Undskyld, vi er her

Jeg drømmer om, at kunstnere ikke skal undskylde, at de er kunstnere. Jeg drømmer om, at kunstnere og profesionelle kulturarbejdere som en selvfølge får løn som fortjent. Dette fordi markedet og kunderne er villige til at betale. Men også fordi staten og kommunerne ønsker at støtte kunsten og kulturen, så det hele hænger sammen.

Statens Kunstfond har nyligt kørt en kampagne, der skal få flere til at holde af dem. Du kan se filmen om bogen her (1:00 minut) og filmen om maleriet her (00:54 minut).

I år rådede Statens Kunstfond over cirka 540 millioner kroner til fordeling blandt samtlige kunstarter over hele landet. Af disse er to millioner øremærket forskning og kommunikation. Det er herfra fonden har finansieret den ovenfor omtalte kampagne.

De seneste mange år er fondens midler hvert år blevet beskåret, og det forlyder, at de igangværende finanslovsforhandlinger beskærer bevillingen, så Statens Kunstfond i 2018 kommer til at råde over mindre end 500 millioner kroner.

Mere om kampagnen her

Tak til dig!
Kampagnens tekst bedyrer at: “Takket være dig, kan Statens Kunstfond hvert år støtte mere end 6000 små og store kunstprojekter. Vi investerer kunststøtten i spirende talenter og ambitiøse projekter. Formålet er at fremme dansk kunst, så vi alle sammen kan opleve kunst af høj kvalitet, uanset hvor man bor.”

Statens Kunstfond ville med kampagnen hverken nå “kultureliten eller kulturskeptikeren, men primært de kulturforbrugende borgere – og særligt de unge, hvor kulturen er en livsstil, der dyrkes i alt fra festivaler og teater til dansk design,” jævnfør pressemeddelelsen fra Mindshare, der vandt udbuddet fra Statens Kunstfond.

Kampagnefilmene, der har kørt som betalt reklame på TV2 Play, YouTube og Facebook, skulle ses af mindst en halv million seere og vises omkring fire millioner gange. Kampagnen afsluttedes for en uge siden og er ved at blive evalueret.

Det er mit indtryk, at mange finder kampagnen latterlig. Denne fornemmelse bygger jeg på kommentarer via sociale medier, velvidende at min omgangskreds næppe er repræsentativ for den brede befolkning.

Ynkelig legitimering
Jeg synes, kampagnen er ynkelig, for det burde ikke være sådan, at Statens Kunstfond skal legitimere sig og gå på charmeoffensiv.

Vi taler om Statens Kunstfond! Altså den mikrolille del af Familien Danmarks husholdningsbudget, som går til kunst og kultur. Vi taler ikke om sleske ejendomsmæglere, bankrådgivere motiveret af personlig profit eller lobbyister med skjulte dagsordner.

Vi taler om Statens Kunstfond, den styrelse, som hører under Kulturministeriet, samt de fagudvalg, der tæller udøvende kunstnere. Altså en flok veluddannede akademikere, der gør sig umage med at varetage og formidle kulturarven og sikre gode betingelser for den skabende kunst i nutiden og fremtiden. Undskyld, vi er her.

Halvhjertet engagement i kulturen
Meget skal man høre, før ørene falder af. Men der går nogle vanvittige rygter om, at VLAK-regeringen ønsker at nedlægge Statens Kunsfond. Dét ville i sandhed være liberal politik, og måske ville det slet ikke være så ringe endda. Luk biksen. Det koster for meget. Afkastet har ingen værdi.

Der har siden 1964 været politisk flertal for Statens Kunstfond. Det er der måske ikke længere. Hvad ville der ske, hvis den blev sløjfet?

Der ville måske ske det, at et eller flere partier, der aktuelt ikke sidder i regering, langt om længe helhjertet ville begynde at se på kulturpolitikken og række en hånd ud mod kunstlivet. Jeg venter. Jeg håber, at jeg når at se det ske. For jeg har sagt det før, og nu siger jeg det altså igen: Vi har aldrig haft en mere kulturløs regering end den nuværende.

Hvad skal vi gøre?

Engang drog kunstnerne og intelligentsiaen til Paris, Berlin, New York eller London. Blandt kolleger er det blevet en joke at sige “lad os flytte til Norge”. Dette fordi broderlandet prioriterer kunsten og kulturen på en helt, helt anden vis end her til lands. Også Sverige trækker. Eller Tyskland. Det siges, at i Tyskland taler man om kunsten, mens vi i Danmark laver den selv.

Hæv barren
Det er hyggeligt, at så mange er kreative. Men det er skidt, hvis enhver samtale om kunst og kultur i den offentlige debat begynder med laveste fællesnævner. Den nylige kampagne har næppe gjort noget godt for dette forhold. Måske tværtom.

Hellere så jeg, at styrelsen og ministeriet stillede krav til landets kulturledere om at være mere synlige i den offentlige debat. Sådan gør man i mange andre demokratiske og moderne samfund.

Her lader man operadirektøren, teaterdirektøren og museumsdirektøren få taletid. Her lader man rektorerne tale om tendenser og kommende kunstnergenerationer. Man lader dem, som ved noget, begynde samtalen.

Dét ville være langt mere effektivt end en kampagne og reklamer på tv. Man kunne spørge, om man overhovedet kan reklamere for Statens Kunstfond ved at købe reklamer på tv.

Hvad om vi går ud fra, at Statens Kunstfond gerne må være her. Hvad om vi selv tror på det og går ud fra, at kunsten og kulturen er berettiget!

Det ville være befriende og bestyrkende, hvis vi ikke skulle begynde med at undskylde, forsvare, forklare og legitimere os selv.

Sikke en skøn debat, vi kunne få, hvis vi talte lidt mindre om pengene og hvad de bruges på. Er det for meget at forlange, at vi i stedet taler om kunsten og det, som kunsten taler om. Er det?