Under Overfladen er lidt for meget overflade

Udstillingen er kommet i stand på foranledning af Århus Kommune, som gerne vil vise sin store La Cour samling frem. For at gøre udstillingen tidssvarende og mere aktuel har Århus Kunstbygning bedt videokunstneren Rikke Benborg om at lave et videoværk inspireret af La Cours malerier.

En egentlig dialog mellem de to gode kunstnere fra hver sin tidsalder opstår dog aldrig. Hvad næsten er værre er, at kunsthallen ikke har kunnet overlade kunsten til kunstnerne, men selv har blandet sig.

Skomager bliv ved din læst!
Det har man gjort ved at belægge samtlige udstillingslokaler med grønt filt, som det man finder på minigolfbaner. Den kunstige grønne farve spejler sig oven i købet i lokalernes hvide vægge, så ligegyldigt hvor man kigger hen, slipper man ikke for at se den.

Som på en rigtig minigolfbane indeholder udstillingen også diverse forhindringer man skal spille udenom. Ulykkeligvis består de her af et par stakkels forkølede træer, som kunsthallen har plantet i udstillingslokalerne, hvor de nu kan få lov til at stå og visne.

Hvad enten det skal ses som et pinligt forsøg på at imitere naturen eller en kitchet distance til de udstillede værker er det ikke kønt, og jeg synes ikke, at det virker. Gamle La Cour må vende sig i graven ved disse ubehjælpelige forsøg på at bringe naturen ind på museet.

La Cour på sommerferie
Med hensyn til La Cour kan jeg lige så godt være ærlig med det samme. Jeg genfinder min bardoms sommerferier i hans skildringer af Mols Bjerge, heden ved Herning og skovene omkring Himmelbjerget, og det gør mig lidt forelsket i ham.

Disse erindringer er måske lige så romantiske og konstruerede som guldalderens landskabsmaleri, men det er en hel anden sag. Sagen er, at La Cour rammer mig, og han rammer godt.

Flygtig salonophængning.
Ophængningen fortjener også et par roser. Det er ved første øjekast en klassisk salonophængning. Billederne er hængt op tematisk, så skovbilleder har fået en væg for sig, aftenbilleder en væg for sig og så fremdeles.

Det der bliver rigtigt godt er, at de lidt tungere billeder som skovbillederne, er hængt op i statiske kvadrater, mens de mere lette og luftige strand- og skystudier er hængt op, så man kan fornemme motivets flygtige konsistens.

De hænger tættest mod midten af ophængningen, og der bliver så længere og længere mellem dem, jo længere ud mod kanten, de kommer – for til sidst nærmest at fordampe.

Noget ‘gammelt’ og ‘noget med natur’
Rikke Benborgs video har fået sit eget rum, som den kun deler med et par La Cour skitser, der er sat op for at minde beskueren om, hvad det er, det handler om.

Det er et flot og stemningsfyldt værk, som passer godt ind i det mørke rum, hvor det er blevet placeret.

Desværre virker det til, at Benborg har forholdt sig lidt overfladisk til La Cour. Umiddelbart kunne det se ud som om, hun har valgt at karakterisere La Cours værker som ‘gamle’ og som ‘noget med natur’, men en dybere dialog er svær at finde.

´Naturen´ har hun fået ind i værket gennem forskellige små filmstumper af fugle, som er klippet ud og sat ind på en baggrund taget fra et kinesisk skovtapet. ´Det gamle´ er opnået ved at ligge et smalfilmsfilter hen over videoen, som giver den et støvet udtryk.

Generel guldalder
Rikke Benborg har fundet al sit materiale på Internettet og derefter klippet det sammen på sin egen computer. Dette passer selvfølgeligt meget godt med guldalderens generelle måde at lave billeder på, hvor man sammenklippede mange forskellige motiver for at skabe det ideelle motiv.

Det fjerner dog ikke mit indtryk af, at iscenesættelsen af udstillingen og sammenstillingen af de to kunstnere virker konstrueret og fortænkt, og kun fungerer på overfladen; ikke under.