Vegetativ shoppetur i Vejle

Nyskabende by-design i græs
I begyndelsen af juni kunne man, hvis man færdedes i byrummet i Vejle, betræde nye græsgange. Skulpturen Tiden går slyngede sig foran banegården som naturstier i dialog med de offentlige granitbænke og Bjørn Nørgaards skulptur Himmelstigen fra 1998. I shoppinggaden Vestergade kunne man opleve og indsnuse duften af 1350 m2 grøn eng, kunstprojektet Grønvestergade. De lange græsruller lå i gaden i otte dage, men nåede at overraske, forundre og begejstre mange butikskunder og forbipasserende, så længe det varede.

Billedkunstner Marianne Jørgensen har i Vejles bymidte bearbejdet et af sine foretrukne materialer, som hun anvender til at kommentere behovet for en ændret social indretning af byrummet. Hun undersøger med projektet, om naturen i form af en grøn plæne vil gøre en forskel for den sociale aktivitet. Vil plænen give folk mere ro til at nyde tiden og omgivelserne, vil de falde i snak med hinanden, spise en madpakke?, spørger hun i præsentationen af projektet.

Kunsthåndværkeren og designeren har ”gennem deres unika og produkter, skitser og modeller magt til at forme spørgende, anfægtende, humoristiske eller tankeprovokerende bud, der retter sig indgribende mod fremtiden”, som det hedder i et af temapunkterne for Biennalen for kunsthåndværk og design 2007 på Trapholt. Grønvestergade-projektet er et Biennale-projekt og placerer sig lige midt imellem to af Biennalens ti tema-punkter.

’Offentligt design’ (punkt IIIV) refererer til ”de postindustrielle byers konkurrence- og overlevelseskamp gennem blandt andet raffinering og profilering af deres urbane identitet.” Konkret kan det udmøntes i forslag til de danske byrums møblering, gadeinventar og visuelle kommunikation. ’Fremtidens prototyper’ (punkt X) er unika-objekter, der peger på ”visioner, drømme og tanker om fremtiden for menneskeligt fællesskab, arbejde og individuel selvrealisering – fra det lokale til det globale.” (frit citeret fra Biennalens hjemmeside-link til temaerne).
Som holdbart design til at profilere ny urban identitet i den postindustrielle by går værket naturligvis hurtigt i glemmebogen i takt med det afsvedne græs. Græs-installationen skal nok også rettere ses som et konkret unika-projekt til at fremme ressourcebevidsthed og bæredygtighed.

Retorisk står værket stærkt og overbevisende, men det er kun og lige så længe græsset står grønt. Måske er det gennem den kontrastfyldte oplevelse mellem den spektakulære installation og den normale flisebelagte gågade, at vi kommer til at reflektere over behovet for bæredygtigt design i byen, udfordrende sociale rum, store urbane udsmykninger og måske mindre planlægning. Marianne Jørgensen lader værkets budskab stå strunkt og klart i det friske græs – og lukker det behørigt ned igen, inden det risikerer at tippe over af pompøs, politisk korrekthed på kunstens vegne.

KLIK HER FOR AT SE FLERE FOTOS