Usikker catwalk med fine kreationer

Glimrende værker af international klasse giver ikke per automatik gode udstillinger. Dét er Out of Fashion på Gl. Holtegaard desværre et eksempel på.

OCCF#1, Maiken Bent, 2012. Pressefoto Gl. Holtegaard.

Glimrende værker af international klasse giver ikke per automatik gode udstillinger. Dét er Out of Fashion på Gl. Holtegaard desværre et eksempel på.

Det første værk, der møder os, er videoen af Elmgreen & Dragsets Prada butik in-the-middle-of-nowhere. Få skridt længere inde i udstillingen møder vi bl.a. Institute for Figurings skulpturelle værker af affaldsmaterialer, et stort billedtæppe af Grayson Perry og Maiken Bents installatoriske skulpturer i læder, reb, stof og kæder.

Disse fire værktyper er på sæt og vis eksemplariske for udstillingen. Out of Fashion synes nemlig at slå en række spor an, der peger i retning af tekstilet. Klædedragt, mode, tekstilets iboende udtryk og betydningsskabelse er blot nogle stikord i så henseende.

Spor uden destination
Men den fine prioritering af alsidigheden i anvendelsen af materialet bliver imidlertid til en ”nå-agtig” fornemmelse, som man bevæger sig gennem udstillingen. For sporene er ikke tilstrækkeligt artikulerede eller formidlede i udstillingen. Ofte står man tilbage med spørgsmålet: Hvorfor vise netop dette værk i denne sammenhæng – og kunne det ikke ligeså godt være skiftet ud med et andet? Jeg savner i den grad kuratorisk skarphed, finesse og overblik.

Ikke mindst når pladsen er så begrænset som på gl. Holtegaard, ville et fokus have skabt en samlet oplevelse, der faktisk gav os et bud på det særegne ved tekstilet i samtidskunsten. I stedet står vi tilbage med en sammenstilling af værker, der ikke rigtigt pejler noget.

Markader på mit tøj, Gudrun Hasle, 2005-2008. Pressefoto Gl. Holtegaard.
Markader på mit tøj, Gudrun Hasle, 2005-2008. Pressefoto Gl. Holtegaard.
Den personlige historie
Når dette er sagt, så må det understreges, at udstillingen rummer glimrende og stærke værker. Særligt de værker, hvor det personlige står tydeligt frem, ramte mig.

Her skal nævnes Gudrun Hasle (der i øjeblikket indgår i mange forskellige købanhavnske udstillingssammenhænge), der med sine subtile, stille værker indbyder til et intens møde, hvor et traditionelt broderi bliver til et refleksions- og fordybelsesmedie.

Hos Kaarina Kaikkonen – der på Out of Fashion viser installationerne Queen of the Night og Forget Me Not – er værkerne ligeledes dybt forankret i hendes personlige historie. Værkerne kan forstås som en bearbejdelse som tabet af eller mindet om hhv. hendes mor (de omformede sko) og hendes far (fra lillepigekjolen til faderens skjorter). Eller, man kan blot nyde den store skulpturelle og rumlig begavelse, der ligger bag værkerne og deres evne til at pirre vores visuelle interesse. 

Queen of the Night – detalje, Kaarina Kaikonen, 2006. Foto: Rasmus Vestergaard
Queen of the Night – detalje, Kaarina Kaikonen, 2006. Foto: Rasmus Vestergaard

At skabe med den kollektive forventning
Modens og i bredere forstand klædedragtens identitetsskabende funktioner berøres i flere værker. Fra Elmgreen & Dragsets paradoksale Prada butik til Yinka Shonibare Mbe dragende Un Ballo in Maschera. I det smukke videoværk får Verdis opera om mordet på den svenske Kong Gustav III en ny referenceramme, idet rokokokjolerne er skabt af traditionelle afrikanske tekstiler og på den måde har skiftet ”identitet”. Resultatet er et virkningsfuldt clash mellem Europa og Afrika samt en interessant tematisering af den kollektive forventning til klædedragtens signalkraft.

En kommentar til modeuniverset og kroppen er også Erwin Wurms drive. I en række småskulpturer berører han således tøjets og kroppens funktion som symbolsk identitetsbærer. Samme grundtema genfindes i fotoserien Untitled (Claudi Schiffer). Dette projekt fra 2009, der oprindeligt var udført for Vogue, kan ses som en konkretisering af den identitets-tomhed, som moden også rummer. At vi alle kan formes til noget andet, hvis vi blot gør, som moden foreskriver.

