Vellykket mislykket Origami

Trods stor bevågenhed og anerkendelse i udlandet har Simon Dybbroe Møllers repræsentation på de danske udstillingssteder hidtil været meget sparsom. I sommeren 2006 kunne man se et udvalg af hans værker på Charlottenborgs inspirerende Fantom-udstilling, og nu har Århus Kunstbygning (i samarbejde med Kunstmuseum Thun i Schweiz) med udstillingen Like Origami gone wrong for alvor gjort opmærksom på Dybbroe Møllers markante position på samtidskunstscenen. Udstillingen er den hidtil største præsentation af hans værker og er kurateret af Madeleine Schuppli og Thorsten Sadowsky.

Fuldt af referencer
Værkerne bevæger sig i et krydsfelt mellem tegning, fotografi, maleri, skulptur, video og installation. De rummer utallige referencer til kunst-, arkitektur-, og litteraturhistorien, især til 50ernes og 60ernes neo-avantgarde med dens utopiske søgen efter det absolutte.

På et stykke sammenkrøllet affotograferet papir står sætningen "And then sometimes there are moments of perfection". Papirets tilfældige foldninger i værket 2 AM virker næppe perfekte. De overholder absolut ikke origamiens stringente regler, men den underliggende tekst leder hen mod noget andet; Det perfekte øjeblik. Men illusionen er bristet, Origamien er mislykket og intet er absolut. Tilbage står erindring, nostalgi og reproduktion.

Værkerne er fuldt ud bevidste om deres kulturelle forudsætninger og funktioner og gør os opmærksomme på, at også vores virkelighed og historieopfattelse er konstrueret. Det drejer sig hverken om skabelse eller udstilling af værket, men derimod om reproduktionen som selve værket.

Historisk filter
I underetagen beklæder det imponerende værk Black, White and Gray (Cyan, Maganta and Yellow) den ene væg med sine 1600 sammensatte A4 ark. Værket er en reproduktion af et installationsfoto af den første Minimalistiske gruppeudstilling i 1964 (der ligeledes havde titlen Black, White, Grey). Set fra en vis afstand skaber det en spændende trompe l’oeil effekt i rummet, illusionen binder tid og rum sammen, de to udstillinger bliver til én.

Men ved nærmere eftersyn er illusionen ikke total. Konstruktionen afslører sig gennem arkenes "pixellering" af motivet og teknologiens overraskelser; arkene, der er printet ud på en farveprinter, reagerer med opklæbningsmaterialet således, at der dannes grønne og røde nuancer. Farverne danner en slags "historisk filter", der understreger, at vores blik altid vil ændres, når vi beskuer ting, der er overgået til (kunst-)historien. Reproduktionen vil således altid være farvet, og det objektive blik er en utopi.

Udstillingen rummer en lang række spændende værker, der giver mulighed for dybdegående kunsthistoriske undersøgelser af forlæg og henvisninger (hvis man har lyst til det), og samtidig er den umiddelbare sanselige oplevelse af især de arkitektoniske installationer i top. Udstillingen kan – og bør – ses.