Verden er i os – og vi er i verden

Udstillingen Verden er i dig, et samarbejde mellem Medicinsk Museion og Kunsthal Charlottenborg, blander sanseligt, intelligent og kritisk kunst og naturvidenskab i et særligt møde om verden i kroppen og kroppen i verden.

Straks fra man træder ind i Kunsthal Charlottenborgs mørklagte udstillingsrum på Kongens Nytorv, blander naturvidenskaben sig med kunsten i et specielt møde om kroppen. Det er kongstanken i udstillingen Verden er i dig, der netop er blevet til i et interdisciplinært samarbejde mellem kunsthallen og Medicinsk Museion.

Kunstneren Andrew Carnies store videoinstallation Blue Matters med røntgen-lignende fotografier af neuronnetværk forvandles til poetiske billeder af landskaber, floder, skove og kroppe. De blådunkle billeder af nervetråde i den 10 meter lange og to meter høje installation i indgangspartiet ligner simpelthen grene, træer og vandløb. Man kan næsten se installationen som en prisme for hele udstillingen, der netop handler om forholdet mellem verden i kroppen og kroppen i verden.

Da udstillingen Verden er i dig åbner i en post pandemisk tid, virker den mere aktuel end nogensinde. For forskere havde, som vi ved, længe inden corona-pandemien forudset, at menneskets påvirkninger af naturen og dyrene udover naturkatastrofer ville føre til pandemier. Naturen virker selvfølgelig tilbage på mennesket. En pointe vi allerede kender til bevidstløshed, men åbenbart må huskes på igen og igen. Mennesket er ikke en ø. Alt er forbundet. Bristerne ved oplysningstidens forestillinger om mennesket som centrum og ubegrænset forbruger af verdens ressourcer er ikke til at lukke øjnene for. Derfor er en ny holisme-tænkning måske også på vej, idet den bygger på altings forbundethed.

Et af de værker, jeg oplever stærkest, er måske også af samme grund den anerkendte dansk-britiske kunstnerduo Baum & Leahys smukke og interessante installation Cometabolise: A Holobiont Dinner. Værkets materialebehandling er udsøgt, så installationen virker æstetisk udfordrende i en dirren mellem tiltrækning og frastødning, noget genkendeligt og samtidig fremmedartet. Nogle elementer i installationen oplever jeg som mikroskopiske, naturvidenskabelige forstørrelser, men samtidig er værket storladent som en katedral, i hvis midte noget så hverdagsligt som en surdej og et brød, befinder sig i en glasbeholder.

Jeg var så heldig at få mulighed for opleve en meditativ performance udført af kunstnerne i installationen, hvor vi som deltagere i ritualet sad på de indbyggede siddepladser, mens kunstnerne læste op fra en spiritualiseret, naturvidenskabelig tekst og afslutningsvis bød på brød. Jeg oplevede at blive en del af installationens organiske helhed med hele kroppen. Performancen stod derfor også en smule i positiv kontrast til min generelle oplevelse af udstillingen, der i kraft af det store tekstmateriale til de udstillede objekter bag montrernes glasvinduer og måske på grund af den lave belysning kom til at tale mest til mit intellekt. Objekterne kom til at virke lidt fjerne, som på et gammelt italiensk museum.

Mikro- og makrokosmos

Men udstillingen Verden er dig er virkelig særlig, fordi den faktisk ikke kun postulerer at krydse grænserne for kunst og naturvidenskab. Alle objekterne i Verden er i dig er nemlig udstillet på samme vilkår. Så en samling udgjort af fugleben, patroner, sikkerhedsnåle og knapper fundet i halsen på mennesker gennem tiden, højteknologiske rumdragter, falmede vintage reklameskilte for sovemedicin fra 1800’tallet, flasker med urtemedicin, dåser med melatonin, fotografier fra tvillingestudier og sofistikerede æstetiske kunstvideoer, dekorative vægtæpper og fin de siècle-malerier befinder sig blandet mellem hinanden. På den måde taler udstillingen selvfølgelig alligevel til alle sanserne.

