Venstrehånds-erkendelser

Lea Porsagers udstilling [WEAK] FORCE på Museet for Samtidskunst er et sanseligt gongbad, hvor 3D-animationer og skulpturelle elementer forsøger at skabe forbindelse til et indre univers drevet af søgen, liderlighed og et fjernt spirituelt og videnskabeligt korpus om det uforklarlige omkring os, som desværre ikke bliver til en udvidelse af oplevelsen for andre end de involverede.

Der er meget godt at sige om Lea Porsagers kunstneriske praksis, der er en af de helt unikke positioner i det kunstneriske felt herhjemme, hvor kunst og forskning løber side om side i en radikalt søgende form. Det er også tilfældet med den aktuelle udstilling ved Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Som udstillingsform fremstår [WEAK] FORCE som et kunstnerisk laboratorium, vi som besøgende indtræder i. Redskaberne står forladte og teksterne beskriver et møde mellem verdener, vi ikke tog del i. Det gør oplevelsen både krævende og en anelse afvisende.

I realiteten fremstår hele [WEAK] FORCE som et projekt, man skal tilgå under enten trance eller midt i masturbationens selvcentrerede fortabelse. Det er bare lidt svært at forbinde sig til som museumsgæst, også selvom vi får udleveret 3D-briller (nu med udkig tilegnet et tredje øje i panden) og et handout med et (kunstnerens eget?) blottet køn.

En alt-penetrerende kraft

Værkernes baggrund spænder over atomfysik, psykoanalyse, drømmetydning og kundalini yoga-teknikker, der tematisk er fokuseret i en fortælling om den såkaldte ‘spøgelsespartikel’, neutrinoen. Denne utrolig lille atompartikel (100.000 gange mindre end neutronen) gennemstrømmer hele universet og penetrerer alt som en konstant – nærmest abstrakt – kraft.

Det er kunstnerens arbejdsophold i 2018 ved CERN, der lukkede denne dør op, og i flere af værkerne er kunstnerens egen, spekulative, indre, liderlige søgen sat overfor en videnskabelig søgen efter det ikke-håndgribelige stof i og omkring os.

CERNs partikelaccelerator, højkaliber kvantefysik og gamle fysikeres teorier om universets og sindets dybe kræfter møder således Lea Porsagers sanselige, spirituelle og seksualiserede læseunivers og kunstneriske praksis, der forsøger at få os til at miste fodfæstet og grebet om kategorierne for at sanse os selv og verdens sammenhæng på ny.

Træt dialog med videnskaben.

[WEAK] FORCE bygger på nogle meget specifikke forbindelser til atomfysikken og psykologien og præsenterer den besøgende for fire værker:

HORNY VACUUM (2019), en 3D-projektion hvor vi svæver gennem en række materialer og substanser tilsat gong-vibrationer, oppustelig kyst-sikring, en penisknogle fra en hvalros og en række koniske stålskulpturer (en direkte reference til videnskabens såkaldte neutrino-horn).

Animationen fører os ind i partiklernes konstante rejse gennem materier og de skulpturelle objekter står klar som redskaber til et endnu ukendt forsøg.

CØSMIC STRIKE (2018), et “træt tantrisk eksperiment” (lyder det i værkbeskrivelsen), hvor kundalini-mantraer sættes sammen med endnu en 3D-animation. Nu med slangelignende neutrinohorn, der slingrer målløst rundt i en uendelig kosmisk centrifugalkraft.

Ved siden af hænger DIRTY GHOST OF E, et stykke ophængt silikone som en aflagt ham.

Udstillingens sidste værk er FAINT FANTASY, der er et typisk Porsager-tekstværk, som forsøger at guide den besøgende ind i hendes unikke rum, hvor venstrehånds-masturbation, fortabelse og hardcore videnskab og tænkning sidestilles og fodrer hinanden.

Big bang gang bang gong gong

Udstillingens spredte tekstdele (i handouts og guiden FAINT FANTASY) forsøger netop dette: at kombinere kunstneriske referencer og indre vandringer, accelereret ved masturbation og yoga-teknikker med konkrete videnskabelige opdagelser, teorier og redskaber, spundet sammen i poesiens legende rum.