Forget Me Not, Kaarina Kaikonen, 2008 (dog stedsspecifik installation). Foto: Rasmus Vestergaard.
Forget Me Not, Kaarina Kaikonen, 2008 (dog stedsspecifik installation). Foto: Rasmus Vestergaard.
Untitled (Claudia Schiffer), Erwin Wurm, 2009, C-print. 144 cm x 114 cm, ed. 3/5. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard. Pressefoto Gl. Holtegaard.
Untitled (Claudia Schiffer), Erwin Wurm, 2009, C-print. 144 cm x 114 cm, ed. 3/5. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard. Pressefoto Gl. Holtegaard.

I værkerne artikuleres dette ved, at model-ikonet par excellence Claudua Schiffer følger modens (fotografens) ordre og indtager paradoksale, ligegyldig og udstillende positurer. Skønt begge projekter rummer Wurms karakteristisk humor og rammesættelse af kulturel spørgsmål, havde jeg dog gerne set tungere værker af kunstneren.

Det levende materiale
Et lille rum er på Out of Fashion dedikeret til den performative del af samtidskunsten. Det er rigtigt godt, at denne del af samtidskunsten inddrages. På trods af en lidt stedmoderlig præsentation – det er vanskeligt at udstille denne type af værker – så får vi gennem dokumentationer af forskellige forestillinger og performance et lille indtryk af værkernes potentiale.

Her vil jeg særligt nævne Hotel Pro Forma, også som en opfordring til at se efter denne gruppe live.

Materiale eller værk
I stedet for at fremhæve flere værker – og værk-niveauet er ganske højt, så flere kunne snildt være nævnt – skal et mere generelt forhold berøres afslutningsvist. For mig at se, er udstillingens bedste værker alle karakteriseret ved kunstnerisk konsekvens og integritet. Men de er også kendetegnet ved, at materialet og dets indlejrede potentiale bruges som, ja et materiale.

Artist's Song, Lilibeth Cuenca Rasmussen, 2007, Still fra performance video. Et lidt paradoksalt kuratorisk valg af det ellers glimrende værk, da tekstilet ikke fylder meget her. Foto: Lasse Bak Mejlvang.
Artist’s Song, Lilibeth Cuenca Rasmussen, 2007, Still fra performance video. Et lidt paradoksalt kuratorisk valg af det ellers glimrende værk, da tekstilet ikke fylder meget her. Foto: Lasse Bak Mejlvang.

Det er måske så simpelt, at det ikke giver mening at tale om materialet som drivkraft. Lidt firkantet sagt ser kunstnerne sig sikkert ikke som ”tekstil-kunstner” (eller mode-kommentatorer). Valget af materiale, medie og udtryk vælges i relation til dét, som det givne projekt fordrer. Set i det lys kunne der argumenteres for, at tiden kan være løbet fra samtidskunstudstillinger, som forsøger at stille skarpt på ét materiale.

Out of Fashion er som udstillingen en broget forestilling. Vi bliver ikke meget klogere på tekstilets position i samtidskunsten (måske fordi det ikke har én position), men snarere oplever vi, hvorledes tekstilet som et almindeligt kunstnerisk materiale finder anvendelse. Og, så er udstillingens egentlige gevinst, at vi møder enkelt værker af høj kvalitet.


Fakta

Out of Fashion – tekstiler i international samtidskunst

5 apr 2013 30 jun 2013

Zac Monday, Yinka Shonibare MBE, Nicholas Hlobo, Moran Sanderovich, Maiken Bent, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Kaarina Kaikkonen, Institute For Figuring, Hotel Pro Forma, Gudrun Hasle, Grayson Perry, Erwin Wurm, Elmgreen & Dragset, Cosima von Bonin, Brian Getnick, Alice Creischer

Gl. Holtegaard Se kort og tider

Fakta

Out of Fashion er arrangeret i samarbejde med KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg og vises der 14. sept. 2013 - 5. jan. 2014

Udstillingen ledsages af et katalog med tekster af Professor ved Goldsmiths, London, Janis Jefferies, Seniorforsker ved SMK, Birgitte Anderberg og direktør Mads Damsbo.