Velkommen til freakshowet!

Dagens galskab
Efter lidt tid i udstillingen Bedlam popper Sverigedemokraternes ombruste valgvideo op i mit hoved. Videoen viser en horde af burkaklædte kvinder med barnevogne og en svensk morlil med rollator, der kæmper om at trække i nødbremsen til statsbudgettet. Den gamle dame kan ikke hamle op med de fremstormende mørke magter.

Valgvideoen presser sig på, fordi den viser, at mennesker, i dette tilfælde politikere, stadig går hele vejen for at fremhæve det normale og udstille det unormale til egen gevinst.

Tosser i Paris
I værket Twisted Gaze of Madness tager Nanna Gro Henningen os med til Hospital Salpetriére i Paris, hvor man opbevarede prostituerede, epileptikere, sindssyge og hysteriske kvinder. Altså folk der ikke passede ind i definitionen af det normale.

Nervelægen Charcot afholdte sine berømte tirsdagsforelæsninger, hvor han brugte kvinderne i sine forsøg med “visuel diagnose”.

Efter længere tids hypnose fotograferede han kvinderne, så de udviste de helt rigtige hysteriske symptomer. Charcots forsøg stod som et forbillede og et sandhedsvidne i den medicinske verden, og man fik endeligt sat et ansigt på de forskellige psykiske sygdomme.

Sygdommens billede
Det nye i Charcots eksperimenter var, at man ved hjælp af fotografiets opfindelse pludselig kunne dokumentere og visualisere sygdom. Med sin egen fortolkning af Augustine i sygesengen, som var Charcots yndlingspatient, undersøger Nanna Gro Henningsen datidens metoder, og prøver at forstå sygdommen behersket af lægens og kameraets blik.

Det er ligesom om hun spørger: “Hvad er sygdom og hvad er konstrueret til formålet?”

Samtidig trækker Augustines forvredne krop også en streg op til nutidens psykiatriske system. Nanna Gros installation puster liv til den medieskabte virkelighed og den konstruerede billedliggørelse af det syge legeme i de syges hus.

Hjerner i plastikspande
I Fortællingen om hjernerne er der lagt op til en dansk gyser i ren Niels Malmros stil.

Journalist Jonas Kaldan fortæller, med stor barnlig indlevelse, hvordan det var at være søn af overlægen på Augustenborg statshospital i 1945.

Hans ven Buller spredte rygter om, at der foregik noget højst besynderligt ovre i kapellet, eller ‘slagteriet’, som det blev kaldt. Som en del af et nationalt forskningsprojekt fjernede man rent faktisk de dødes hjerner, og udstoppede kraniet med avispapir.

Projektet foregik uden de pårørendes tilladelse, hvilket sikkert er grunden til at der i dag ligger 9.479 hjerner i en kælder på Psykiatrisk hospital i Århus!

Lotte Tauber Lassen har skabt et gennembearbejdet og dokumentarisk værk, der på mirakuløs vis får flettet de brutale videnskabelige fakta om hjernedeporteringerne og Kaldans poetiske beretning sammen til et helt filmmanuskript.

Men med tidens gang står den makabre, personlige, historie tilbage i sin historiske vugge, imens man som beskuer vil vide mere om det videnskabelige eksperiment.

Institution sygdom
Efter en historisk tour de force prøver jeg ihærdigt at lede efter et åndehul, eller noget der kan bryde historiens støvede sygdomsopfattelse.

Her må Vicky Steptoes bombastiske malerier fremhæves som en isbryder, men også en reminder om, at opfattelsen af normalitet og afvigelse, er noget som ‘nogen’ definerer hele tiden.

I sine ti værker tolker Steptoe på psykiske diagnoser som anorexia nervosa eller cyklopedia melancholia. Det giver jo ikke mening at sætte et ansigt på melankoli, men når det rent faktisk bliver gjort som her, genkender man sjovt nok billedet.

Nutidens Bedlam
Udstillingen Bedlam er ekstremt oplysende. Den tager én kærligt i hånden og med ind i sygdomshistoriens gru og bizarre antagelser.

Enkelte steder træder udstillingen i stampe i fortidens gøren og laden, og jeg savner et udsyn eller nogle flere konkrete eksempler i forhold til, hvordan vi rent praktisk kan tage ved lære eller bruge sygdomshistorien i dag. Hvad fandt man ud af i hjerneeksperimentet, og hvordan visualiserer medierne psykisk sygdom i dag?

Har det psykiatriske system forandret sig? Jo vist, men hele det normalitetsbegreb, der gennemsyrer vores ellers så tolerante samfund, har desværre fundet sine rødder i Bedlam.