Valg: Hvad vil politikerne med kunsten?

Vil politikerne øge kulturbudgettet? Hvordan skal midlerne fordeles mellem store institutioner og mindre kunstnerdrevne steder? Og hvor går grænsen for statens indblanding i kunstens indhold?

Moderaterne, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Konservative giver i denne artikel deres syn på netop det.
* Efter flere henvendelser, har Venstre og Liberal Alliance valgt ikke at deltage.

Når talen falder på kulturbudgettet, bliver kulturpolitik hurtigt til prioriteringspolitik. Helene Nyborg Bay, leder af Kunsthal Charlottenborg understreger, at et stærkt og stabilt kulturbudget er afgørende for at sikre et levende og mangfoldigt kunstliv. 

“Et bæredygtigt kulturbudget som en investering i samfundet hvad angår evnen til kritisk tænkning, kulturel dannelse og den demokratiske samtale,” uddyber Helene Nyborg Bay.

Men er politikerne villige til at øge budgettet?

Hos Moderaterne er meldingen fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt kort og direkte:

“Ja. Så enkelt kan det siges. Og modsat andre regeringer har jeg bevist, at det ikke kun er snak.” Han understreger, at finanslovsforhandlinger altid indebærer hårde prioriteringer, men han har stadig tilgode at opleve andre partier inkludere kulturlivet i deres hovedprioriteter.

Hos SF’s Charlotte Broman Mølbæk er ambitionen om flere midler også tydelig, men fokus ligger især på adgangen til kunst særligt for børn og deres mulighed for at deltage i kunsten. 

“Kunst skaber værdi og fællesskaber, også for dem, der ikke bliver professionelle kunstnere. Samtidig vil vi styrke vækstlaget, så nye kunstnere fortsat kan bidrage med nye perspektiver” pointerer Charlotte Broman Mølbæk.

Karen Grøn, museumsdirektør for Trapholt Museum, stemmer i om behovet for adgang, allerede fra barnsben.

“I en tid med megen tale om åndelig oprustning håber jeg snarere, at politikerne vil rette blikket mod en håndelig oprustning: hvordan vi skaber rammer, der giver alle borgere mulighed for en skabende praksis – at synge, male, brodere eller snedkerere.” 

Karen Grøn fortsætter: “Kort sagt at være mennesker, der med egne hænder og egen krop kan skabe i verden. Det begynder med børns adgang til kunstneriske fag og kan følge os gennem hele livet, hvor det giver trivsel, retning og adgang til meningsfulde fællesskaber.”

Flere penge og mere adgang er også på dagsordenen hos Enhedslisten, men her er kobles flere penge til kulturen direkte til et styrket demokrati:

“Kulturen er en grundlæggende del af et demokratisk samfund, og derfor skal den offentlige støtte styrkes.” lyder det fra Enhedslisten i et officielt svar fra partiet.

Hvor Moderaterne, SF og Enhedslisten svarer et klart ja til flere penge til kulturen, er svaret ikke entydigt fra hverken Socialdemokratiet eller de Konservative. 

I svar fra Socialdemokratiet fremhæver partiet kulturens betydning – men peger samtidig på nødvendigheden af politiske prioriteringer:

“Kunst og kultur betyder meget – både for den enkelte og for Danmark som helhed. Det er med til at samle os og give os mulighed for at indgå i meningsfulde fællesskaber.”

Samtidig understreger partiet, at kulturen skal prioriteres i balance med andre samfundsopgaver, som forsvar og velfærd, og prioritering skal selvfølgelig ske sammen med de andre partier.

Hos De Konservatives kulturordfører Helle Bonnesen møder spørgsmålet om flere penge en mere afventende tilgang:

“jeg synes, det er vigtigt at se på, hvad vi vil, end bare begynde at snakke om penge,” siger Bonnnesen og tilføjer:

“Skal vi styrke kulturen generelt? Ja. Betyder det flere penge? Måske. Men hvad vil vi? Inden vi begynder at tænke på bare at kaste penge efter noget, som vi ikke ved hvad er”

Men i kunstlivet handler kulturpolitik ikke kun om bevillinger, men også om de signaler, politikerne sender til feltet.

