Verdenskunst på det hvide papir

Fra 00’erne og frem har vi set tegningen og grafikkens tilbagekomst som et sidespor i samtidskunsten. De unge kunstnere leger med det grafiske sprog og bøjer det i nye og uforudsete retninger. Men grafikken inviterer samtidig til en dialog med kunstens faderskikkelser fra Dürer og Rembrandt til Goya og Palle Nielsen. Her i landet har det professionelle, grafiske håndværk stolte traditioner:

Kobbertrykkeren Niels Borch Jensen er fx en internationalt velanskreven trykker med stort værksted på Amager og grafisk galleri i Berlin. Ikke at forglemme kobbertrykkeren Michael Schäfers fine, grafiske værksted i Nansensgade. Schäfer arbejder fortløbende sammen med bl.a. Christian Lemmerz, Tal R, Husk Mit Navn, David Shrigley, Lars Nørgaard m.fl.

Men vi har også nogle fremragende litografiske værksteder (lithos, græsk for sten, graf betyder at skrive) som det verdenskendte Edition Copenhagen på Christianshavn, der samarbejder med internationalt tunge drenge som Luc Tuymans, A.R. Penck, Antony Gormley, Elisabeth Peyton, Darren Almond m.fl. I Valby ligger det lille litografiske værksted Hostrup-Pedersen & Peter Johansen, hvor trykkeren, Søren Ellitsgaard, residerer. Her går Jens Birkemose, Per Kirkeby, Kaspar Bonnén, Adam Saks, Cathrine Raben-Davidsen, John Kørner, Tal R, Peter Blake blandt andet ind og ud ad porten.

Trykkets tid
Disse grafisk trykkeværksteder er nogle af ’sortekunstens’ laboratorier herhjemme. I Paris ligger endvidere det traditionstunge Clot, Bramsen & Georges, der har et dansk fingeraftryk, idet den danske trykker Peter Bramsen gik ind i firmaet i 1963. Bjørn Nørgaard, der blandt mange andre kunstnere – heraf en god del fra CoBRA – har trykt i dette parisiske stentrykkeri, har sagt følgende om grafikken (citeret fra deres hjemmeside):

”Når en kunstner tegner på sten, giver han tid til stenen, tid til billedet, når litografen trykker billedet giver han tid, hvert stykke papir berøres af mange menneskehænder, de giver tid til billedet, når vi betragter et litografi udført af mange hænder modtager vi tid, ro og eftertanke, hvorimod det digitale billede stjæler vores tid og vores drømme. Derfor er Peters (Bramsens, red.) værksted en vigtig “sten” i den bygning, der hedder et menneske …”

Da Peter Bramsen i 2001 modtog kunstnernes fremmeste hæderspris til kunsthåndværkere og arkitekter, Bindesbøll medaljen, understregede han, hvor vigtigt det er, at trykkeren ikke går med en kunstner i maven. Dette grafiske værksted blev for efterhånden mange år siden overtaget af Peter Bramsens søn, Christian, der driver det sammen med sin hustru, Laurence. Værkstedet ligger i den bedårende gade Rue Vieille du Temple.     

Steine aus Bayern
Det Litografiske Værksted blev startet i 1976 af Ebbe Hostrup-Pedersen og Peter Johansen. I 2003 solgte Peter Johansen virksomheden videre til Søren Ellitsgaard, der i mange år havde arbejdet på værkstedet som litograf. Værkstedet er indrettet i et lille baggårdshus i Valby, med et skønt miljø og en fed stemning.

På vej ind til gården passerer man hundredvis af de særlige Solnhofer kalksten, der står opstablet, som var man kommet til en stenhugger. Disse kalksten, som ofte rummer fossiler, blev dannet i juratiden og hentes fra stenbruddene i Franken i den tyske delstat Bayern. De er den mest velegnede stenart til brug for den litografiske trykkeproces. Søren Ellitsgaard er den sidste faguddannede stentrykker herhjemme, for vil man uddanne sig som grafisk trykker i dag, så må man søge udenlands.

For trykkeren – uanset om vi taler om litografi eller kobbertryk – er det kunstnerens stemning, humør og arbejdsvilje, som slår tonen an. Nogle kunstnere har en skitse med, andre møder op med en mere eller mindre præcis idé i hovedet. De går i gang med at male på stenen, som trykkeren derefter tager et første tryk af, og så tager inspirationen over, og motivet kan til tider forandre sig meget. Visse kunstnere har forberedt det hele hjemmefra og ved nøjagtigt, hvor de vil hen, mens andre kunstnere – heriblandt Tal R – går til det med en friskhed og improviserer hele vejen igennem.

