Den unge europæiske kunstscene tager til Nordjylland

JCE (Jeune Creation Europeenne) Biennalen er en biennale for ung samtidskunst i Europa. Biennalen samler otte talenter under 35 år fra hvert af de syv deltagende lande; Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Polen, Letland og Danmark, og de 56 kunstnere bliver så vist på en turnerende udstilling på museer og kunsthaller i de respektive lande. Danmark er med for første gang, og af alle steder er det Kunstbygningen i Vrå, der har organiseret den danske udvælgelse og viser talentudstillingen på dansk jord.

Hvad JCE Biennalen er for en fisk, kan umiddelbart være lidt svært at få hold på, men noget tyder på, at den kan være en vigtig udstilling, som nyder en vis bevågenhed. Eksempelvis er Willem Boel efter udvælgelsen til biennalen blevet tilbudt en soloudstilling på selveste Palais de Tokyo i Paris.

Under alle omstændigheder er det stærkt gået af Kunstbygningen i Vrå, som med udstillingen pludselig markerer sig som et udstillingssted for samtidskunst, man må regne med. Altså: Ønsker man sig et udvidet blik på en europæisk talentmasse, må man hoppe på toget til Nordjylland – for det er ikke i København, Aarhus eller Odense, det sner.

Samtidig bliver Kunstbygningen med deltagelsen i biennalen en del af et internationalt netværk af udstillingssteder med en vis pondus. Listen over udstillingssteder tæller blandt andet Villa Olmo Como, Italien, som viser udstillinger med verdenskunstens helt store (modernistiske) kanoner.

Kvalitetsudsving
Lad det dog være sagt med det samme: niveauet er ujævnt. Udvælgelsen er tilsyneladende foregået på forskellig vis og efter forskellige kriterier af de forskellige nationale juryer. Nogle steder på baggrund af en censureret udstilling, andre steder via open calls. Visse kunstnere er meget grønne, mens andre – eksempelvis de danske – allerede har relativt tunge cv’er. Det giver en udstilling med et kvalitetsspænd fra værker, man tænker, måske var gået gennem censuren på Kunstnernes Påskeudstilling, til værker, der – ja – kan optræde på Palais de Tokyo.

Ligeledes er ideen med at strukturere udstillingen i syv nationale deludstillinger udtryk for en utidssvarende tankegang. ‘Det nationale’ er bare ikke aktuelt længere i kunsten, og man kunne med fordel have skabt mere logiske og dynamiske korrespondancer værkerne imellem, hvis man kunne kombinere på tværs. Men sådan er udstillingens præmisser nu en gang, og man kan heldigvis gøre sig rigtig gode nedslag i en kompakt udstilling uden en overordnet tematisk ramme – hvilket oprigtigt talt også kan være befriende en gang imellem.

Dansk kurateret udstilling
Vi kan jo starte med det danske hold, som består af Ditte Knus Tønnesen, Valérie Collart, Amalie Jakobsen, Astrid Myntekær, Christine Overvad Hansen, Nanna Riis Andersen, Johanne Skovbo Lasgaard og Dan Stockholm. Denne selektion skiller sig faktisk ud på udstillingen – både hvad angår kvaliteten af de enkelte værker, men også i forhold til den samlede præsentation. Her fungerer værkerne sammen. Den danske jury har – i modsætning til de øvrige – tydeligvis valgt at kuratere i udvælgelsen og har åbenbart haft materialet til at gøre det.

De otte danske kunstnere arbejder alle ud i et skulpturelt felt og med en udpræget sans for kunstværkets materialitet. Hænderne er i stoffet så at sige. Hos Ditte Knus Tønnesen er fotografiet ikke serveret som flad repræsentation på væggen, men med fysikalitet og vilje til at indtage rummet. Johanne Skovbo Lasgaard skaber fritstående processuelle ‘maleriobjekter’, Nanna Riis Andersen lader skulpturen falde organisk fra væggen, mens Astrid Myntekær driver magnetiske mønstre frem i magiske bowler. Selv når det er mest minimalt og cool som i Amalie Jakobsens stramme vægobjekter, viser det sig, at de rektangulære kasser er skabt af udspændte olivengrønne latexbånd. Jo, det spiller. Den danske afdeling ligner en rigtig udstilling.

Smeltede colaflasker med mere
En sådan sammenhængskraft finder man ikke i resten af udstillingen, og ej heller en lignende kvalitativ konsistens. Men filtrerer man deciderede skæverter fra – som eksempelvis portugisiske Filipa Silveira, Letiske Atis Izands  og franske Francois Malingrëy – er der lovende takter mange steder.

Materialitets-sensibiliteten findes andre steder i udstillingen, og skulle armen vrides om, og en tendens på en ung europæisk kunstscene udsiges ud fra denne sprælske udstilling, må det være den.

Tatiana Wolska er god med sin pangrøde, hængende skulptur skabt af smeltede colaflasker. Endnu bedre og med surreel snert er Anna Ill Albà. Et lagen af sammenflikkede lærredsstumper på en fjedermadras korresponderer med et lignende objekt, der strækker sig spøgelsesagtigt op ad væggen. Helt sarte og poetiske står Guilia Berras skrøbelige tegninger med fjer og tråd.

Sort olie
Har man fået nok af den materialebevidste træghed og savner en mere udadvendt, samfundsrelateret power, så er der et par nålestiksindslag på udstillingen. Lauris Vitolins installation befinder sig et sted mellem hospitalet og autoværkstedet, og den kinetiske fontæne med spildolie bærer titlen Dunkel og fremstår som en mørk (klimapolitisk) kommentar til det destruktive kredsløb, menneskeheden fra et vist synspunkt synes at gentage i uendelighed. Spanske Monica Planes Castan benytter offentlige afspæringsbomme som grundelementer i sine ‘lænestole’ og kæder på den måde den offentlige kontrol sammen med privatsfærens sociale regulering.

Til slut kan nævnes Qingmei Yao, der i sit dobbelte videoværk udstiller pengekredsløbets absurditet ved i en performativ handling på gaden at gnide en euroseddel i stykker, hvorefter man i næste video ser selvsamme seddel sat under hammeren på auktion – nu med voldsom værdiforøgelse.

Alt i alt er JCE Biennalen et overflødighedshorn. Man kan betragte biennalen som et udtryk for et enormt kulturelt overskud:  at der til stadighed er denne strøm af unge kunstnere, der arbejder med seriøsitet, dedikation og energi. Tak for initiativet, Vrå!