Spot på projektrum: SixyEight Art Institute

I en serie artikler giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Kunsten.nu har talt med Christopher Sand-Iversen, der leder SixyEight Art Institute. “Vi bør lægge idéen om, at projektrummene blot er en slags træningsbane for kunstnere og kuratorer på hylden”, siger han.

Det er næppe forbigået nogen, at corona-virus har vendt op og ned på alt i dette forår. Således også dette interview – der er foregået over mail – og SixtyEight Art Institutes program. Billederne i artiklen viser værker fra udstillingen Beyond the Sea med Julie Born Schwartz og Marie Kølbæk Iversen, som grundet corona-udbruddet måtte lukke midlertidigt midt i udstillingsperioden og er planlagt til at genåbne fra den 10. – 20. juni indenfor SixtyEight Art Institutes normale åbningstider.

Jeg har virtuelt “mødt” Christopher Sand-Iversen til en snak om SixtyEight specifikt, og om hans syn på projektrummene og deres rolle på kunstscenen generelt.

Kan du kort beskrive SixtyEight Art Institute?

SixtyEight Art Institute ligger i dag på Gothersgade 167 i København, i et lokale på omkring 55m2. SixtyEight blev grundlagt af mig selv og Iben Elmstrøm i 2011 under navnet 68 Square Metres Art Space, med ønsket om at udstille yngre danske og udenlandske kunstnere sammen i eksperimenterende formater. Vi havde til huse i et gammelt fabrikslokale på Prags Boulevard 43, Amager, og var del af arbejdsfællesskabet PB43.

I 2015 relancerede vi organisationen som SixtyEight Art Institute på en ny adresse i Valkendorfsgade i det indre København, dels i selverkendelse af, at vi var blevet et kuratordrevet udstillingsrum, som havde udviklet sig ud af den kunstnerdrevne scene. Med et skærpet fokus på både kunstnerisk og kuratorisk research og på at udstille og repræsentere et spektrum af danske, europæiske og internationale kunstnere og kuratorer, som er drivkræfter på den internationale kunstscene, og for at introducere internationale modparter og medaktører til den danske scene. I forbindelse med denne reorganisering af SixtyEight som vidensintensivt institut blev kunstneren Hugo Hopping inviteret til at rådgive os om stedets oprettelse, og han blev på sigt del af SixtyEight som leder af vores ‘advisory board’. Iben Bach Elmstrøm blev Instituttets første formelle leder (2015-18), og p.t. drives SixtyEight til daglig af mig i samarbejde med Hugo Hopping.

Hvilke slags udstillinger har I?

I dag skaber SixtyEight udstillinger i sammenhængende to-årige udstillingsprogrammer som har et overordnet tema. Indenfor temaets ramme inviterer vi kuratorer til at skabe – og kuraterer også selv – udstillinger, som har et fokus på det kuratoriske og kunstnerisk research. I dén forstand, at de gerne omfatter et stof eller emne, som vedkommende har arbejdet med over længere tid. Vi opfordrer også til, at researcharbejdet kan fortsætte efter udstillingen hos SixtyEght, sådan at den kan rejse videre til partnerinstitutioner, eller at udstillingen kan munde ud i en publikation hos SixtyEights uafhængige forlag Really Simple Syndication, som Hugo Hopping og jeg startede i 2017.

Ofte arrangerer vi og/eller kuratorerne et eller flere events i løbet af en udstilling, som tjener til at udfolde udstillingens diskursive indhold sammen med forskere, tænkere eller akademikere.

Læs også: Open call: The Curator is the Weather – SixtyEight Art Institute

Hvert år siden 2017 har vi desuden afholdt et intensivt sommerprogram i kuratering, The Curatorial Thing, hvor deltagere, valgt på basis af ansøgninger, deltager i workshops med ledende kuratorer og tænkere i et forum for gensidig læring, mens der om aftenen er offentligt tilgængelige foredrag med akademikere og kuratorer, som lægger sig op ad årets tema. I øjeblikket er vi i gang med at organisere årets tema under overskriften The Curator is the Weather, og håber at afholde det fra d. 1. -9. oktober. Deltagere inviteres p.t. gennem et open call (som kan læses her).

Hvem kommer og ser udstillinger eller deltager i arrangementerne?

SixtyEights udstillinger og arrangementer bliver besøgt af den professionelle kunstverden, både dansk og internationalt. Vi har et stort publikum for samtidskunst, som både kommer fra den lokale og den internationale scene. Vi får også besøg fra mere overraskende kanter, fra folk der normalt ikke interesserer sig særligt for samtidskunst, men bliver fanget af en given udstillings tema, eller af blikfanget i vores “butiksrude” ud til Gothersgade. Vi får også mange gæster, som er pensionister.

Prøv at fortæl lidt om, hvad der driver jer?

Tilbage i 2011 da vi startede 68 Square Metres, blev Iben Bach Elmstrøm og jeg drevet af lysten til at engagere os i samtidskunsten fra et internationalt perspektiv og skabe et rum, hvor unge kunstnere kunne udfolde nytænkende ideer. I dag som institut er vores tilgang i sagens natur blevet formaliseret og professionaliseret, men Hugo Hopping og jeg er stadig drevet af lysten, af den glæde og berigelse, der kommer af at samarbejde med andre om at skabe den bedst mulige udstilling eller publikation. Vi er samtidig meget bevidste om, at kunsten kan gøre en forskel i vores samfund, og på hvordan vi ser på verden. Derfor er vi også drevet af viljen til at stille de svære spørgsmål gennem projekter, der har et stærkt intellektuelt og faglig indhold.

