Ditte Knus Tønnesen

Ditte Knus Tønnesen

Den storslåede natur og forholdet mellem det naturlige og det menneskeskabte er temaer, der går igen i Ditte Knus Tønnesens fotografiske værker. Men udtrykket er fjernt fra det klassiske landskabsbillede og materialet langt fra det blanke fotopapir. Knus Tønnesen arbejder konceptuelt og rumligt med fotografiet, og i sine værker overskrider hun grænserne for mediets traditionelle udformning.

Ditte Knus Tønnesen
Kunstner

Om
Ditte Knus Tønnesen er født 1982 i Aarhus . Hun er uddannet fra The Glasgow School of Art, Fine Art Photography, i 2008. Knus Tønnesen er desuden co-founder af udstillingsstedet GREEN IS GOLD. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Installation, skulptur


Ditte Knus Tønnesen arbejder med fotografiet i et udvidet felt og bevæger sig i grænselandet mellem fotografi og rumlige konstruktioner. Hendes værker er ofte sammensat af flere dele og udfolder sig som mixed media-installationer i beskuerens rum. Med sine værker tydeliggør hun, at det fotografiske medie ikke nødvendigvis skal befinde sig bag glas og ramme, men også kan have en skulpturel fremtræden.

En stor del af Ditte Knus Tønnesens værker er udført med en speciel fotoemulsions teknik, der gør det muligt at fremkalde negativer direkte på MDF, bambus, cement og lignende materialer.

Ditte Knus Tønnesen er optaget af vores forhold til naturen – både den storladne, utæmmede natur og den menneskeskabte. Et gennemgående motiv i hendes værker er grænselandskaber, hvor den vilde natur møder et landskab, som mennesket har udnyttet eller omstruktureret bl.a. ved udvinding af naturressourcer.

Med sin utraditionelle måde at arbejde med fotomediet på og med en motivverden, hvor tingene ikke altid er, hvad de i første omgang giver sig ud for at være, skubber Ditte Knus Tønnesen til vores forestillinger om, hvad der er accepterede sandheder. Verden kan være anderledes eller forstås anderledes, hvis vi er opmærksomme.