På Kunstmuseum Brandts i Odense håber direktør Stine Høholt, at en kommende regering fortsat vil se kunsten som en central del af samfundet.

“Det er mit håb, at den kommende kulturminister og nye regering vil tage handsken op fra den nuværende og fortsætte med at tale kunsten op. Vi har haft en kulturminister, som har troet på kunsten – og den tillid og tro har bredt sig som en positiv spiral. Det har styrket vores branche at have en minister, som er genuint interesseret i kunst.” 

“Jeg håber, at de kommende politikere vil se og forstå kunstens potentiale for Danmark og danskerne i en geopolitisk urolig tid.” afslutter Stine Høholt.

Et andet centralt spørgsmål i kulturpolitikken handler om fordelingen af midler mellem store institutioner og det mindre, kunstnerdrevne felt. Hvordan sikres vilkår for både de store kunstinstitutioner og de mindre udstillingssteder – og kan der være plads til begge?

For kunstner Sonja Lillebæk Christensen, medstifter af Udstillingsstedet Sydhavn Station, er spørgsmålet knyttet til de konkrete rammer for kunsten i byen. Hun peger på de stigende lejepriser, som presser kunstnerdrevne udstillingssteder, og foreslår blandt andet, at kommuner i højere grad får mulighed for at tilbyde gratis eller billigere leje til mindre kunstnerdrevne rum.

“Kunstnerdrevne udstillingssteder i vores boligområder bidrager til og øger vores allesammens velfærd.” udtaler Sonja Lillebæk Christensen.

“Måske kunne der drysses lidt magi her – ved at gøre det lettere for os at blive i byen. Vi giver meget tilbage til lokalområderne, når kunsten vises dér, hvor folk bor.”

For hende handler kulturpolitik derfor ikke kun om store institutioner eller nationale strategier, men også om de steder, hvor kunsten møder hverdagen.

Enhedslisten peger på samme udfordring:

“Mindre kunstnerdrevne steder og projekter har ofte svært ved at få stabile midler,” lyder det fra Enhedslisten, der understreger, at det ikke skal være på bekostning af de større kulturinstitutioner.

Enhedslisten ønsker derfor at målrette en del af en fremtidig stigning i kulturstøtten til netop det frie kulturliv. 

På Kunsthal Charlottenborg understreger kunsthalsleder Helene Nyborg Bay betydningen af samspillet mellem forskellige typer institutioner.

“Både store institutioner og mindre udstillingssteder er afgørende for et sundt økosystem i kunstverdenen."

Hun forklarer, at, hvor de store institutioner kan løfte omfattende produktioner og internationale samarbejder, fungerer mindre steder ofte som laboratorier for nye idéer og kunstneriske stemmer.

Spørgsmålet om kulturmidler handler dog ikke kun om institutionernes størrelse, men også om geografi. Hvor i landet kunsten findes – og hvem der har adgang til den.

Hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt er der opbakning til både de store institutioner og de mindre steder.

“Det er alfa omega at vi både har store og små kulturinstitutioner (…) både i de tyndtbefolkede områder og i storbyerne.”

Hos SF kobles diskussionen også til geografisk balance. Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk peger på, at kulturpolitik i høj grad også er landdistriktspolitik.

“Vi skal gøre det endnu nemmere for folk at kunne udfolde sig kreativt, selvom de bor uden for de største byer.”

Hos både Socialdemokratiet og de Konservative fremhæves museumsreformen som et forsøg på at skabe en mere balanceret fordeling af kulturmidlerne i landet.