Hvorfor er det vigtigt at have et sted som SixtyEight Art Institute?

Et sted som SixtyEight er et helle for den fri og den udfordrende tanke, som der ellers ikke altid er plads til i samfundets daglige gang. Vi er derfor også et frirum, som folk kan træde ind i, og vi tror på, at det er yderst vigtigt, at rum som vores og andres kan blive ved med at eksistere i byrummet som en berigelse for alle. Derfor holder vi også fast ved udstillingens unikke karakter som en helhedsoplevelse, der ikke nødvendigvis kan opleves i andre formater. Det er også vigtigt at nævne, at vi tager vedvarende interesse i de strukturelle spørgsmål, som også udgør en del af byens kulturelle og kunstneriske liv, f.eks. fra et byudviklingsperspektiv i udstillingen _Learning from ANA og den tilhørende publikation Not to Scale.

Hvilken betydning ser du, projektrummene har mere generelt?

Mere generelt giver projektrummene yngre og midt-karriere kunstnere med eksperimenterende praksisser plads til at udfolde projekter, som ofte ikke vil få synlighed i mere etablerede eller større institutioner. Projektrum kan siges at være steder, som understøtter nye temaer i at komme frem i kunsten. Den mere kommercielle del af kunstverdenen – så som gallerier og messer – har en tendens til at overse denne rige aktivitet, men vi bør lægge idéen om, at projektrummene blot er en slags træningsbane for kunstnere og kuratorer på hylden. Disse rum er yderst vigtige i udviklingen og udbredelsen af kunst som sådan og udgør rige og pluralistiske eksempler på, hvordan kulturen er med til at oppebære demokratiske friheder. Projektrummene er derfor en meget vigtig og berigende del af den danske kunstscene.

Fortæl om en aktuel udstilling – eller en kommende udstilling efter corona?

Vi ser frem til i august at kunne åbne udstillingen Cerro Point Blanco af Lehman Brothers. Udstillingen omhandler – blandt flere temaer – minedriften og ekstraktionens historie i Chile. Man kan sige, at den på en måde diskuterer nogle af de mekanismer og opførselsmønstre i kapitalismen, såsom ekstraktion, global handel og spekulation, der ligger til bund for den klimakrise, vi befinder os i, og som corona-pandemien i yderste konsekvens er et symptom på. Vi glæder os meget til projektet, da den udspringer af et engagement med Chile og landets historie, ikke kun hos Lehman Brothers, men også hos Hugo Hopping og mig selv, da vi alle har været på residencies og eksplorationsture i Chile med chilenske kunstnere og kuratorer.

På den måde er projektet også udtryk for den måde, vi i stigende grad arbejder på, dvs. gennem længerevarende og dybdegående engagement og research. Dette omfatter også, at forskellige medlemmer af den chilenske kunstscene har deltaget i udstillinger og projekter hos os, og har inviteret danske kunstnere på residencies eller til at producere værker i Chile gennem SixtyEights netværk.

Derefter åbner vi en udstilling med nye værker af den unge kunstner Signe Maria Friis, som SixtyEight udpegede som vinderen af KE-prisen 2019, efter at vi var inviteret af Kunstnernes Efterårsudstilling. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med KE som vi ser frem til at videreføre op til åbningen af udstillingen, som bliver kurateret af Lise Grüner Bertelsen.

Hvordan ser fremtiden ud for SixtyEight Art Institute?

Vi er i fuld gang med at planlægge vores kommende udstillingsprogram for 2021/22, som blandt andet vil forholde sig til de forskellige kriser, som vi skal se i øjnene og forsøge at løse både i Europa og globalt. I den forbindelse tror vi på, at kunsten og kulturen netop nu har meget at sige om vores samfund, som der kan læres en hel del af. Som sagt holder vi fast i udstillingen som et særligt rum, man kan træde ind i. Under corona-krisen har vi modstået fristelsen til at lægge udstillinger, som er tænkt og skabt til det fysiske rum, online (læs en begrundelse her). Bemærkelsesværdigt nok har kuratorerne, vi har inviteret ind i det kommende udstillingsprogram, uafhængigt af hinanden lagt stor vægt på det fysiske møde. Det kan f.eks. være mellem de deltagende kunstnere i længerevarende samarbejder, eller mellem usædvanlige publikumsskarer og udstillingsrummet. Det bekræfter os i den fortsatte betydning af fysiske udstillingsrum i og for byen.

Læs også: Kunsten online: Et godt alternativ eller et tveægget sværd i jagten på synlighed?

Samtidig er vi bevidste om, at internettet er et fuldt integreret element af vores daglige liv og rum, og derfor vil vi, gennem eksisterende projekter som The Curatorial Thing og/eller nye tiltag, se på, hvordan vi bedst kan bruge internettet på dets særlige vilkår og muligheder, som ikke er de samme som det fysiske udstillingsrum eller f.eks. foredragssalen og undervisningslokalet. Sådanne tiltag bliver en vigtig udvikling for os alle, da vi sandsynligvis fortsat vil komme til at kæmpe med pandemier og andre kriser, som kræver midlertidige eller længerevarende ændringer i vores fysiske adfærd.

Under samfundets midlertidige “nedlukning” har vi brugt tiden på at arbejde på indtil flere kommende publikationer og andre projekter. For eksempel er vi i gang med at udvikle og planlægge et undervisningsforløb for skoleelever, som vil involvere flere ledende danske og nordiske kunstnere og munde ud i en vidensbaseret publikation, udgivet gennem vores forlag Really Simple Syndication.