Velfungerende multi-performance

Med så mange kunstneriske elementer samlet i en eneste forestilling forventer man næsten at blive overstimuleret til kvalmegrænsen.

Men for det første fungerer Esther is crawling, fordi de forskellige medier: lys, lyd, video, scenografi og dans giver god plads og understøtter – frem for at overdøve hinanden i et overproduceret miskmask.

For det andet fungerer det, fordi man hjælpes diskret på vej af en kortfattet oversigt over forestillingens scener.
Oversigten hjælper til at gøre et svært tilgængeligt formsprog spiseligt i små bidder. Man får udstukket en konkret form på forestillingen, og scenernes titler letter afkodningen, så oplevelsen bliver underholdende og afslappet.

Ned med paraderne
Der er ro i udtrykket, fordi der er lange pauser mellem brugen af video og musik; fordi lysdesignet er diskret; og fordi nogle af tingene i installationen ikke bliver brugt, men bare får lov til at være kulisse.

Denne ro og underspillethed i udtrykket fortsættes i dansen, der præges af uhøjtidelighed og humor.

Når man så – afslappet og åben – pludselig angribes af høje lyde eller stærke følelsesmæssige udtryk, er effekten derfor desto større. Og for undertegnede gav forestillingen både angst, latter og blussende kinder.

Heller ikke disse ‘angreb’ som virkemidler bliver overgjort eller udpint.

Indholdsfortegnelse
Forestillingen, der behandler forholdet mellem virkelighed og illusion, er delt ind i korte scener, der hver har en mere eller mindre sigende titel.
Nogle af scenerne er tydelige og næsten bogstavelige, andre mere abstrakte.

Men med oversigten over scenerne i hånden bliver forestillingen nem at navigere i for beskueren. Kun på et enkelt tidspunkt hen mod slutningen mudrer scenerne lidt sammen, og man mister kortvarigt orienteringen.

Men som helhed er forestillingen klar og lettilgængelig – det komplicerede multi-medie til trods.

Virkelighed som subjektivt valg
Temaet ‘virkelighed’ bliver behandlet på forskellige måder og fra forskellige synspunkter i scenerne. Gennemgående er synet på virkeligheden som en konstrueret størrelse – individets subjektive valg – snarere end en endelig størrelse.

Forestillingen går både humoristisk til værks i den virkelige (?) verden, som i scenen building aircastles, hvor performerne på en video ses indtage akrobatiske stillinger på gaden blandt intetanende forbipasserende.

Og mere flertydigt i for eksempel Is it possible not to come to conclusions?, hvor danserne krabber sig rundt i en slags parringsdans, og den kvindelige danser propper et stykke af den mandlige dansers kostume under blusen.
Efter en slags magtkamp (med kvinden som taber) er svaret på titlens spørsmål: nej, man kan ikke undgå at konkludere noget ud fra denne scene. Man kan ikke undgå at se en kommentar til kønspolitik, patriarkalsk samfundsopbygning, kvindeundertrykkelse og så videre.

Men titlens spørgsmål gør også, at man bliver bevidst om, at man hele tiden ser, hvad man vil se: at det måske er beskueren, der læser (for mange) betydninger, meninger og virkeligheder ind i nogle bevægelser på et dansegulv.