Verden genfortryllet via maleriets flydende ekko

Peter Doigs (f. 1959) malerier er fascinerende erkendelsesmaskiner, der transporterer os ind i nye verdener, som på en gang virker velkendte og fremmede. Doig er en maler, som er intensivt optaget af menneskets forhold til omgivelserne. En modernistisk Corbusier-bygning bliver pludselig mystisk, når den ses gennem et grid af grene fra vildtvoksende buske og træer, en ensom hippie i en enorm, rød kano ser helt fortabt ud på det kæmpemæssige ocean, og en ung skiløber kigger forundret op i himlen, som en anden skiløber er ved at lande fra eller springe op i.

Doigs særegne og mangetydige landskabsmotiver har deres rødder i hans vagabondering fra barndommen og frem: Han tilbragte store dele af sin barndom på Trinidad og i Canada.

Som 20-årig vendte han tilbage til Storbritannien for at uddanne sig som maler. Han frekventerede flere akademier i London, men tog sin mastergrad ved Chelsea School of Arts i 1989. Men i modsætning til mange af sine lidt yngre kunstnerkolleger, som brød med de kendte kunstneriske kategorier og skabte en sensationel antikunst under samlebetegnelsen YBA – Young British Artists – valgte Doig altså at kaste sig over det urgamle medie: maleri.

I 1994 vandt han den prestigefyldte Turnerpris, og i 2005 blev han professor i malerkunst ved Kunstakademiet i Düsseldorf – og han har således haft den danske maler Tal R som kollega i en årrække.

Maler med stort M
Efter i mange år at have boet og arbejdet på Trinidad er han nu flyttet tilbage til London, men tilbringer også meget tid i New York. Maler med stort M det er han som få andre kunstnere i vores tid. Hans sansebårne maleri, som motivmæssigt henter inspiration i såvel Canadas hvide snelandskaber som i Caribiens flydende, saftigt-grønne junglelandskaber, danner forbillede for en hærskare af yngre malere, som forsøger at gøre ham kunsten efter – men de færreste når ham til sokkeholderne.

Malerierne på Lousiana, som først er blevet vist på Fondation Beyeler i Basel, er alle udført i den store skala. Det er vidunderlige malerier. De er stof- og farverige og lige til at fortabe sig i – med andre ord den rene øjenfryd. Samtidig er motiverne så tilpas gådefulde, at man bliver hængende længe.

Hvert maleri et univers
Hvis man inddelte disse store malerier i mindre felter, ville hvert af disse udgøre et fortættet, selvstændigt og rent ud fascinerende billedunivers. Der er nemlig så meget på spil og så meget at opleve i Doigs figurative malerier, og da han i modsætning til mange af sine kolleger aldrig arbejder i serier, synes hvert eneste maleri at udgøre et selvstændigt univers med en helt særlig stemning og virkelighed.

Kun metoden har malerierne til fælles: Der er altid tale om medierede malerier, som ”abonnerer” på film, postkort, pladecovers, fotografier fra massemedierne, men også på malerkunst, især verdenskunstens store malere som Caspar David Friedrich, Gustave Courbet, Gustav Klimt, Claude Monet, Pierre Bonnard (især), Emil Nolde, Edvard Munch, Paul Gauguin m.fl.

Men i modsætning til sine ældre kolleger, som hentede inspiration i virkeligheden – selvoplevet og genskabt i atelieret via skitser – så benytter Peter Doig sig altså af den store billedbank, som vi alle er mere eller mindre fortrolige med, om end han som en anden DJ-sampler ofte mixer billederne med egne oplevelser, kunsthistoriske referencer og malemetoder – og tvister motiverne til noget hidtil uset.

Betragter på dybt vand
Doig arbejder altid på maleriets præmisser: Et rødt bat lyser op foran en blå-grå mur, en orange dykkerdragt liver et nattemotiv op og leverer komplementærkontrast til det nattemørke hav og himmel, en rød kano får det blå hav til at gløde etc. Ofte benytter Doig sig af bredformater, som egner sig så godt til landskabsmaleriet, og ikke sjældent er disse landskaber inddelt i tre horisontale dele, hvor himlen udgør den øverste tredjedel, landskabet den midterste og vandet den nederste tredjedel.

Her er vi som betragtere placeret ude i vandet – hvad enten vi nu befinder os i en båd eller svømmet rundt, alt imens vi ser ind på land, på motivet, der jo er medieret af billedet, som museumsinspektør Tine Colstrup bemærker i sin eksemplariske analyse af Louisianas eneste værk af Doig – Music of the Future (2002-07) i Louisiana Revy.

Således er der altid en vis afstand til motivet, som vi zoomer ind på, mens vi jo samtidig står i vores egen verden. Virkelighedens.

Værdsat maler
Og hvorfor mon dette maleri er Louisianas eneste værk af Doig? Ved Sotheby’s Auktion i 2007 gik Doigs maleri White Canoe (1990-91) til 11,3 mio. £. Der skal derfor endog meget stærke økonomiske muskler til, hvis man vil erhverve Doigs værker.

Kunstsamleren Ole Faarup, som tidligt spottede Peter Doig, og som er i besiddelse af flere af hans værker, har udlånt det fabelagtige Country Rock (1998-99) til Louisianas udstilling: I forgrunden en vej med autoværn, i mellemgrunden en mark i syret pink, i baggrunden en bevoksning med træer, som delvis skjuler en moderne bygning – en beboelsesejendom eller en industribygning? Ikke nemt at afgøre.