Her et udsnit fra tekstværket FAINT FANTASY:

“the bOne enters the yOnic field, sensitizing the mOuntains. DUNEs Of luminOus stars, bOmbs, bOnes. big bang gang bang gOng gOng. blOw the hOrn. the apparatus is an OscillatOry inspectiOn lens. the rest is virtual. weak fOrces wOrm their way thrOugh muddy pOrtals. spurting thrOugh lubricated channels. their tentacles are the mOst brilliant Ones. currents that cut thrOugh the bended cOntinuum. vibrating their way in_/ Out_Of vacuOus pipes. grimy flavOrs tO the cOre. the dense mOuntain in italy. as if the ghOsts are sOrt of premembering sOmething. this is queer OscillatiOn, tOO straight thrOugh deep cOrrOding cOrridOrs. Puffed-up decay lOOms Out Of the red.

an escape Of sOrts.
the tireless discOmfOrt of cOnstant cOntinuatiOn.
brutal sensitizatiOn, senseless Opening!”

Radikal søgen

Lea Porsagers værker har typisk en hardcore rituel side og udfoldelse forbundet med sig, hvor tænkningen får konsekvens. Det er åbenlyst hér værkerne ‘virker’, hvis man skal være lidt firkantet.

Det var for eksempel tilfældet med Porsagers værk The Anatta Experiment (2012), som blev vist under den allerede nu legendariske dOCUMENTA (13). Et selv-udslettelses forsøg over flere dage i en Schweizisk hytte på ‘sandhedens bjerg’ (Monte Veritá) præget af heftige tantriske gruppeseancer for de forsamlede 8 kvinder.

I installationsværket var der via den hårrejsende lydside og skinbarlige dokumentation skabt meget konkret forbindelse til værkets ‘mysticisme’, der gav hele installationen og dens skulpturelle elementer et helt særligt udtryk, som placerede sig mellem kategorierne og i en mere flydende tilstand.

Min helt private oplevelse af det værk endte som en følelse af at have gennemgået en helt uhåndterlig pirring eller deciderede orgasmer – ikke som individ, men snarere som et stykke kød, der efterfølgende blev spyttet ud på græsset udenfor. En lille fødsel, død, opvågning eller lignende. En sjælden kunstoplevelse, vidste jeg også dengang.

Har man først ladet sig overtale og forføre af Porsagers hybride værker, kan man påføre sig varige mén og så dybe indtryk, at det kan være svært at sige, hvor i sanseapparatet de kom ind, og hvor de endte med at sætte sig. Resultatet er, at man kigger på nye måder med flere bevidstheder.

Manglende aktivering

Det er en konstant balancegang i Lea Porsagers værker mellem det skulpturelle eller konkret visuelle og så den anvendte ‘mysticisme’, der som en hybrid værkform kombinerer den videnskabelige research og den indre/intime søgen, der altid følger Porsagers værker.

Det er kort sagt i den rituelle situation, eller den inkluderende seance, at felterne forenes og får konsekvens og de minimale skulpturelle elementer (ofte deciderede redskaber) får liv hos Porsager. Hvis denne forening udebliver, ender skulpturer og videoanimationer som fjerne former og videnskaben som en temmelig uforløst og spekulativ baggrund.

Grebet kræver – hvis altså vi ikke skal stå udenfor denne undersøgelse – en form for agora, et åbent dialogisk og aktiveret rum, vi kan indtræde i. Det er desværre ikke tilfældet på Museet for Samtidskunst, og udstillingskataloget ender faktisk – trods sine markante bestræbelser – med at virke fjernt og lidt desperat som kanal for værkernes ret utilnærmelige betydning. Man står som besøgende med en følelse af, at der er foretaget en ukritisk institutionel omfavnelse af en kunstnerisk tilgang og værkernes baggrund, der simpelthen ikke står mål med den konkrete udstillingsoplevelse i museets rum.

Jeg håber, at den forbindelse og dialog faciliteres med de to seancer, der er programlagt i forbindelse med udstillingen.