“Alle skal have lige adgang og mulighed for at deltage i kultur- og foreningslivet – uanset hvor man bor, hvor gammel man er eller hvilken økonomisk formåen man har. (...) Vi har gennemført en museumsreform med det formål at sikre en bedre geografisk balance og økonomisk fremgang for danske museer i hele landet,” lyder det fra Socialdemokraterne i et svar fra partiet.

De Konservatives Helle Bonnesen ser på reformer som et redskab til netop at justere balancen i kulturlivet.

“Vi har lavet en museumsreform, hvor har vi kigget på mange faktorer, herunder geografi (...) Nogle reformer er gode værktøjer til at sikre, at vi får en god geografisk balance”

Men uagtet geografisk placering, opstår også et andet spørgsmål, når staten finansierer kunsten, hvor tæt må politikerne gå på kunsten?

For selv om armslængdeprincippet længe har været en grundpille i dansk kulturpolitik, vender debatten jævnligt tilbage – særligt når kunsten provokerer.

Debatten om kunstens frihed er langt fra ny.
Men i de senere år er spørgsmålet om politisk indblanding igen dukket op i kulturdebatten.

Da en kopi af Frederik V-buste i 2020 blev kastet i havnen fra Kunstakademiet, udløste det politiske reaktioner langt ud over kunstfeltet. Senere fulgte debatten om Jens Haanings værk Take the Money and Run, hvor tomme rammer på et museum fik flere politikere til at stille spørgsmål ved statsstøttet kunst. Og i Ibi-Pippi-sagen blev diskussionen om kunstens grænser igen løftet ind på Christiansborg.

Når kunsten provokerer, opstår spørgsmålet derfor igen: hvor langt bør politikere gå i forhold til kunstens indhold?

I Danmark har svaret traditionelt været armslængdeprincippet – idéen om, at politikerne fastsætter rammerne for kunststøtten, men ikke bestemmer kunstens indhold.

Hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt er holdningen klar:

“Jeg står op for armslængdeprincippet. Politikerne laver naturligvis lovgivningen og rammerne, men skal ikke beslutte hvilke værker, der skal indkøbes eller hvilke teaterstykker, der skal opsættes. Det er en farlig vej forbeholdt diktaturstater.”

Hos SF er formuleringen endnu mere kontant. Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk advarer mod en udvikling, hvor politikere begynder at styre kunsten.

“Det skal staten overhovedet ikke blande sig i.”

Hun peger samtidig på, at netop kunsten har en rolle i demokratiet ved at kunne udfordre magten.

“Det er noget af det allermest farlige i tiden,” siger hun om politikere, der vil bestemme, hvad kunstnere må udtrykke.

Hos De Konservative fremhæves armslængdeprincippet som centralt for kulturpolitikken, men dog skal der være plads til debat.

“Umiddelbart er det ikke statens opgave. Vi skal værne om armslængdeprincippet som et grundprincip,” siger Helle Bonnesen og fortsætter:

“Staten må gerne have en holdning, det er svært ikke at have en holdning, men armslængdeprincippet skal altid være det førende.”

Hos Enhedslisten er meldingen dog en del mere skarp. Staten skal holde sig helt væk. 

“Politikere skal ikke bestemme kunstens indhold eller vurdere konkrete værker”

Fra kunstinstitutionernes side ses princippet som mere end en administrativ model. For kunsthalsleder Helene Nyborg Bay handler det om kunstens rolle i et demokratisk samfund.

“Et grundlæggende princip i et demokratisk kunstliv er armslængdeprincippet.”

Hvis politikere begynder at blande sig i kunstens indhold, risikerer det, mener hun, at begrænse kunstens mulighed for at skabe refleksion og debat i offentligheden.

Kunsten står sjældent øverst på den politiske dagsorden, alligevel formes dens vilkår netop her. 

I finanslovens prioriteringer, i fordelingen mellem store institutioner og små kunstnerdrevne steder og i de principper, der afgør, hvor fri kunsten er til at udfordre samfundet.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor meget kunst et samfund vil støtte – men hvordan rammerne for kunsten bliver til.