Utzons fantastiske fatamorgana-museum var uegnet til Jorn

Fatamorgana er et optisk bedrag, frembragt af luftspejlinger. Vi kender klicheen om den tørstige ørkenfarer, der ser oaser, som ikke er der. Jørn Utzons uopførte projekt for Silkeborg Museum – tænkt til at huse Asger Jorns samling – er et sådant fatamorgana. Det blev aldrig til noget, og måske er det meget godt. For selvom modeller og animationer på udstillingen Fatamorgana om det uopførte museum på Utzonmuseet i Aalborg peger i retning af en bygning, som ville have givet helt unikke, rumlige oplevelser, ville museet næppe have været særlig velegnet til kunst – i særdeleshed ikke Jorns samling, som primært er en malerisamling.

I 1950-60’erne – på højden af sin internationale karriere – var det Jorns idé at skabe et museum i Silkeborg for samtidens internationale kunst. Jorn var opvokset i Silkeborg, og det var typisk for den anarkistiske kunstner at placere sin betydelige samling af egne og kollegaers værker på god afstand fra enhver form for kunstnerisk centrum.

Jorn var livet igennem optaget af samspillet mellem kunst og arkitektur. Under sit første ophold i Paris i slutningen af 1930’erne deltog Asger Jorn i Le Corbusiers projekt for Pavillon des Temps Nouveaux på Verdensudstillingen i 1937. Denne erfaring gjorde stærkt indtryk, selvom Jorn senere stemte sig op mod mesterarkitekten og udviklede en fundamental kritik af (billedløs) funktionalisme og rationalisme i moderne arkitektur. Dette førte blandt andet til stiftelsen af ‘trods-bevægelsen’ Mouvement internationale pour un Bauhaus Imaginiste i 1954 – en bevægelse, der netop søgte at skabe synergi mellem billedkunst og arkitektur. Jorn organiserede flere kunstnermøder under dette tema i Albisola i Norditalien, hvor han i perioder boede og arbejdede med keramiske rumudsmykninger.

Den bløde funktionalist
Jorn foreslog Jørn Utzon som arkitekt til museet i Silkeborg. Han var på det tidspunkt i gang med Operahuset i Sydney, og Utzons bygninger var – i modsætning til hardcore funktionalismen – netop kendetegnet ved skulpturelle former og bløde linier. Desuden havde stjernekunstner og -arkitekt en fælles forkærlighed for forhistoriske og ‘primitive’ kunstformer.

Udstillingen i Aalborg fokuserer på det første projekt, som Utzon præsenterede i 1964 – et projekt, som har opnået stor berømmelse. Mange fremhæver det som det væsentligste af Utzons ikke-opførte projekter (og der er mange!). De to nederste af bygningens tre etager skulle ifølge Utzons plan være under jorden. Rummene skulle have en huleagtig karakter, hvor gallerierne havde form som krokusløg, og hvor en slyngende nedadgående rampe skulle føre gæsten rundt i museet. Dette første projekt var blandt andet inspireret af huler med udhuggede Buddha-figurer i Kina.

Projektet blev skrinlagt pga. tekniske problemer, og heller ikke det næste forslag, Utzon tegnede, der skulle bestå af en række additive atelierbygninger, som slyngede sig gennem landskabet, blev til noget.

Med på 3D-museum
På udstillingen fortælles historien om museumsplanerne og mødet mellem Jorn og Utzon via plancher, billeder, modeller og videoer mm. Man kan også tage et par 3D-briller på eller træde ind i små ‘huler’ og opleve større animationer, som skal give en mere kropslig og sanselig oplevelse af, hvordan det ville være at være i arkitekturen. Det gør det også, omend man selvklart ikke slipper for den kunstige fornemmelse af være placeret i et computerspil.

Utzon havde en stærk fornemmelse for dynamiske rum, og målet om at føre de besøgende gennem snoede forløb, at ‘sænke’ dem ned i dybet, for at skabe rumlige overraskelser og lysfald i de bløde løgformede gallerier, fornægter sig ikke. Bygningens indre ville utvivlsomt have budt på unikke rumlige oplevelser. Det ville have været stor arkitektur!

Kæden hopper af
Men hvad med kunsten? Hvordan skulle samlingen præsenteres i disse storladne, organiske og buede rammer. Jo, Jorn og Utzon forestillede sig, at malerierne skulle hænge frit i rummet, da vægfladerne netop ikke var flade. Her hopper kæden af.

Jorn var en sammensat figur. Han var optaget af, at kunsten skulle spille en samfundsmæssig rolle, at den kunne tilegne sig en udvidet funktion og være mere end dekoration på borgerskabets vægge. Blandt andet derfor var han optaget af gesamtkunstwerket, hvor kunst og arkitektur kunne komplementere hinanden. Men i tilfældet omkring Utzon-projektet forekommer ideen mere teoretisk end gennemtænkt.

Den kunst, museet skulle huse, altså Jorn-samlingen, bestod jo – ud over grafiske arbejder og mindre skulpturer – fortrinsvis af såre traditionelle, rektangulære malerier, skabt til at blive betragtet som selvstændige, autonome kunstuniverser inden for billedrammen. Det var altså ikke værker, der som sådan forholdt sig til sine rumlige omgivelser.

Gesamtkunstwerk-tanken folder sig mest plausibel ud i tanken om, at de dele af de løgformede kupler, der rejste sig op over jordoverfladen, skulle være beklædt med keramiske værker i stærke Jorn-farver.

Næppe et nyt Utzon/Jorn-museum
Utzons fatamorgana-museum kunne muligvis have fungeret som ramme for visse af eftertidens installationskunstnere, men det er svært at se Jorn-samlingen præsenteret på vellykket vis her.

I dag arbejder man i Silkeborg på at få et nyt Museum Jorn til at afløse det nuværende, som opførtes i 1982 efter tegninger af Niels Frithiof Truelsen. Mig bekendt er der ingen, der taler om at genoptage Utzon-projektet!