Utidig indblanding af det meste

Siden 1975 er tidsskriftet Victor B. Andersens maskinfabrik udkommet i alt 34 gange med ujævne mellemrum. Det kunstneriske materiale i skriftet har altid været en blanding af poesi, billedkunst, annoncer, dokumenter fra hverdagen, portrætter af kendte og ukendte, mm.
Det brogede materiale er naturligvis kommet fra en lige så broget flok af bidragydere, hvis praksisformer ikke lader sig nævne under en fælles. Alt dette og en god portion mystik og humor har givet bladet et særligt inklusivt præg, hvor kunst, kommers og fikumdik bliver et stort kaotiske udtryk. Maskinfabrikken udgør en alternativ (plat)form for tværdisciplinær distribution af kunstnerisk materiale og alt muligt andet løjerligt.

Fabrikkens værkfører har fra produktionens begyndelse været billedkunstner Kenn André Stilling, for hvem den åbne struktur, legen og spillet, samt det kunstneriske eksperiment har været vægtet med forrang. Skriftet har fra begyndelsen været suppleret af en række andre praksisser, med eksempelvis forlaget Sommersko som startede i 1972, Café Sommersko (Danmarks første café) fra 1975, Café Dan Turell fra 1977, samt en stribe andre aktiviteter.
Victor B. Andersens Maskinfabrik er altså en hybrid platform – tidsskrift, cafékultur og tværkunstnerisk praksis samlet i ét – et bud på en intens sammensmeltning af kunst, hverdagsliv og erhvervsliv. En velsmurt maskine, der med mange praksisser og satsninger udgjorde en lille offentlighed, der kontinuerligt nedbrød grænserne mellem fin- og populærkultur.

Den vakre læser er sandsynligvis allerede med på antagelsen om at Victor B. Andersens maskinfabrik er mere end blot et tidsskrift, der formidler kunst i ord og billeder. Victor B. er en særegen platform, i sig selv et kunstprojekt, en tværkunstnerisk og tværdisciplinær praksis, og i særdeleshed en alternativ form for udstilling og distribution af kunstnerisk materiale. Sidstnævnte antagelse vil på de følgende linier være omdrejningspunktet i omegnen af tidsskriftet Victor B. Andersens maskinfabrik og andre relaterede skrifter.

alternative presses / small press / little magazines
Dele af poesien (den nyeste / eksperimenterende) har ligesom den eksperimenterende og hybride kunst i moderne tid udspillet sig på mindre scener og i en mindre offentlighedsramme – i kunstneriske, sociale og politiske systemer og netværk hinsides hvad man kunne kalde en ”dominerende kultur”.
Med skiftende vægtning og placering i en art modkultur, som et greb (lyst) eller en præmis stillet af omverdenen (nød), har den eksperimenterende kunst således skabt alternative kunstneriske infrastrukturer og publikationsformer grundlagt på særlige sociale og tekniske vilkår. Vilkår som i samme åndedræt har genereret nye æstetiske muligheder. Et vandmærke som på engelsk går under betegnelsen little magazines, som følgende vil være min tese i forhold til tidsriften Victor B. Andersens maskinfabrik. Begrebet må naturligvis medieres under vejs, specielt mht. begrebet modkultur, som i alle øvrige sammenhænge må problematiseres.
Med Victor B. er det væsentligt at pointere, at skriftet sjældent er eksplicit politisk. Mest oplagt er det at karakterisere bladet som en konsekvent styren udenom og driven en uendelig strøm af kommentarer, vittigheder, holdninger, øgenavne og historier frem til en kaotisk mængde divergerende udsagn. Eksempelvis står der i nr. 25. ”Hun er dum – Kærlig Hilsen Pia” med en pil pegende på en mørk kvinde.

Det inklusive træk gør det mindre interessant at tale om en redaktionel linie og altså et direkte formuleret program af kunstnerisk eller politisk karakter. Det særlige ved Victor B. er at tidsskriftet konsekvent placerer sig midt i den dominerende kultur, men heri behændigt styrer udenom de forventninger, kategorier og dogmer som ligger i det herskende system.

