"Vi burde lave et Disneyland af bomber!"

”Aaarrrrrgh! Det er kødædende Andrea, der spiiiiser dig!” Triumferer en livlig far i det lille butiksområde i Kunstforeningen Gl. Strand, inden han fører den farverige tøjpapegøjes næb ned til den lille pige, der spiller død på trægulvet foran ham. Pigen ligger bomstillle, men hun kan ikke lade være med at grine, da Andreas plysnæb i hurtige bevægelser ’flænser ryggen op på hende’.

Alle i butikken smiler varmt, og det første spørgsmål til hele kunstens ‘enfant terrible‘, Jonathan Meese, er givet:

Hvilken rolle spiller ‘legen’ for dig?

“Det er det vigtigste! Det er det allervigtigste: at lege uden at være ængstelig – spielen ohne Angst”, svarer Meese med et forbløffet blik.

Udstillingen på Gl. Strand indeholder en lang række helt nye malerier og skulpturer fra Meeses hånd, og som sædvanlig er de fyldt med både slagord og kraftfulde symboler.

“Når man leger, kan man jo gøre alt! Man kan lege had, det er super. At lege had er super! Men at hade i virkeligheden er så lortet”, griner han.

Legeplads
I video-interviewet, der vises på udstillingen, siger du, at man ‘ikke skal lege i gaden’, kan du uddybe det?

”Du må godt lege i gaden, men at lege betyder ikke, at du udtrykker ’dig selv’. Man burde bare lege som børn, når man leger i gaden. Børn leger ikke for at folk skal se dem. De leger bare for dem selv. Folk nu til dags, de går på gaden for at demonstrere, men det er ikke leg. Gaden er et meget farligt sted, som man ikke skal forstyrre.”

Meese rynker brynene let og lader det store hår falde fremfor skuldrene.

“Jeg hader de her ideologiske excentrikere, der forstyrrer gaden. De skal inviteres og så skal de sige, hvad der er nødvendigt. Jeg hader folk, der udtrykker ‘sig selv’. Jeg udtrykker ikke ‘mig selv’ her. Ikke ‘jeg’ men kunsten taler og sætter reglerne.”

Udstillingsrummets mulighed
Hvordan spiller dine værkers opfordring til leg sammen med de meget stramme regler for opførsel, som udstillingsrummet sætter?

“De er jo bare eksempler. Det, du ser her, betyder ikke, at du skal lege med det, der er her. Det er bare et eksempel, der fortæller dig, at du burde gå hjem og lege; lege med dine venner; med dine ting. Det her er ikke en invitation til at lege hvor som helst. Jeg viser bare, at det er muligt at lege. Og udstillingsrummet er bare en måde at bevare på. Det kan da godt være, at den er lidt steril, men det er ligegyldigt. Det giver bare et forslag og siger: ‘du burde lege’, ‘du burde gå ud og lade være med at være ideologisk’.”

Siger du, at man ikke må lave kunst uden for sit atelier?

“Man må godt, når man udvider sit atelier.”

Men så er man også på sin vis stadig inden for rammerne af sit atelier?

“Absolut. Det er meget vigtigt. Det her er nu en udvidelse af mit atelier.”

Derfor kan dine værker ikke støde folk på samme måde, som hvis de bare var på gaden.

“Præcis, det er en meget vigtig pointe. Jeg har ikke lyst til at fornærme folk. De skal have lyst til at komme og se skønheden i værkerne og så tage konsekvensen af det. Det er ikke min opgave at vade gennem gaderne som en religiøs præst. Eller vise min religiøse ideologi. Jeg har ingen religiøs ideologi, jeg er ikke en guru. Mit atelier udvider min legeplads, og en dag er hele verden en legeplads, hvor folk kan lege ideologiske lege.”

Barneleg og kunstværk
Men hvis man kun leger, kan man så fremskaffe virkelige resultater?

“Selvfølgelig kan man det! Du ser det, når et barn f.eks. bygger et hus ud af træ; det er et virkeligt resultat, der kommer fra leg. Man kan lege arkitekt, og træhuset vil eksistere, det vil træde ind i virkeligheden. Når det er stærkt nok.”

 Meeses værker er verdenskendte for netop at lege med alverdens ideologiske og tabubelagte symboler og former; lige fra hagekors til stive pikke og vansirede dukkekroppe.

“Leg vil uden tvivl skabe de bedste resultater,” fortsætter han, “men vi har mistet evnen til at lege, fordi vi er ideologiske. Vi er politikere, vi er konger, vi er religiøse mennesker – det skulle vi holde op med! Man kan lege det i stedet; man kan lege katolik, man kan lege protestant, man kan lege hindu. Men man skal aldrig rigtigt være det, for så vil det være enden på dit liv; så er du død!”

Kunst og ideologi
Det gør vi vel fordi, vi gerne vil ‘blive til noget’; udrette noget i livet – er det forkert?

“Det er ok. Men i det øjeblik, de tilbyder dig at blive konge, skal du sige ‘nej tak –  det var bare for sjov’. Du kan være konge for en dag eller et sekund. Ligesom børn; de er kokke for en dag; de er et dyr for en aften. Vi er alt for fikserede på vores ego. Vi tror, vi skal være noget for evigt.”

Men hvad med kvaliteten? Man har jo ikke lyst til at spise det, som et barn lige har ‘leget frem’.. Men en mesterkok, der har forfinet sin metode, kan skabe måltider, der overrumpler – er der ikke noget vigtigt i det?

“Det er kunst. Dét er rigtig kunst. Når du gør noget med total lidenskab, og du begynder at blive mere og mere præcis, så er du på kunstens spor. Men bliv aldrig ideologisk omkring det! Det er pointen.”

Meese begynder nu for alvor at live op; tempo og volumenstiger, øjnene er spil-levende, og armene flyver til højre og venstre.

Kunstens totale diktatur
“Jeg er ikke imod fremskridtet, jeg er ikke imod flyvemaskiner, der skal være endnu mere af al den slags, men vi skal lege med det. Vi burde lege med bomber! Vi burde lave et Disneyland af bomber! Man skal selvfølgelig sørge for, at de ikke virker,” indskyder Meese og forklarer:

“Så kan man vise bombens udvikling, man ville sige: ‘her er dén slags bombe, og her er dén slags. Vi bruger dem aldrig, kun i film og i Disneyland’. Men vi er endnu ikke i kunstens totale diktatur, som jeg kalder det, hvor alt er en legeplads. For øjeblikket har vi udvalgte oaser, legepladser, men de skal vokse. Hele Danmark burde være en opera, hele Europa, ja, heleverden. Så ville der ikke være rigtige ofre; vi ville lege krig; lege had; legeracisme, som er helt fint at lege.”

Hvor ville du være, hvis du ikke havde dit atelier?

“I graven!”