Marianne Hesselbjerg

Som billedhugger beskæftiger Hesselbjerg sig generelt med typiske temaer om form og indhold, materialitet og struktur. Værkerne balancerer et sted imellem en større fortælling og et rumligt, minimalistisk fromsprog, hvor du sjældent finder fysiske spor fra skabelsesprocessen. Hun arbejder med skulptur i et bredt felt i forskellige materialer, men fælles for dem alle er et køligt og minimalistisk udtryk. Hendes praksis strækker sig over flere år, der er domineret af forskellige spring i både form og udtryk. Går du igennem hendes karriere, finder du alligevel elementer, der går igen på tværs af tid såsom afspærringer, den ovale form og ”kølige” materialer som stål og aluminium. Trods værkernes minimalistiske udtryk bærer Hesselbjergs værktitler imidlertid altid en større indsigt og flere betydningslag.

Hesselbjerg arbejder stedsspecifikt med udgangspunkt i rummet, hvorfra hendes værker tager sin form og får sit materiale. På den måde bliver værkerne skabt ud fra et sted, hvad enten det er galleriet, naturen eller en hel by. Værkerne bliver skabt til det enkelte rum, og man fristes til at sige, at værkerne på én og samme tid erobrer og smelter sammen med rummet. De vokser ud af væggene, de er placeret direkte på gulvet uden en sokkel, de spejler rummet i deres materiale, der kan være skinnende aluminium eller vand, og de fungerer som blokader midt i rummet. Derfor er rummet ligeså vigtigt for værkerne, som værkerne er for rummet.

Grænser, overgange og overskridelser af disse er én af de tematikker, der ofte bliver behandlet i Hesselbjergs værker. Store skulpturer i form af rumlige blokader, der fysisk inddeler rummet og udfordrer beskuerens færden, er blandt de tilbagevendende elementer i hendes karriere, der fysisk inddeler rummet og udfordrer beskuerens færden. Et af hendes tidlige hovedværker, Nålehækken fra 1985, fremstår netop som en afspærring, der sætter fokus på grænser. Værket er seks meter langt og består af et grid af stræknet, der med sine 2200 nåle af 80 cm skaber en interferens, som får skulpturen til at synes levende og i bevægelse.