Værtskabets politik

Lilith Performance Studio fejrer i disse dage 10 års jubilæum med en serie performances med middagsselskabet som tema. Den tredje performancemiddag står den nigerianske kunstner Odun Orimolade bag, og spørgsmålene om de skjulte intentioner, de sociale hierarkier og anerkendelsen af den anden er i centrum.

I alle kulturer er middagsselskabet en central og social øvelse, der sætter de sociale hierarkier i scene og anerkendelsen på prøve. I kunsten er middagen typisk et socialt format, der undersøger etiketter, normer og sociale forskrifter. I samtidskunsten har middagsselskabet måske særligt handlet om at undersøge det kollektive. Det er også det, der sker ved Lilith Performance Studio i Malmø – en af Skandinaviens mest profilerede institutioner for performancekunst.

Kunst som etikettens normbrud
I stil med snaps og selskabslege kan kunsten være nedbrydende for de reservationer, man kunne have for at slå sig løs. Og det er netop disse løsslupne selskabsleges udfordring af de sociale dynamikker og hierarkier, som Odun Orimolade iscenesætter i sin performanceinstallation Kalo Kalo, der på nigeriansk (yoruba, som er et blandt hundredvis af sprog i Nigeria, og som er kunstnerens modersmål) betyder et spil med usikker udgang. Orimolades tre-dages middagsselskab er den tredje af fire middage i efteråret, der markerer Lilith Performance Studios 10 års jubilæum.

”Det afhænger altid af hierarkier og et særligt mål, man har som vært med at samle mennesker. Og det er det, jeg forsøger at gøre klart. Ingen af os, jeg eller publikum, er i total kontrol. Det drejer sig om situationens politik og et sammenspil, hvor jeg via legen forsøger at få frigjort et engagement,” forklarer kunstneren.

”Det er det, jeg elsker ved kunst. Den her følelse af: Ok, nu er vi i den her situation sammen med alt, hvad det indebærer,” istemmer Elin Lundgren, der har drevet Lilith Performance Studio sammen med sin partner Petter Petterson siden 2007.

Værtskab og anerkendelse
I det store, hvidmalede rum er der lagt i ovnen til leg og fest. En kæmpe kageopsats møder én som det første. Et overflødighedstårn af sukkerstads og drikke. På gulvet er der lagt madrasser ud til et siddende publikum, der modsvares af et stort lykkehjul og en række vilde rekvisitter langs den modsatte væg – redskaber til sytten forskellige selskabslege. Noget virker velkendt, hockeystave blandt andet, imens andet får tankerne til at søge. Der er i det hele taget leget med det familiære og fremmede.

Odun Orimolade tager fat i en af de stråkoste, der står i én af krukkerne:

”En kost er i en europæisk kontekst ofte forbundet med hekse, men i Nigeria har kosten mere en funktion som drømmefanger – et objekt, der renser dårlige energier ud fra dit indre og holder onde magter for døren.” Hun fortsætter energisk og med store, smilende øjne:

”Jeg har altid ønsket mig, at jeg kunne have deltaget i nogle af Salvador Dalís middagsselskaber, for han holdt sådan nogle, og de skulle have været komplet sindssyge. Og på samme måde handler det her på den ene side om middagsselskabets etikette – hvordan du besvarer henvendelser, hvordan du skal respektere andres rum – men primært om, at du er inviteret ind i mit hoved, og at jeg som en selvfølge vil udfordre hele ideen om, hvad man bør og må gøre,” understreger kunstneren, der i performancen er mangedoblet som ti værter, der styrer slagets gang. Og den kontrol – eller forsøg på samme, er hele kernen:

”Når man er vært orkestrerer man en situation, og ligesom i livet er der politik til stede i alt, hvad man gør, samtidig med at der er personlige agendaer, der er skjulte. Det er jo helt basalt. Hvis jeg spørger dig om noget, vil du ikke blot svare, men forsøge at svare på en måde, som du tror, jeg ønsker at blive besvaret. Når man er vært, udspiller både det planlagte og det ikke-planlagte sig på samme tid. Man har både magt, kender sine egne intentioner, men kan aldrig forudse, hvad der sker. Du er almægtig og afmægtig på samme tid. Kernen af denne performance ligger netop i anerkendelsen af den anden og dette tvetydige magtforhold. Vi tester hvor langt, vi kan strække den anerkendelse,” forklarer Odun Orimolade.

Forventninger og overlevelse
Selv ved Lilith Performance Studio er der nogle meget faste forventninger til, hvad en middag er, og duoen bag har med vilje valgt fire værker, der ifølge Petter Petterson har et meget udfordrende greb om middagen som fænomen:

”Jeg ser dette værk som en meget grundlæggende undersøgelse af, hvad en middag er, hvorfor vi er sammen, og hvad man forventer, når det sker. Det hele er meget uforudsigeligt, fordi alle bliver så involveret i værket. Værket handler i den forbindelse også meget om de fordomme, der kan være i forhold til den afrikanske kultur.”

”Det her er en situation, hvor jeg forsøger at narre dig til at give slip på ting, som du normalt ikke ville. Normalt ville jeg gøre mig sårbar ved at investere mig selv i et håb om at få noget specifikt fra dig, men i denne sitution er det mere orkestreret, men jeg har stadig brug for gæsternes respons og engagement, og de vil blive både hyldet og tabe stort. Det vil være konstant flydende, fordi vi altid forsøger at indordne os – konfirmere vores position for at overleve. Du ejer intet i denne sammenhæng, for det vil hele tiden ændre sig,” uddyber Odun Orimolade.

”Og når du accepterer en invitation, accepterer du også at indordne dig til en vis grad under andres intention og magt,” pointerer Elin Lundgren og suppleres af Petter Petterson:

”Lige nu ved vi ikke om folk vil være glade eller sure, når de går. Det bliver muligvis ret følelsesladet.”