I modsætning til en række andre tidsskrifter og kunstpublikationer, som kunne gå under betegnelsen little magazine eller alternativ press, er Victor B.’s indpakning ganske ordinær; A4-hæfte, 160 sider, sort/hvid-print og mimer således andre magasiner (trods udeladelsen af kulør og glittet papir). Eksempelvis Bo Bedre og Weekend sex, som Kenn Andre Stilling hævder er magasine forbilleder.

I en anden grøft kan nævnes amerikanske Aspen – The multimedia magazine in a box (1965-71) og danske ta’BOX (1969-70), som begge var karakteristiske ved deres monstrøse karakter af bogobjekt, som gav dem en mere eksklusiv karakter i brugen af materialer, skønt begge var fremstillet billigt og simpelt. Men på indholdssiden bar begge disse magasiner præg af en lignende inklusiv karakter mht. et sirligt udvalg af kunstnerisk og hverdagsligt materiale i nær kontakt med fluxus-kunsten.

Aspen, ta’BOX og Victor B. kan alle betragtes ud fra begrebet assembling (navngivet efter det amerikanske tidsskrift assembling (1970-89)), som kort fortalt går ud på, at en række personer inviteres til at bidrage med et element, der oftest kun er underlagt begrænsninger i forhold til formatet. Hos Aspen var det en varierende størrelse på den samlende box og i ta’BOX en A4-kuvert eller pose. I begge tilfælde var det muligt at inkludere mindre tredimensionelle objekter. Assembling-traditionen bruges oftest i betegnelsen af netop periodikaer eller enkeltudgivelser af objekt-karakter, men når det kommer til organiseringen af stoffet er strategien kompatibel med Victor B.
Den åbne struktur og et yderst heterogent indhold, der ikke kan reduceres til en genre eller stil, er kendetegnende for assembling og Victor B. I maskinfabrikken er de enkelte tekst- og billedbidrag yderst sjældent underlagt redaktionelle eller layoutmæssige forandringer. Typisk er tekst og billede printet direkte fra den modtagne original, hvormed man får den direkte gengivelse af et digt, som det så ud da det eksempelvis forlod Peter Laugesens skrivemaskine, eller de tilfælde hvor kunstneren har sat noter på bidraget, spildt kaffe eller skrevet en hilsen til redaktionen, ja så er disse naturligvis også gengivet.

I mødet med Victor B. Andersens maskinfabrik og dets mangfoldige indhold af yderst forskellig karakter, stilles man ofte overfor det principielle sprøgsmål ”er det kunst?” eller ”hvorfor er det kunst?”. At disse spørgsmål trænger sig på kan skyldes at vi sjældent præsenteres uformidlet for kunst, men at det netop oftest er formidlingen eller institution der ophøjer materialet til kunst.
Hos Victor B. får man kunsten sort på hvidt eller møder en gråzone mellem værk og kunstnerisk praksis, samt tekst- og billedmateriale i al almindelighed. Betragtet historisk er Victor B. Andersens maskinfabrik et vægtigt dokument om de sidste tredive års kunst og kulturhistorie, men har tilsvarende noget at byde på i forhold til vores samtid, med henblik på den tværdisciplinære praksis, anderledes distribution og fremstilling af kunst.
Samtidskunsten har eksempelvis de senere år eksperimenteret med nye publikations- og udstillingsprojekter, hvor kunstens mere direkte møde med publikum, frem for det teoretisk formidlede, har været i højsædet. Eksempler på dette kunne være tidsskrifter og publikationer som Publikation uden navn, Pist Prota og *(asterisk) hvor alt rundt om kunsten, data om ophavsmænd, interviews, begrebsapparater og teorier, er sorteret fra. Mere støj og utidig indblanding, mere Victor B. –