Under venskabelig beskydning

Anthony Spira, London, kollega, kurator
Ser du dig selv som en alkymist, der forvandler lort til guld, eller som en skade, der frit tager for sig af en stor bunke lettilgængelige ressourcer?

"Jeg er ikke interesseret i skrald i sig selv eller i at kommentere det kapitalistiske forbrugersamfund.
Det at lave kunst af fundne ting, anser jeg ikke som en måde at højne deres status på. I den forstand er lort altid lort, men somme tider også noget andet samtidigt.

Mine værker skal være transparente. Man skal kunne se, hvordan de er lavet, og de skal rumme en energi, der får dem til at se ud som om, de er banket sammen på fem minutter, selvom det ikke er tilfældet. Kunst bør ikke fungere som magi eller illusion, men som en del af virkeligheden.
Min livsstil har altid handlet om at se potentiale i det, jeg har, i stedet for at købe nyt, og jeg anser nærmest alle objekter som ressourcer. På den måde minder jeg vel egentlig ret meget om skaden."

Birgitte Pegues, mor, operationssygeplejerske
Hvorfor er det vigtigt at behandle alle ting ens? Vi ved, at diamanter og sten ikke har den samme værdi. Et barn er ikke det samme som en hundehvalp.

"Hierarkier er temmelig arbitrære og absurde konstruktioner, som vi bruger, når vi færdes i verden.
I vores kultur er sjældne ting for eksempel ofte anset for at være bedre end masseproducerede. Det komplicerede og svære er vigtigere end det lette og simple. Det, man kan forklare, står i forgrunden for det, der er svært at sætte ord på.

En plastikbalje, for eksempel, er associeret med lav værdi og anses for at være uinteressant; et symptom på brug-og-smid-væk kulturen. For mig at se rummer den en rigdom af muligheder. Den refererer til noget kropsligt, praktisk, kønspolitisk og husligt samtidig med, at den har en specifik farve, form og overflade. Hvis jeg kan få den til at blive oplevet som en idé og en form såvel som et masseproduceret redskab, man bruger, når man gør rent, har jeg opnået det jeg vil.
Værket har skabt en ny sammenhæng, hvor alle elementer – lige meget hvad deres oprindelige status var – er vigtige i kraft af deres forhold til hinanden."

Jesper Mortensen, London, partner, forsker/udvikler af computergrafik
På hvilken måde transcenderer en assemblage summen af dens elementer?

"Mine værker er et forsøg på at skære ind til benet. At bruge mondæne, værdiløse teknikker og objekter til at skabe en tankerække, en association, en refleksion eller en slags fortælling, som objekterne ikke rummede, før de blev sat sammen. Der er intet imponerende over dem, for det er simpelthen ikke det, værkerne handler om.

Når jeg ser på kunst, er jeg ikke ude efter visuel underholdning eller æstetisk nydelse. Jeg kan lide udfordringen i ikke at forstå det, der er foran mig. Det eneste jeg har at arbejde med er det, jeg kan se, og det jeg selv bringer til bordet. Værket giver mig blot muligheden for at komme rundt i øjnenes, hjernens og hjertets vinkelkroge."

Maria Zahle og Jason Dungan, London, venner, billedkunstnere
Hvad er dit forhold til formalisme?

"Jeg tror helt klart på, at det man kan se (altså form, farve, tekstur) er det primære ved et værk. Da jeg gik på kunstskole, mødte jeg mange, som talte om det, man ikke kunne se; idéerne bag værket, hvad det handlede om og betød, og hvad det mindede beskuerne om. Den slags samtaler fandt jeg dybt frustrerende. For i den situation er præmisset for oplevelsen ikke længere det visuelle sprog, men en verbal fortolkning af idéer.

Udgangspunktet for oplevelsen af et værk er for mig altid det formelle. Men i modsætning til formalister (og som så mange andre postmodernister) er jeg interesseret i vekselvirkningen mellem referencen til hverdagen (kosteskaftet, lampeskærmen, vaterpasset) og den rent formmæssige oplevelse (linjen, plisseringerne, den fede gule streg).

Det er som at forsøge at læse to tekster samtidig med hver sit øje; hjernen kan kun forstå én tekst ad gangen, så selvom begge øjne ‘ser’, er det kun det ene, der tager information ind. Man vælger skiftevis den ene tekst frem for den anden.

Det er samme dynamik, jeg er interesseret i at arbejde med. Et objekt eller element kan have flere kvaliteter og betydninger. Beskueren må hele tiden vælge."

Phyllida Barlow, London, ven, billedkunstner
Er dit arbejde ‘piget’?

"Man snakker sommetider om mandlige kunstneres arbejde som ‘macho’. Brugen af ‘kolde’ materialer som metal, hårde kantede linjer og en skrabet minimal stil (tænk: Richard Serra), eller det Pollock-lignende rå, splatteragtige og energiske udtryk.

Set i den sammenhæng er mit arbejde temmelig piget. Der er masser af dims og dut, ‘bløde’ materialer og objekter (uld, filt, kunstigt hår, frynser, skum, plastikbaljer, lampeskærme) og et væld af referencer til det feminine (billeder af kvinder, hoveder og noget, der minder om hår, hud, bryster og munde). Det er vigtigt for mig, at mit arbejde ‘bekender kulør’ i forhold til den virkelighed, jeg lever i som kvinde.

Jeg har dog ingen feministisk agenda som sådan. Mit udgangspunkt er blot de oplevelser, jeg har, samt mine interesser og min smag. Og så er det feminine og pigede interessant, fordi det refererer til udseende, overflade, ynde og elegance, ligesom kunst jo ofte gør."

Anthea Hamilton, London, ven, billedkunstner
Fortæl om noget, der er tabu i dit arbejde.

"At snyde. At komme til noget for nemt eller uden at gøre det ordentligt.
Jeg tror ikke, snydeparametrene er rationelle eller relaterer særligt til, hvad jeg ellers går og laver. Jeg ser dem mere som manifestationer af nogle grundlæggende indre kampe, jeg har med mig selv i studiet.

Der vil altid være et eller andet, der er snyd. Ofte har det at gøre med ikke at være seriøs, professionel eller tålmodig nok. Det er idéen om, at noget skal være svært, krævende og tage lang tid frem for at komme let og hurtigt. Det går lige tilbage til de hierarkier, jeg nævnte tidligere."