Ugens kunstnere – Hesselholdt & Mejlvang
De anvender en række forskellige medier, de tager fat i begreber som køn, race og nationalitet, og så er deres værker både socialt engagerede og humoristisk fabulerende.
De anvender en række forskellige medier, de tager fat i begreber som køn, race og nationalitet, og så er deres værker både socialt engagerede og humoristisk fabulerende.
info
Hesselholdt & Mejlvang arbejder konsekvent som et firma-brand og har med stor konsekvens udviklet et samarbejde, hvor det ikke er muligt at spore et bestemt indhold eller udtryk tilbage til den enkelte kunstner.
De anvender en række forskellige medier for at skabe deres særegne udtryk, men arbejder dog overvejende med klassiske udtryk som skulptur, keramik, fotografi, installation og store scenografiske opstillinger.
Med humoristisk nerve approprierer de forskellige objekter og løsrevne fragmenter fra hverdagens visuelle kultur og sætter dem ind i nye overraskende og ofte afslørende sammenhænge.
Socialt engagement
Hesselholdt & Mejlvangs værker er socialt engagerede og kan måske ligefrem opfattes aktivistiske og politiske. De er dog sjældent dogmatiske og entydige. Tværtimod er kunstnerduoens kritiske undersøgelser af vores veletablerede, vestlige værdier komplekse, og værkerne åbner ofte op for dialog med omgivelserne og inddrager sit publikum. Selv siger Hesselholdt & Mejlvang, at de: “anvender kunsten som et alternativt sprog til at kommentere samfundsmæssige problemstillinger.”
Hesselholdt & Mejlvangs værker udtrykker ofte modsætninger, og de fremtræder som en form for ‘uorden’ i forhold til kendte fænomener i den virkelighed, vi sædvanligvis forholder os til. I tidligere værker, som for eksempel de keramiske objekter Empty Urns på udstillingen Hunger for Aggression i 2013, er det onde og smukke fremstillet som tæt forbundne. Objekterne ser umiddelbart hjemmelavede og hyggelige ud, men ved nærmere eftersyn opdager man, at de hvidglaserede krukker er forsynet med sortmalet tekst og totalitære symboler.
Ved at appropirere og sammenstille genstande og udtryk fra forskellige betydningslag producerer Hesselholdt & Mejlvang ofte bizarre og overraskende konstellationer, der skaber nye associationskæder, som beskueren selv må danne sig sine egne fortællinger ud fra. Som i Mørkemænd (2008), der består af seks menneskestore læderfigurer hængende ned fra loftet. Én figur har en spids Ku Klux Klan-lignende hætte på, en anden er udstyret med et smiley-ansigt, der står i stærk kontrast til den uhygge og racistiske undertone, som figurerne også udstråler.
Hesselholdt & Mejlvangs humor ses også i Goldilocks and the Three Pigs (2011), der består af tre svineskind i forskellige størrelser og med udstoppede hoveder. De mimer klassiske jagttrofæer, der hænger over pejsen hos overklassen. Titlen refererer til eventyret om den trætte Guldlok, der i sin søgen efter en seng at sove i finder ud af, at det er den lille bjørneunges seng, der passer hende bedst. I en industrialiseret, profitmaksimeret verden er det imidlertid størrelsen, der tæller og hermed fremstår griseskindene som en slags moderne trofæer – nu med et ironisk fortegn.
Hudfarvede flag over Aalborg
Hesselholdt & Mejlvang har tidligere udfordret nationalistiske følelser ved blandt andet at bruge sorte flag og ideologiske ikoner. Det kunne man fx opleve i et aarhusiansk villakvarter i 2013 i forbindelse med udstillingen New Waves in the Hood.
I kunsterduoens aktuelle og omfattende projekt Flesh Tint Project i Aalborg er det koloristiske anslag farvehandlerens hudfarve: Den velkendte grisefarve, som primært associerer til nordeuropæere og den ariske race. Med ‘den hvide mands’ hudfarve tematiserer og udfordrer deres projekt det nationale tilhørsforhold og forestillingen om et ‘os’ og ‘dem’.
Hertil benytter de den strategi, som den slovenske filosof Slavoj Zizek betegner overidentificering – en kunstnerisk avantgardestrategi, der blotlægger magtsymboler gennem overdrivelse – og således; ved en omfattende brug af ideologiske symboler og en overdreven, forførende finish; vil Hesselholdt og Mejlvang forsøge at skabe tvivl hos beskueren, tvinge ham eller hende til at reflektere og tage stilling.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Flesh Tint Project
7 mar 2015 26 apr 2015
Hesselholdt & Mejvang
Kunsthal NORD Se kort og tider
Fakta
Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. De bor og arbejder begge i København. Udvalgte udstillinger: 2015 Homeland Security, Platform, Belfast, Nordirland 2014 Little Blond Girl, Charlotte Fogh Gallery, Aarhus 2014 Pomp and Ceremony - Shades of Skin, Turku Kunstmuseum, Finland Hunger for Aggression, Oslo Kunstforening, Oslo, Norge Armed Response, Norrtälje Konsthall, Norrtälje, Sverige 2013 New Waves in the Hood, Das Kunstbüro, Aarhus 2012 The Dark Passenger, SKMU - Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge 2011 Mörkersyn, Växjö Konsthall, Växjö, Sverige 2009 Daily Life in the Eye of the Hurricane, FB69 Galerie Kolja Steinrötter, Münster, Tyskland. Hesselholdt & Mejlvang er netop nu aktuelle i Aalborg med Flesh Tint Project, der består af omfattende udstillinger i Kunsthal NORD og KUNSTEN, flaginstallationer i de gamle kedel- og turbinehaller i Nordkraft samt et kilometerlangt gadeforløb med hudfarvede flag og vimpler.