Utopien lever!

45 billedkunstnere – herunder årets afgangskursister fra Kunsthøjskolen på Ærø – bryder ind i landskabet med kunstværker i og omkring havnebyen Søby på Ærø i årets SommerSkulpturSøby. Det er den femte biennale med samtidskunst på den sydfynske ø. Det er strømførende værker, som skærper opmærksomheden over for omgivelserne – og lægger op til kritisk refleksion og diskussion.
Til hverdag bor der godt 6000 mennesker på den 30 km lange ø Ærø, men om sommeren opsøges den af tusindvis af turister. Det er derfor med velberåd hu, at forstanderen for Kunsthøjskolen på Ærø, Susan Hinnum, nu for femte gang kuraterer en skulpturbiennale i sommermånederne.

De 45, overvejende kvindelige kunstnere, som deltager, arbejder primært i tre dimensioner. Biennalen markerer ikke kun Ærø som kulturø, men helt specifikt Søby og den nærliggende kunsthøjskole som et center for samtidskunst på en ø, der ellers i høj grad lever på fortidens storhed. Biennalen trækker derfor et nyt og yngre kulturpublikum til.

Også de 16 kursister, som netop har afsluttet et ni måneder langt kunstfagligt forløb med intensiv coaching, undervisning og kunstneriske eksperimenter i værkstederne, bidrager til biennalen. Det er en genial idé at lade de unge kunstnere in spe slutte forløbet af med at udstille sammen med ældre, professionelle kunstnere, som de parentes bemærket også har boet sammen med på højskolen i dagene op til åbningen. I øvrigt er 14 af kursisterne blevet optaget på et kunstakademi i Danmark eller i udlandet, altså en optagelsesprocent på 87,5. Det er et bragende flot resultat, der beviser, hvor seriøst og ambitiøs der arbejdes på kunsthøjskolen.

Utopia på Ærø

De fleste turister, som ferierer på Ærø, sætter kursen mod Marstal eller Ærøskøbing, der jo er to attraktive, gamle søfarts- og købstæder. Ikke helt så mange besøger kystbyen Søby på øens vestlige side. Hver dag sejler der en færge mellem Søby og Als, som man kan se langt ude mod vest fra Søby Havn. Her er også et skibsværft og en forunderlig, hollandsk inspireret mølle, hvis hele ‘bygningskrop’ er tækket med strå. Efterhånden, som man får set alle biennalens værker, lærer man den lille by med de mange snoede veje og bakker godt at kende. Herunder nogle nedrivnings-dømte huse, som kunstnerne har kunnet intervenere frit i.

Kommer man sejlende vestfra, er det første kunstværk, man ser, et kæmpestort, sort skilt, hvor der med tydelige, hvide typer står ordet Utopia. Dette værk, som er konciperet af Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark, varsler den besøgende om Ærø som en fremtidsvision à la Thomas Mores berømte roman fra 1516. Men på Ærø nøjes man ikke med at drømme om en bedre fremtid; her forsøger man aktivt at skabe en. Fx indvies om få år verdens første eldrevne færge til Als. Og mange på øen eksperimenterer med projekter inden for bæredygtighed og økologi, ligesom den offentlige buskørsel er gratis. Med deres værk åbner de to kunstnere, som selv bor og arbejder på øen, op for muligheden af, at det umulige kan ske.

Spøgelsesbus

Inde på havnen kan man så tage en bus videre rundt på øen – tror man. Det viser sig imidlertid at være et utopisk busstoppested. Bussen vil aldrig kunne køre hen til stoppestedet, og skiltet med køreplanen er også tomt. I stedet kan man stille sig på fliserne og tage på en fantasirejse. Værket, der er en 1:1 genskabelse af et rigtigt busstoppested, er lavet af kursisten Mai Northcote Sørensen.

I havnen kan vi opleve mange andre værker. Et af de meget synlige er kursisten Felix Harpøth Dreesens søfartssignal med titlen (Z)ulu (L)ima. Deres signal er modtaget, men ikke forstået. Værket er udført i bemalet træ. Det henviser til et kommunikationssvigt mellem fartøjer på havet, der ikke kan afkode hinandens signaler, men har selvfølgelig også global adresse, idet det mere generelt påpeger den manglende vilje til at forstå ‘de andre’ = ‘de fremmede’.

Skriggrønne kæmpestole

På havnen møder vi også en vild, surreel vandkunst; Heaven’s Mouth af Nanna Abell. En hvid vandslange, der slår knuder på sig selv som et garnnøgle eller en Midgårdsorm og udspyr vand. På et lille torv ikke langt derfra kan man opleve Kirsten Justesens tre ikoniske, grønmalede stole i megastørrelse – Udsigt fra stol til stol – som første gang blev vist på Sophienholm i 1989, og som nu optræder i en rekonstrueret udgave. Værket inviterer børn og barnlige voksne til at kravle op på stolene og opleve verden fra andre vinkler og højere oppefra. Desuden kan man blive sig hensat til barndommen, fordi man føler sig så lille på disse skriggrønne kæmpestole.