Puslespil med 21 brikker på tre en halv uge…
Det litografiske værksted, Edition Copenhagen, ligger i Strandgade på Christianshavn. Det har tre ejere – Dannie Vieten står for økonomi og salg i ind- og udland, Peter Wisiing står ligeledes for salg i ind- og udland, mens Rasmus Urwald står for kunstnerkontakten, er trykker og ”arveligt belastet”: Værkstedet blev grundlagt i 1959 af hans far, Carl Gustav Urwald, der tidligere havde arbejdet sammen med I. Chr. Sørensen og Peter Bramsen.

Til det meget store værksted er knyttet et flot og professionelt galleri. En gedigen, hvid kube.

Rasmus Urwald beskriver processen:

”Litografi er plantryk. Stenen er basisk og fedtmodtagelig. Man giver den salpetersyre og gummi arabicum, så den bliver syrisk og vandmodtagende. Det begynder med, at kunstneren tegner sit motiv i første omgang. Herefter vælger han en farve, som vi blander til ham, og så tager vi et prøvetryk, hvorefter han kan korrigere farven – det kan man gøre ved at tage væk, ved at ætse, ridse eller slibe farven væk eller sætte mere til. Når han synes, det er i orden, trykker vi ca. 220 tryk. Så sliber man stenen, så der ikke kan trykkes flere. Oplaget er på 150, men der skal være nogle ekstra tryk at rette de næste farver ind på. Derefter monteres trykkene oven på en ny sten efter forkanterne, og vi putter et kalkerpapir ind, så kunstneren kan se, hvor han skal tegne den næste tone ind. Og derefter går det slag i slag, farve efter farve”, slutter Rasmus.

Han viser de 21 tryk frem, det krævede at fremstille Michael Kviums selvportræt som Thorvaldsen, der gør djævletegnet – efter Eckersberg. Der blev brugt 21 sten – én for hver farve. Det tog værkstedet 3 en halv uge at lave trykket sammen med Kvium. Et umådeligt og meget krævende puslespil. Edition Copenhagen sælger til både private og til museer og gallerier nationalt og internationalt.

Tykt papir med store navne
Kobbertrykkeren Niels Borch Jensens kæmpestore værksted på det rå og industrielle Amager er svangert med fantastiske værker på tykt papir.

For nogle år siden udvidede han med dels et showroom i forbindelse med værkstedet, dels med et vidunderligt galleri i Berlin – Niels Borch Jensen Galerie und Verlagt i Lindenstrasse i Mitte.

Hjemme på værkstedet i Prags Boulevard rykker Niels Borch Jensen ud i sine brede skuffer, og nu kommer værker til syne af Rachel Whiteread, Damien Hirst, Georg Baselitz, Alexander Tovborg for at nævne både de store internationale og en af de unge hjemlige – samt fotogravurer af overjordisk skønhed fra Island af Olafur Eliasson.

Kobberets distance
”Kobbertryk har en stor autoritet, når det fremtræder på papiret, og kunstneren skal have en vis beslutsomhed, når han/hun sætter nålen til kobberet. Man får fornemmelsen af, at ikke en streg kan flyttes. I dybtrykket får du en dybde i farven og i skyggerne, som ikke kan nås inden for de andre grafiske trykketeknikker. Og så er der indbygget en form for distance, i og med at kunstneren ikke kan se, hvad han/hun laver pga. den sorte fernis. Det er en distance, som kunstnerne ofte tilstræber, også når de maler, ” siger Borch Jensen, der kom til faget som ganske ung i halvfjerdserne.

I kobbertryk mangfoldiggør man et billede ved at ridse eller gravere et motiv på en kobberplade. Dernæst sværter man den og tørrer den af, så der kun er sværte tilbage i ridserne. I trykpressen trykkes pladen over på et stykke fugtigt papir. Metoden er kendt fra 1500-tallet. Niels Borch Jensen har arbejdet som trykker i både Madrid og Berlin.

Tryk for folket
Da han startede for sig selv i Store Kongensgade omkring 1980, var det med helt store tryk, der gjorde udlandet opmærksom på det dengang lille kobbertrykkeri. Siden er det gået slag i slag. I januar i år fejrer han 40 års jubilæum.

Kunsten er blevet big business efter nogle år med økonomisk krise, og enkelte danske gallerier er atter oppe på den helt store omsætning. Kun få mennesker kan imidlertid erhverve kunst til de priser, som originalværker eller unika ofte langes over disken for. Grafikken er billedkunstens kammermusik. Den besidder den indlysende fordel, at det er original kunst, som kan nå ud til – og også erhverves – af en bredere kreds.