Tilsyneladende et helt almindeligt, moderne landskabsmaleri, hvis det ikke var for farverne – Allan Otte på syre – men så sker der noget forunderligt: Lige bag autoværnet er der en tunnel med et sort hul, som suger blikket til sig. Eller er det et telt i alle regnbuens farver? Heller ikke dét er nemt at afgøre.

Men titlen, der som så ofte hos den stærkt musikforbrugende Peter Doig hentyder til musik, får denne signatur til at associere i retning af fx et telt på Roskilde Festivalen, hvor der kan foregå ting, som ikke helt tåler dagens lys. Sådan et sted er på en måde et sort hul, som man kan forsvinde ind i og rejse helt væk fra sig selv og normaliteten i en rus. Således kan man konstruere sin egen psykiske parallelvirkelighed – nøjagtig som malerierne gør det.

I værket Blotter (1993), hvor en ung mand står ude på en frossen skovsø og kigger ned i ringene, som breder sig i den smeltende is, er der en helt eksplicit reference til et syretrip. Man tænker over det engelske ord, som betyder trækpapir eller et andet materiale, som suger stof til sig. I et interview i Louisiana Revy fortæller Doig om, da han i 1974 tog blotter acid (LSD) for første gang, og hvordan han oplevede, at jorden slog revner under ham, da han så ned på sine fødder. Hvem kunne have gættet det uden at have læst interviewet? Men på den anden side, så giver maleriet i sig selv en mængde forskellige associationer om is, som revner, om druknedød og selvmord, flugtveje, drømmerier, mareridt og alt muligt andet.

Langsomme billeder
Man gør klogt i at give sig god tid og dvæle længe ved billederne, som er fortættede, gådefuldt-fascinerende og fulde af mysterier. Det er de på en både stimulerende og produktiv måde, som animerer publikum til at sætte hjernevingerne i gang. Billederne sender en på en rejse ind i det ukendte. Den slags rejser, hvor man mister fodfæstet og kun glimtvis aner, hvad der sker undervejs. Der er altså tale om et kontroltab, når man står over for et maleri af Peter Doig, som også er så stort, at man forsvinder ind i det. Og alt imens man forsvinder, forsøger man at få hul på billedets interne logik.

Der er masser af referencer til myter og filmscener, og flere af scenerne foregår om natten – som om Doig har anvendt et nattefilter, som vi kender fra filmens verden, hvor man bruger et særligt day for night-filter. Her husker man bl.a. Joachim Koesters Christiania-fotos, hvor han anvender denne teknik, hvorved Fristadens miljøer forlenes med en inciterende blå gådefuldhed.

Doigs stofrige malerier, der driver af maling og er fulde af klatter, kan også minde om den erindringsprosa, som den seneste Nobelpristager i litteratur, Patrick Modiano, fremskriver i sine romaner, hvor fortælleren rejser tilbage ad mindernes boulevard for at finde sin identitet i gader, pladser og huse i Paris, som den så ud for årtier siden:

”San Cristobal… Navnet på en ø i Caribien, et sted i nærheden af Barbados og Jamaica? Montmartre er ligeledes en ø, som jeg ikke har set i femten år. Jeg lagde den bag mig, langt bagude, uberørt, i tidens blåhed… Intet har ændret sig: stedets lugt af ny maling, og rue de l’Orient, som for stedse vil minde mig om de stejle gader i Sidi-Bou-Saïd.” (p. 91-92 i Askeblomster fra 1991).

Der er i samme grad tale om erindringsglimt og flashbacks hos Peter Doig, som husker sine år på ski i sin tidlige ungdoms snedækkede Canada eller viser os Trinidads flydende, frodige univers, som krøb ind under huden på ham som barn.

Mange kanoer
Doig er ikke en socialt indigneret maler som sin kollega, fotografen Jef Wall inde ved siden af. Snarere er hans malerier eksistentielle. I hans mange kanoer er der ingen bådflygtninge på vej mod det forjættede Europa, derimod mytologiske skikkelser, guruer eller unge musikere fra pladecovers. Værkerne stiller flere spørgsmål, end de leverer svar, Motiverne lagrer sig i bevidstheden som noget andet – som en utopi, en vision, man måske selv har haft engang.

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved motiverne: Der arbejdes aldrig i Doigs billeder. Personerne betragter, kontemplerer, spiller skuespil, er med i et karneval, løber på ski, sejler i kano, holder picnic, spiller bordtennis eller sidder og stener. Det er fritidslivet, som interesserer Doig.

Ud over de inciterende malerier kan vi i den buede grafikgang opleve en række interessante, grafiske arbejder, som for manges vedkommende er en slags vejvisere til, hvordan Doig arbejdede sig frem til maleriernes motiver. De er et stykke work in progress. I sig selv små kunstværker, men også interessante forstudier til malerierne, som bliver til over flere år.

Hvor mange dødsdomme er der ikke blevet udstedt mod maleriet siden midten af tresserne? Alligevel popper det op igen og igen og erobrer scenen. Doig beviser med sine suveræne malerier, at verden er et vidunderligt vildnis i konstant forandring, at mørket findes, og at drømmene findes, men først og fremmest at maleriet findes, og at det stortrives i hans håndtering.