United Colors of Evaristti

Hvis det eneste du ved om Marco Evaristti er, at han mishandler guldfisk, så tag til Kolding og find ud af, hvad det er manden vil med sine provokerende kunstprojekter.

Lige nu kan du se en fint tilrettelagt og lige tilpas formidlet retrospektiv udstilling, som udfolder en række centrale projekter i et komprimeret format, som de fleste vil kunne overkomme, hvis de ønsker at blive klogere på kunstnerne Marco Evaristti.

Lige på og hårdt
Marco Evaristti vil konfrontere vores dobbeltmoral, de politiske overgreb og den hensynsløshed, som lever i skyggerne under overfladen på det vel-iscenesatte system. Igen og igen pirker han til det problem, at mange af vores overbevisninger er strategiske nødløsninger og selvbedrag, som i virkeligheden ofte står i vejen for det, vi og verden i virkeligheden har brug for.

Hvis der er en ting i vores samtid, der på godt og ondt påvirker vores oplevelser og former vores forventninger og holdninger til livet, så er det den allestedsnærværende iscenesættelse: Alt politisk, socialt og økonomisk iscenesættes ned i mindste detalje og med forskellige mere eller mindre udspekulerede hensigter for øje.

Iscenesættelse
Marco Evaristti viser os, hvor omfattende  iscenesættelserne er, og hvordan de kan fungere som legitimering af – i etisk forstand – problematiske handlinger og som skjold mod uvelkommen kritisk modstand og stillingtagen, til ting og forhold, som ofte i virkeligheden, er langt mere ideologiske, end de udgiver sig for at være.

Han peger på den kynisme, den menneskeforagt og den grådighed, som styrer meget af den kommercielle og politiske iscenesættelse, som finder sted overalt i verden.

Apropriationskunst
Man kan sige, at Evaristti for at få sit eget budskab frem, approprierer såvel kunstens som reklamens sprog, og på den måde balancerer hans strategi på en knivsæg mellem disse to verdener og med fare for at falde i klichéfyldte huller i dem begge. Kunst og reklame har efterhånden  meget til fælles, og penge, magt, chok og lir spiller en rolle begge steder.

Det mærker man tydeligt, når man bevæger sig rundt i salene på Trapholt mellem forsølvede bronzeskulpturer af sprængte menneskekroppe, catwalk for dødsdømte og narkomalerier. Værkerne har ofte været meget kostbare at udføre, og de ligner enten kunst eller reklame og i sagens natur er de begge dele. Det i forening med det utilslørede og ofte brutale indhold er både forførende og kvalmende.

Undervejs kom jeg  til at tænke på United Colors of Benneton, der med den karismatiske og visionære Oliviero Toscani bag kameraet mindst lige så effektfuldt har sat tilsvarende emner på dagsordenen – blot omvendt ved at låne kunstens sprog og bringe det til udtryk ovre i reklamens på samme måde spektakulære og prestigiøse verden.

Magt og ansvar
Jeg ved ikke, om kunsten kan forandre verden – men jeg anerkender på den anden side, at kunsten udgør en magtfaktor, og derfor bifalder jeg den position i kunsten,  som fordrer af kunstneren, at han forholder sig til magtpotentialet, og at han – når han vil lave politisk kunst – er sig bevidst om og fuldt ud tager ansvar for effekterne af sine handlinger. Også når de udsættes for den potensering, som kontakten med kunstverdenen medfører.

Det synes jeg, at Marco Evaristti gør – også når effekten er ustyrlig og voldsom. Det beviste han allerede i 2002, da slørhalen Helena – med hjælp fra en sensationslysten  presse – endte sine dage i en blender, og efterfølgende og igen med hjælp fra pressen opnåede martyrstatus overalt i det tilsyneladende moralske og dyreetiske Danmark.

Og det understreges af hans egne ord i interviewfilmen på udstillingen og af hans kærlige og utopiske Pink State, som inviterer alle til at blive ’statsborgere’ i Pink State på den betingelse, at de resten af deres liv forbliver gode ved sig selv, ved hinanden og ved naturen.

Det er en smuk tanke med et selvindlysende budskab, som når det kommer til stykket, kræver meget stor indsigtsfuldhed og selvkontrol at efterleve.

Selviscenesættelse
Problemet nu for kunstneren Marco Evaristti er at forvalte sin egen succes og den maksimerede selviscenesættelse, som årene på kunstbanen efterhånden har bidraget til for ham personligt.

Selv tror jeg endnu på, at han er  lykkeligst, når han er i færd med at udføre et projekt, langt væk fra kunstinstitutionen og publikum. Det er også der i den direkte kontakt med andre menneskers liv, kroppe og kropsvæsker, at tingene for alvor bliver virkelige.

Den tanke ramte mig meget stærkt, da jeg på vej fra et rum til et andet passerede tre boksebolde fyldte med afklippet hår fra muslimer, kristne og jøder: Det lugtede umiskendeligt af krop, forfald og mennesker – og DET rørte mig på en dybt sanselig og urovækkende facon.

Ego?
Tiden fremover vil vise, om Marco Evaristti kan tæmme sit ego på en måde, så han ikke mister jordforbindelsen. Kan han det, er der nok endnu et par alvorlige og paradoksale emner i verden for ham at gå i clinch med.

I mellemtiden må vi, der ser hans kunst, på samme måde bestræbe os på at tilsidesætte egen magelighed for i dialogen med værkerne at forholde os åbent og reflekterende til de i virkeligheden ganske urovækkende, dilemmaer, som kunstneren viser os, og som han selv med sin person som indsats tager livtag med.

”Min kunst er kommunikation”, siger Evaristti. MEN den kræver, at nogen vil kommunikere – også selv om det gør ondt.

Det kræver især også – og det er lige så urovækkende – at afstanden mellem kunstner, værk og beskuer ikke bliver for stor, og der kan selve udstillingens overflade – dens reklamestil så at sige – bidrage til, at man godt kan slippe derfra med den holdning, at disse ting ikke vedkommer en.

Og desværre er menneskesindet så viseligt indrettet, at det samtidig helt fortrænger den kendsgerning, at gør man det, så er man i alarmerende grad selv en forbenet kyniker.