Udstillingen er heller ikke svær at finde rundt i, da den er inddelt i fire temaer i fire overskuelige rum. Temaerne er ’Tid’, ’Rum’, ’Mikrober’ og ’Generationer’.

I ’Mikrobe’-rummet finder man en mængde information om historisk og nutidig forskning i mikroorganismer, altså forskning i kroppens indre verden, for eksempel bakteriefloraen i tarmene, der har vist sig at være i afgørende forbindelse med menneskets omverden og at være betydningsfuld for menneskets humør, velbefindende og helbred generelt. Denne forskning, som er blevet hip i løbet af de senere år, gensvarer desuden udstillingens hovedpointe; at mennesket ikke er alene og i centrum af verden. Vi er hele tiden flere, vi er selv økosystemer, vi er natur.

Udstillingen Verden er i dig lader det være helt op til beskueren selv at udlede, hvad hun vil mene om den udstillede information, men det står for mig alligevel ret klart, at sigtet er at fremskrive nye historier for, hvad det vil sige at være menneske, ved at se på forbindelserne mellem mikrokosmos i menneskets indre og i makrokosmos ude i verden – faktisk helt ude i verdensrummet.

I afsnittet på Charlottenborg med temaet ’Rum’ finder man derfor ikke bare rumdragter men også måleapparater fra Danish Aerospace Company, alverdens sci fi-bøger, information om det ydre rums påvirkning af menneskekroppen, og i et reagensglas det stjernestøv, vi alle sammen skulle indeholde. Et undseeligt fotografi af en nøgen mand rullet sammen om sig selv svævende i luften fanger særligt mit blik og interesse. Det er et værk af kunstneren Bradley Pitts, der har fotograferet sig selv i en tom testkabine for vægtløshed. Han ligner næsten et foster og bliver for mig et billede på menneskets skrøbelighed, et nyt billede på det banale: hvor små vi er.

Et af de andre værker, der betog mig mest i udstillingen, var det afsindig flotte og velproducerede videoværk The Institute of Isolation af den britiske kunstner Lucy McRae. I værket ser man et menneske, en kvinde, iført bodysuit og badehætte træne, løbe, svømme i symmetrisk velkomponerede, stærkt stiliserede billeder, der veksler mellem at være forholdsvis tæt på den anonyme person og zoome helt ud i droneoptagelser fra luften. Billederne giver mig et indtryk af et forsøg på en ekstrem, fysisk kontrol, men med en indlejret, voldsomt magtesløs åbning. Lucy McRays futuriske univers minder mig om Andrej Tarkovskijs film Stalker, der var inspiration til Ridley Scotts Bladerunner, og jeg kommer i hvert fald til tænke på Nanna Lysholt Hansens performancepraksis med udgangspunkt i kvindekroppen og den feministiske teoretiker Donna Haraways tænkning. For eksempel Lysholts performanceserie Dear Daughter/Anatomy og ‘the Chthulucene”.

Kontrol af tiden

I udstillingsrummene om ’Tiden’ handler det også om lignende spørgsmål om kontrol og beherskelse; om menneskets tidsdisciplin og dens indvirkning på kroppen. Det kapitalistiske systems, økonomiens og velfærdstatens krav er effektive, men selvfølgelig også opslidende for vores kroppe.

Gamle broderede bannere med slogans om ‘8 timers arbejdsdage’ og ‘Frihed og Lighed og Broderskab’, taler afdæmpet inde i glasmontrerne om industrialiseringens stort set grænseløse forventninger til folks arbejdstid – men på en international arbejderkongres i Paris i 1889 blev det besluttet, at alle arbejdere skulle agitere for en otte timers arbejdsdag, læser jeg mig frem til. Først i 1919 førte forhandlinger til en indførelse i Danmark.

I rummet om Tid finder man desuden den britiske kunstner Susan Morris’ enkle vægtæppe. En fin, farvestrålende vævet optagelse af en krop og dens daglige møde med verden. Hver tråd repræsenterer lys og mørkeeksponeringen i løbet af en dag, optaget af kunstneren med en aktivitetsmåler fastspændt til kroppen. Morris er interesseret i rationaliseringen af samfundet og dens indvirkning på cykliske rytmer, blandt andet søvnmønstre.