Kunstnerne har med få undtagelser valgt stedet, før de producerede værket. Det gælder eksempelvis kursisten Jens Vilhelm Ploug, der er rykket ind i et nedrivnings-dømt hus og har forsynet dets vinduer med antichok-tæpper og har vendt siderne med guldfolie udad. Dette hus står og gløder som guld i sollyset, som var det et skrin. Andres skrald bliver i denne kunstners håndtering transformeret til guld.

Stigende vandstand

I et andet kondemneret hus på havnen har seks afgangskursister fået frie hænder til at skabe interventioner – også af radikal art. Lasse Skytte Frederiksen har eksempelvis erobret et helt rum med totalinstallationen Udkast – igen efter devisen ”den enes skrald er den andens guld.” Af kasseret metalaffald har han svejset en art Frankensteinfigur – et skelet med sener, muskler og ben. Den ligner en blanding af et af anatomen Günther von Hagens hudløse, plasticerede lig og en skraldeskulptur af Robert Jacobsen. Den unge kunstner har desuden malet et all over ekspressivt vægmaleri i syrede farver. Det er et magtfuldt udsagn om livet som på én gang skrøbeligt og uovervindeligt.

I et andet rum er kursisten Hedvig Tygstrup gået mere reduktivt til værks, idet hun med værket The Question of Futures har savet store huller ud i trægulvet. Publikum spadserer usikkert rundt for at undgå at falde ned i hullerne, hvor cementgulvet og de bærende bjælker er blotlagt, og hvor hun har installeret hussvampe og tilført grønne silikonevandpytter med mug. Et destabiliserende og uhyggeligt fremtidsscenarium, der adresserer den globale klimakrise med stigende vandstand.

Kærlighed og nostalgi

Inde i Søby Kirke finder vi Marianne Hesselbjergs symbolske værk Agape – det oldgræske ord for den ubegrænsede kærlighed og nåde fra Gud til menneskene. Denne nåde strømmer som vand fra en hane ned i et kar med hul i. Hesselbjergs værk består af to metalkar, der ligner gamle bødkertønder med mellemrum mellem de kileformede træstave, så nåden kan strømme ud af karrene, der derfor aldrig bliver helt fyldt.

Ved den lokale bager og café læner Martha Kramærs nostalgiske værk Efter skoletid – en gipsafstøbning af en skoletaske – sig op ad en træstamme og påminder om det leben, der tidligere udspillede sig i Søbys gader, da skolebørnene endnu færdedes her: Søby Skole blev lukket i 2013 pga. en skolesammenlægning.

Alternativt selvportræt

På et torv med en bænk, hvor lokale pensionister ofte samles for at drikke en bajer, har kursisten Sikker August Frandsen skabt et alternativt selvportræt med titlen Measurements. Det er hans personlige mål, som han har udmålt ved hjælp af spændremme, som han har støbt i beton. Alle ting har et mål – og nu har han så synliggjort sine egne. De mål, som han har lige nu som 20-årig. De er monteret såvel horisontalt som vertikalt på pladsen og fungerer som luftige skulpturer, der omkredser et mellemrum.

I Søby Møbelhus på vej tilbage til færgelejet i Ærøskøbing kan man opleve et andet næsten usynligt værk. Her har kursisten Sara Liv Hermansson indsat en fladskærm med klip fra populære talkshows, som især bliver sendt om aftenen. Sådanne tv-udsendelser er typisk optaget i et studie med en sofa med interviewofferet – for at skabe intimitet. Akkurat som familien Danmark, der samler sig i sofaen foran skærmen. Og vi, kunstpublikummet, sidder tilsvarende i møbelbutikkens salgssofaer og kigger på. Danskerne tilbringer i gennemsnit 111 minutter om dagen foran tv-skærmen. Sofaen blev oprindeligt konstrueret som samtalemøbel. Nu er det mere en biografstol, hvor alle kigger samme vej – på skærmen. Et spændende ”mediesociologisk” studie.

Et af biennalens mest spektakulære og sjoveste bidrag er Benedikte Bjerres arkitektoniske intervention SPACESCALESPEEDSYMBOL: Fire luftbaserede skulpturer, monteret på taget af Aktivitetshuset, pumpes op hver hele time og udfører i løbet af fem minutter en ”live performance”, hvor de vajer i vinden og puffer til hinanden som urolige ben. En hilsen til Willy Ørskov fra det 21. århundrede.

Lidt længere mod øst står kursisten Kristina Fernos’ 20 små, gulmalede, vindmøller med titlen The Answer is Blowing in the Wind. De udsender kvidrelyde – som for at give den ellers usynlige vind, der bl.a. transporterer pollen og producerer el, ”stemme”.

Det er spændende at gå på ”skattejagt” i Søby. Man leder efter kunstværker, ligesom i kunstparker som Wanås i Skåne og Tickon på Langeland og får så samtidig set nogle oversete men skønne pletter på Ærøs landkort. Husk, at rundturen gøres bedst til fods eller på cykel, for bussen kører ikke ;-).