Ulrikke Neergaard om statue-debatten: “Det offentlige rum er fyldt med konflikt”

Verden over vælter eller ‘modificerer’ Black Lives Matter–demonstranter i disse dage statuer af de mange koloniherrer, generaler og slaveejere, der fylder godt op på pladserne i europæiske og amerikanske byer. Direktør for KØS, Ulrikke Neergaard, mener at den fortælling, der er repræsenteret i det offentlige rum lige nu, er meget entydig – men hun vil hellere supplere med nye, kritiske samtidskunstværker end rive gamle statuer ned.

Natten til mandag blev en statue af Hans Egede i Nuuk oversprøjtet med rød maling og staven i missionærens hånd omformet til en pisk, ligesom ordet decolonize og innuittiske symboler blev tagget på soklen.

Hermed blev ‘statue-debatten’ aktualiseret i en dansk/grønlandsk kontekst, og aktionen skyder sig lige ind i det stadig problematiske forhold mellem Danmark og Grønland, ligesom den rammer en betændt tå i form af Danmarks stadig problematiske forhold til sin fortid som koloni-nation.

Læs nyhed: Ukendte gerningsmænd hælder maling på statue af Hans Egede

Men aktionen taler også ind i en påtrængende diskussion om kunsten i det offentlige rum. Den viser, at kunsten i det offentlige rum betyder noget, og at det er på tide med reelle diskussioner om, hvilken kunst, det egentlig er, der er placeret rundt om på pladser og stræder, og hvad den repræsenterer.

I et manifest fra den ukendte aktionsgruppe i Nuuk hedder det:
“Det er på tide, at vi holder op med at fejre kolonisatorer, og at vi begynder at tage det, der med rette er vores, tilbage. Det er tid til at dekolonisere vore sind og vores land. Ingen kolonisator fortjener på den måde at være på toppen af ​​et bjerg. Vi er nødt til at lære sandheden i vores historie.”

En vigtig diskussion – men vær forsigtig med bare at fjerne alting

Jeg har ringet til Ulrikke Neergaard, direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum, for at høre, hvad hun tænker om hændelserne, og jeg lægger ud med at spørge hende, om man burde fjerne Hans Egede statuen.

“Mit udgangspunkt er, at man skal være meget forsigtig med bare at fjerne alting. Det er typisk noget, man gør for at slette hukommelsen”, siger hun, men understreger samtidig, at hun ikke opfatter det sådan, at netop denne aktion har til formål at slette historien:

“Handlingen er i den aktivistiske ende, men der er på den anden side ikke slået noget i stykker. Det er en slags kommentar på monumentet. Aktivisterne vil gerne minde os om, at den fortælling, der er repræsenteret lige nu, er meget entydig. Så aktionen handler for mig at se om, at man ønsker at få et mere suppleret perspektiv. De politiske intentioner, der ligger i det, kan jeg kun have forståelse for, men for mig handler det mere om, hvordan man gør det.”

Neergaards første take på diskussionen er, at man snarere end at fjerne statuer skal supplere med nyere kritiske samtidskunstværker. Hun vil være forsigtig med at rive statuer ned i, men mener samtidig, at diskussionen lige nu er vigtig, og understreger, at hun ikke er en ’hardliner’ i forhold til ikke at fjerne nogle statuer overhovedet.

“Men skal man fjerne noget, skal det ikke bare være en politisk beslutning. Der skal også faglighed og armslængde bag ligesom i alle mulige andre kulturspørgsmål. Jeg vil foreslå et tværfagligt udvalg. Det kan for eksempel bestå af historikere, kunstfaglige og repræsentanter fra mindretal og forskellige grupper. Så vi får noget omtanke i det her.”

“Man kan ikke ramme diskussionen ind til kun at handle om historie eller kun om kunst eller alene isolere det til en politisk sag. Der er mange aspekter i det. Men det er også klart, at hvis vi bare sidder og ser det hele fra et nørdet kunsthistorisk perspektiv, så misser vi også det vigtige udgangspunkt for, hvad det hele handler om.”