Et andet eksempel på samme interesse er dokumentationen af performancen Self Portrait as Time af den Londonbaserede Marcus Coates, hvor han i 12 timer fulgte sit urs sekundviser med fingeren. Han har udtalt om performancen, at han endte med at tro fuldt og fast på, at han kontrollerede tiden.

Danske Paul Fischers stemningsfulde maleri Natbillede fra Vesterbros Passage vidner om historiske, teknologiske landvindinger med opførelsen af elektrisk lys i Københavns gader, der nok gjorde byen sikrere at færdes i, men prisen var og er, at beboerne fik og får forstyrret deres døgnrytme.

Postkolonialistisk queer perspektiv

I rummet med titlen ’Generationer’ undersøger udstillingen de forandringer, der sker i os i takt med, at verden forandres, for vi er som sagt forbundne. Forskningen har vist, at forurening, pesticider og hormoner, der lukkes ud i naturen, efterlader spor helt ind i menneskets DNA, hvilket således kan få betydning mange generationer frem.

Det er også en udstilling, der overordnet gør opmærksom på verdens uligheder og uretfærdigheder. Et enkelt værk Inumineq med et dansk, postkolonialistisk udsyn, der klæder Verden er i dig, er Maya Sialuk Jacobsens fotografier og genskabelse af sin mors grønlandske perlekrave ud fra et skolefoto af moren som lille pige. Perlerne i rekonstruktionen er dog ikke holdt i de sædvanlige farvenuancer, men i sort og hvidt med et strejf af guld. Maya Sialuk Jacobsens mor var et af de børn, der blev bortadopteret til Danmark i 1950’erne og 60’erne for at lære dansk sprog og kultur.

Et værk, jeg skal nævne, er det tankevækkende og måske provokerende videoværk The Molecular Queering Agency, der i effektfulde, gaming-lignende animationer af kroppe og vand iscenesætter en futuristisk oplysningskampagne. Værket er reaktion på den kemiske forurening af menneskekroppen, herunder køns- og reproduktionsorganerne. Men værkets fiktive bureau, The Molecular Queering Agency, peger overraskende på at omfavne de queer-muligheder, denne fælles kemiske mutagenese indbærer.

På den led peger værket ligesom den næsten ligeså overraskende og tankevækkende installation An Earthling (Playsuit for Mars) af Ralo Mayer ud mod den uvisse fremtid. Den semi-anonyme installation, man måske ikke først opdager, er et kunstværk, viser blandt andet en miniaturerumdragt, som må være til et barn, og stiller spørgsmålet om, hvordan et barn, der lever på Mars’ verden, vil se ud? For i fremtiden vil mennesket måske ikke nøjes med at udbytte jorden, men vil i al sandsynlighed også udvinde andre planeter. Begge kunstværker i ’Generation’-rummet på Charlottenborg peger på en verden ude i fremtiden, vi heldigvis ikke helt kender, men kun kan spørge til endnu.

Nye narrativer om det at være menneske

Verden er i dig er for mig at se en både rig og krævende udstilling, der formår at krydse skellene mellem kunst og naturvidenskab på en sanselig og intelligent måde, der kun opfordrer til at stille endnu flere spørgsmål til ’verden i os’ og ’os i verden’, men som måske også spørger til en verden uden os?

Udstillingen fremmaner i hvert fald andre, nye narrativer om, hvad det vil sige at være menneske. Udstillingen lader det være op til den enkelte beskuer at drage sine egne konklusioner og erkendelser, men Verden er i dig har for mig at se et klart kritisk potentiale og sigte.

Udstillingens facetterede, interdisciplinære blanding af fagområder er desuden en smuk formidling af viden og peger på, at både kunsten og videnskaben kan bringe os både viden og æstetisk sansning, hvilket vel fortsat er grundlaget for at erkende og mærke, at vi er forbundne og en del af en verden, der er større end mennesket.