op i større og større formater. Signe Parkins’ værker forbliver intime, og man må tæt på. De små størrelser egner også til bøger, som hun har lavet flere af, bl.a. kunstbøgerne Signe Parkins and Drawings, Tusind Fryd og Grøde. Bøgerne underbygger værkernes intime og serielle karakter, selvom de ikke kan gengive originalværkernes stoflighed. Hun har også illustreret andres bøger og billedbøger, bl.a. Blomsten der elsker mig, som indbragte hende Kulturministeriets Illustratorpris.

Hun har senest lavet illustrationer til Dorthe Nors En linje i verden, som netop er blevet oversat til engelsk. 16. marts udkommer Zenia Johnsens PER med illustrationer af Signe Parkins.

Tegnekunsten – denne lidt undervurderede del af billedkunsten – rummer både illustrationer, skitser og selvstændige værker, og Signe Parkins’ værker strækker sig over alle tre dele. Det er et kunstnerisk format, som er særlig velegnet til sine egne eksperimenterende lommer af former og figurer, og det er sådan, man skal se Signe Parkins’ værker: som små petriskåle med vilde figurer, der langsomt spreder sig ud over fladen.

Se Portfolio nedenfor