“Det offentlige rum er jo ikke statisk eller homogent. Det offentlige rum er fyldt med konflikt. Det er der, vi slås og er uenige. Netop derfor er det entydige monoudsagn, der får lov at stå alene, også problematisk. Så bliver det fortællingen, og så er det da forståeligt, at man får lyst til at vælte statuer eller kaste maling på dem.”

Et mere militant synspunkt er jo, at det at rive statuer ned ikke er at slette historien, men at det omvendt skaber historie?

“Det synes jeg, at der er en pointe i. Vi skaber historien med hinanden hver eneste dag. Offentlige rum er kun offentlige, hvis vi diskuterer dem. Men samtidig er jeg som museumsmenneske også interesseret i, at vi passer på kulturarven. Det er ikke nogen sort/hvid debat. Det er ikke enten eller. Det er uhyre komplekst.”

Neergaard peger på, at de styrer, som fjerner kulturhistorien og sletter hukommelsen jo ofte er totalitære styrer.

“Der tror jeg ikke, at vi har lyst til at komme hen. Men når det er sagt, er der selvfølgelig nødt til at være en genforhandling og en diskussion, så de mere entydige repræsentationer ikke får lov til at stå alene. De står jo ofte som udtryk for en anden tid, og historien skal som sagt hele tiden genforhandles.”

Forældede statuer

Rent kunstnerisk er denne form for kunst i det offentlige rum også noget, der hører fortiden til, mener direktøren:

“At lave portrætstatuer som hyldest til en enkelt person er som kunstnerisk genre også på mange måder noget, der hører en anden tid til. Vi kan f.eks. ikke i dag forestille os dronning Margrethe højt til hest, stillet op som monument midt i København. Og godt for det, for vi lever i en tid med et demokratisk sindelag, hvor vi efterspørger en fortælling, der rummer flere forskellige stemmer.”

Lav en ambitiøs politik for kunst i det offentlige rum

Neergaard mener, at hele striden om monumenter og statuers fremtid gør det påtrængende, at der udvikles en ambitiøs kulturpolitisk vision for kunsten i offentlige rum. Hun mener, at der er brug for at møde mange flere samtidige, offentlige kunstværker, der modsiger, kritiserer, nuancerer og supplerer de mere entydigt monumentale udsagn, der stadig i dag dominerer det offentlige rum.

“Vi mangler en kulturpolitik for kunst i det offentlige rum. Den her sag viser os jo, hvor vigtig den er for os allesammen – og at kunsten og byrummet hører sammen. Kunsten spiller med i, hvordan offentligheden og samtalen omkring den etableres, og det kan kunsten bidrage til på mange intelligente måder.”

Som et godt eksempel på, hvordan kunsten kritisk kan reflektere aktuelle spørgsmål i en kompleks samtid, nævner Neergaard kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets midlertidige værk When a Country Falls in Love with Itself fra 2008, hvor kunstnerne placerede et stort spejl foran Den lille havfrue.

“Jeg synes, at det er et godt eksempel, fordi det er så elegant. Kunstnerne skærer ikke i havfruen, de sprøjter ikke maling på hende. De sætter bare et spejl op foran hende, og stiller dermed spørgsmålet, om nationen bare sidder og er forelsket i sig selv. Det er en stærk kommentar, men den er også fuldstændig ikke-voldelig. Ikke desto mindre får den meget præcist naglet sin kritik, og det er jo det, kunsten kan.”

Er der et behov for at gentænke, hvordan magthavere og ofre repræsenteres i det offentlige rum?

“Der har jo været tale om et kolonihistorisk museum, og det synes jeg er en rigtig god ide. La Vaugh Belle og Jeanette Ehlers værk I am Queen Mary (et monument for Mary Leticia Thomas, oprørsleder fra St. Croix, stillet op ved det tidligere Vestindisk Pakhus i København, red.) er noget af det eneste, der taler direkte ind i den problematik, og derfor har det også fået stor opmærksomhed. Det er fattigt, at der ikke er så mange andre eksempler.”

“Det er centralt i den her diskussion, at der er nogle stemmer, der får lov til at dominere fortællingen, mens der er andre, der er voldsomt underrepræsenterede. Det råber på, at vi gør noget ved det, og det har det gjort længe. Nu er der et momentum til at gøre det.”