Under havet hører ingen dit skrig

En soloudstilling med fotos og video af Jane Jin Kaisen på Fotografisk Center gør oceanisk kultur til berusende sanselig mytologi, og deri ligger både en styrke og en udfordring.

Helt centralt i udstillingen af tre af Jane Jin Kaisens værker på Fotografisk Center, Currents, står en ny videoinstallation. Med fire gennemlyste lærreder og fem stereospor fra ti ophængte højttalere formidler Offering – Coil Embrace en mytologisk undervandsfantasi med knivskarpe optagelser.

Det er mystik i høj opløsning, indrettet bag tunge gardiner, så hverken lys- eller støjkilder forstyrrer. Skjult for verden, kan man sige, og dette beskyttede rum illustrerer måske både værkets sanselige styrke og dets kulturudvekslende udfordring.

Jane Jin Kaisen er kendt for at sætte sin personlige baggrund i spil i sin kunst. Hun blev som spæd bortadopteret fra den sydkoreanske vulkanø Jeju til Danmark, men fik som ung voksen en ny forbindelse til sin biologiske familie. Det er netop ud for Jeju, at det nye videoværk er optaget, og Offering – Coil Embrace er dybt forankret i den lokale kultur, historie og mytologi.

Bomuld med symbolik

På lærrederne følger man fire kvinder: Yoha, Susan Chu, Mooming og Neulbomal, som med uudgrundelig beslutsomhed og yndefuld elegance svømmer i hvide kjoler under vand. Bevægelserne afspilles i kælende slowmotion, mens solens stråler trænger ned i havet og dekorerer de hvide klæder med bølgende lysspil; dykkernes udstrakte tilstedeværelse under vand virker lige så naturlig som småfiskene og havgræsset omkring dem.

Fra kvindernes næser sniger langsomme iltbobler sig ud som klæbrigt kviksølv, og kameraet kæler virkelig for de perlende luftgopler. I den billedskønne æstetisering sker en ophævelse af tiden, og behovet for ilt bliver sekundært for de svømmende.

Deres fokus retter sig mod én genstand alene: et meterlangt bomuldsklæde, som så til gengæld ser ud til at fortrylle dem.
Det hvide klæde, der i den oceaniske kultur på Jeju kaldes ’sochang’, bærer på alskens lokal symbolik og forbindes både med fødsels- og ligklæder, men også med kvindelig omsorg. I videoerne her indtager det hovedrollen, og de dykkende lader til per instinkt at vide, hvordan klædet skal behandles: at det skal bringes i bevægelse, snurres om sig selv, filtres sammen og strækkes ud igen.

Karakter af levende organisme har klædet hele vejen igennem, et øjeblik som forlængelse af kvinderne selv, et andet øjeblik som en selvstændig undervandsskulptur. Det tager form som en blæksprutte eller lader uendelige tentakler indhylle kvinderne, inden det til sidst snor sig bort som en sejrende havslange.

Kvindelig dykkerkultur

Flere fortællinger er i spil her. De dykkende kvinder peger, ligesom kortvideoen Of the Sea (2013) i udstillingens foyer, i retning af den lokalhistoriske dykkerkultur ’haenyeo’, hvor kvinder forlod deres familie og hjem i længere tid for at dykke efter føde for på den måde at bidrage til økonomien.

Et ubarmhjertigt arbejde, som imidlertid knyttede bånd mellem vand og menneske, sådan som man ser det i Offering – Coil Embrace. Men også en anden overlevering sættes i scene: den om en ung, gravid kvinde, der blev kastet i havet af sine forældre og forvandlede sig til slangegudinde.

For pludselig slipper de fire dykkeres ilt op, og bomuldsklædet kaster sig over dem. Kameraet hviler på deres forvredne ansigter, vandet flyder ind i deres åbne munde, og over højttalerne forstyrres den meditative droneambiens af gutturale gisp og et panisk støjcrescendo. Og så er de væk, farveskemaet skifter til rød, tilbage er kun klædet, der slanger sig ind i havets mørke.

Men det narrative er underspillet, værket lever især af sin blotte væren og dykkernes instinktive viden om eget formål. Måske ved de endda, at de må ofres til dette enigmatiske stofvæsen, deraf værkets titel? De manglende svar er en del af værkets fascinationskraft; jeg ser de tolv minutters video fire gange, en på hver skærm, selvom forskellen på de fire kvinders dykning er minimal.

Noget drager mig ved deres intuitive forbindelse til naturen, men selvfølgelig også ved Jane Jin Kaisens fortryllende – og fortryllede – billedsensibilitet. Så meget desto mere fordi de tre lyskassefotografier i foyeren, The Pull of the Moon (2020), skabt sammen med Guston Sondin-Kung, relativt køligt og nøgternt forbinder vulkanøen med symbolske genstande i messingskåle. I videoinstallationen kommer en helt anden sanselighed til orde.

Virkeligheden trænger sig på

Offering – Coil Embrace indgår i Kaisens kunstneriske udviklingsprojekt Currents: Oceanic Cosmologies, Sustainability, Commons, and Infrastructures of Compassion (2022-24). Måske derfor fremprovokerer det også nogle generelle overvejelser om kulturudveksling, som den afgrænsede udstilling på Fotografisk Center, der tager navn efter projektet, lader stå ubesvarede hen.

For hvordan spiller det mytologiserende udtryk i særligt videoinstallationen, men for så vidt også de to mindre værker, sammen med en oceanisk kulturs vel rimelige krav på ikke at blive gjort til rendyrket folklore og shamanisme?

I en lille montre viser udstillingen opslag fra bøger og private fotos af monumenter, der hjælper med at knytte værkernes metaforik til politiske og sociale kampe på Jeju. Den flig af virkelighed giver appetit på mere, og i den bedste af alle verdener optog dette mindre hyperæstetiserede spor måske større plads i udstillingen, for det skaber en væsentlig kontrast og balance til den ellers dragende mytologisering af Jane Jin Kaisens ophav.